Læsetid 6 min.

Hjerner spiller op

Hvorfor påvirkes vi af musik? Spørgsmålet har siden Darwin drillet biologerne, men nu giver et studie af tonedøve, forskerne fast grund under fødderne
10. juni 2002

Musikalitet
Soya havde en figur, der elskede i Mazurka-takt. Og i filmen Delikatessen spiller Jeunet og Carot på det samme tema, når de lader slagteren, vaskekonen, elpæren og hele huset følge den samme rytme som det elskende par på anden sal. Men hvor kommer rytmen fra?
Musik er en gåde for biologien. Hvorfor risler det ned ad ryggen til klassiske operaer, hvorfor triller tårerne pludselig ned ad kinderne?
Det er kraftige biologiske reaktioner, som siden Darwin har været vanskelige at passe ind i det evolutionære udviklingsbillede. I modsætning til glæden ved at spise mad eller dyrke sex er der ikke umiddelbart nogen evolutionær forklaring på den varme belønnende følelse musik kan fylde os med.
Darwin mente, musikken var et led på vej mod sproget, Kierkegaard beskæftigede sig med musikken som sprog, og andre har fremført, at musisk sans var et tegn på veludviklet intelligens. Men selv om biologien er blevet dygtigere, instrumenterne mere fintfølende, og de sidste grå zoner af hjernekortlægningen snævres ind dag for dag, står forskerne stadig tilbage med en underlig størrelse kaldet musik, og ved populært sagt ikke, hvad der sker midt imellem duften af bøf og Elvis’ Love me tender.

Urmennesket
Dur er lys og glad, mens mol er mørk og trist. Effekten er så indgroet, at selv små børn registrerer det uden tidligere disponering, hvilket filmindustrien flittigt udnytter. Men det er jo ikke fordi popmusikkens troldmænd som Burt Bacharach (Raindrops keep falling on my head) ligger inde med en hemmelig kontakt til vores tårekanaler, de udnytter blot den biologiske effekt til at spille på vores følelser og få hårene til at rejse sig i nakken eller give os klump i halsen.
Når biologiske karakterer overlever tidens tand, er det for biologer et kraftigt tegn på, at den har gavnlig effekt, der hjælper arten til at overleve. Hos dyr som fugle, insekter og hvaler snakker man også om musik, og antager her, at lydene er en form for kommunikation, som måske kan give et fingerpeg om sprogets opståen. Kulturelt kendes musik fra alle kulturer, og med jungletrommer og urtidsmennesker er det blevet fremført, at musikken måske stikker sine rødder ned i kommunikation og social adfærd, der har knyttet en gruppe tæt sammen.
Alligevel har man ikke kunne bevise, at evnen til at følge en rytme eller skelne en tone til er en biologisk fordel (eller bagdel i tilfælde af manglende evner). Og fremtrædende neurobiologer som Steven Pinker fastholder, at musik blot er en bonus ved hjernens måde at bearbejde lyd – »lydens flødeskum,« som han kalder det.
Op gennem halvfemserne er stadig mere følsomme instrumenter til scanning af hjernen begyndt at hjælpe forskerne til at sætte fingeren på de neurologiske kredsløb, der spiller en rolle for musikfortolkningen.
Det er lykkedes at scanne sig frem til de dele af hjernen, hvor aktiviteten er størst når man opfatter musik.
Lyd-information føres fra øret via nervebaner til en struktur kaldet thalamus og videre til det auditoriske cortex, som sidder i både højre og venstre side af hjernebarken. Sanseindtrykkene fortolkes igennem tre lag med stadig højere kompleksistet. Hvor sproget primært befinder sig i venstre hjernehalvdel sammen med de logiske opgaver, befinder de højere niveauer af musikopfattelsen sig sammen med følelser og rumopfattelse i højre hjernehalvdel. De fleste kender for eksempel en melodi eller et stykke musiks evne til at vække stærke minder, og ligesom med smage og dufte kan vi forbinde bestemte begivenheder med et stykke musik.
Intuitivt logisk ses også, at trænede musikere bearbejder mere af musikken med den venstre ’analytiske’ hjernehalvdel – deres hjerner er blevet oplært til at opfatte og analysere musikken. Yderligere ses, at musikeres hjerner reagerer meget kraftigere på en tone end ikke-musikeres. Men musikere kan være vanskelige at arbejde med, fordi deres meget veludviklede finmotorik af læber og fingre afspejles i hjernens motoriske cortex. Når musikere udøver deres gerning skal hjernen yderligere koordinere de auditoriske områder med det motoriske cortex og inden man har set sig om, står forskeren med en ekstrem kompliceret form for menneskelig adfærd.

Tonedøve gener
Da neurobiologen Isabelle Peretz og hendes kolleger i februar fik bevist, at tonedøvhed er en meget specifik neurologisk defekt, var det lidt af et gennembrud, som gav fornyet håb om, at man kan få has på musikkens neurologiske basis.
Forskerne havde sat sig for at undersøge fænomenet, fordi tidligere studier var ret sparsomme. Berømte personer som Che Guevara og de amerikanske præsidenter Ulysses S. Grant og Theodore Roosevelt var erklærede tonedøve, men oplevede tydeligvis ikke synderlige sociale eller biologiske ulemper ved ikke at kunne skelne to melodier fra hinanden. Mere fængende var, at enkelte andre anekdoter antydede, at fænomenet kunne være arveligt.
For at komme udenom generelle indlæringsproblemer valgte Peretz 11 erklærede amusikalske frivillige, som havde gennemført en højere uddannelse. Personerne havde alle modtaget musikundervisning som børn, men kunne lige fra begyndelsen ikke håndtere musikken. De amusikalske blev udsat for en række musikalske test, og mens der var stor forskel på deres evne til opfatte rytme og struktur, manglede alle evnen til at skelne forskellige toner. De skelnede ikke ændringer i kendte melodier eller dissonante akkorder, som ’skurrer’ i ørene hos de fleste mennesker, men genkendte uden problemer kendte stemmer, kendte lyde fra omgivelserne og sangtekster. Deres fælles problem var at skelne højden mellem af to toner.
For at undersøge om defekten var specifik for musik prøvede Peretz om de amusikalske kunne skelne toneskiftet i et spørgsmål som »hun er dansk?« fra konstanteringen »hun er dansk.« Spørgsmålet tydeliggøres i talen ved at tonen til sidst hæves en anelse, der svarer til seks semitoner, hvor konstateringen falder omkring tre semitoner.

Ørehængere
Forsøgspersonerne havde ikke noget problem med at skelne om det var et spørgsmål eller en konstatering, hvilket fik Peretz til at anslå tonedøvhed som en meget specifik neurologisk defekt, der er medfødt og ikke berører de sproglige områder.
»Vi tror den medfødte amusikalskhed skyldes afbrudte forbindelser i hjernens hørelses områder, men der skal yderligere studier til for at forstå præcis, hvad der er gået galt,« siger Peretz til Science.
Hvis tonedøvhed virkelig er medfødt, må der være en genetisk baggrund for vores musikalske evner.
Sidste år viste D. Drayna og kolleger i et sammenlignende studie af 136 par én-æggede og 148 par tve-æggede tvillinger, at der var en tydelig genetisk basis for en del af musikopfattelsen. Forskerne havde ændret enkelte toner i populære simple melodier, og målte hver enkelt forsøgspersons evne til at opfatte ændringerne. Tvillingestudier gør forskerne i stand til at skelne miljøfaktorer fra arvelige faktorer, og da det viste sig, at de én-æggede par gav langt mere identiske svar end de tve-æggede par, kunne man konkludere, at der var en arvelig faktor involveret.
Der er altså stærke indicier for et bestemt sæt gener, der er afgørende for et musik-bearbejdende system.
Om resten af det musiske system er genetisk bestemt er ikke til at sige, og der er naturligvis meget mere til musik end skelnen af toner.
For eksempel har melodier, omkvæd og ørehængere det med at sætte sig fast i hovedet, og de kan være frustrerende svære at ryste ud igen. Så udover de første sansefortolkninger må hjernen altså også gemme på en musisk hukommelse, der indtil videre undslipper forskernes lup.
Peretz’ arbejde giver et indblik i vores musikalitet og er måske et stort skridt på vej mod at få has på musikkens evolutionære opståen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu