Baggrund
Læsetid: 5 min.

Nettet fanger

Stan Lee var det kreative geni bag mange af de bedste superheltetegneserier, som har rod i en genkendelig hverdag. I anledningen af den første Hollywood-filmatisering af Spider-man skrev filmredaktør Christian Monggaard denne hyldest til tegneseriefiguren og dens skaber
Stan Lee fotograferet i 1987.

Stan Lee fotograferet i 1987.

Ritzau Scanpix / Tom Levy

Kultur
25. juni 2002

Vi har brug for helte, mener den amerikanske tegneserieskaber Stan Lee.

»Alle bør have nogen at se op til, nogen man gerne vil være som (...) Vi har alle mennesker, vi beundrer, skuespillere, vi beundrer, fiktive karakterer, vi beundrer, og hvis ikke vi havde det, hvad ville der så være at sigte efter? Hvilke mål ville vi sætte os?«

Da jeg var knægt, læste jeg De tre detektiver og Jan-bøger og ville være ligesom dem og løse mysterier hele dagen. Da jeg blev teenager, havde jeg ikke noget større ønske end at kunne iføre mig et sejt kostume og kaste mig ud fra Københavns høje bygninger og svinge mig gennem natten og bekæmpe kriminalitet, ligesom Spider-man, en af Stan Lees utallige, geniale tegneseriekreationer.

Jeg har aldrig været den store Batman- eller Superman-fan –– en mørkemand og mangemillionær og en alien med overnaturlige kræfter, der begge bærer underbukserne uden på deres trikot og bekæmper forbrydere i fiktive storbyer! –– men Spider-man var lige helten for mig.

Spider-man alias Peter Parker, en forældreløs keminørd med bumser, der ikke er verdens mest populære blandt hverken klassekammeraterne eller pigerne, og som bor sammen med sin onkel og tante i New York-bydelen Queens.

Han er ikke lige prototypen på en uselvisk superhelt, men det er ikke desto mindre, hvad Peter forvandler sig til, da han bliver bidt af en radioaktiv edderkop og pludselig får superkræfter, netskyder, edderkoppesanser og evnen til at kravle op ad en lodret mur. Præcis, hvad en klodset og ufiks brilleabe som jeg havde brug for at kunne drømme om.

Helt almindelig

For Lee, der skabte Spider-man sammen med tegneren Steve Ditko, handlede det om at skabe en superhelt, som det unge publikum kunne identificere sig med. De tog udgangspunkt i en genkendelig hverdag og en forvirret og angstfyldt ungdom med hormonerne uden på tøjet, og da Spider-man i august 1962 så dagens lys i en lille historie i sidste nummer af tegneseriebladet Amazing Fantasy udgivet af Marvel Comics, vakte det opsigt –– bladet solgte som aldrig før, og Peter Parker fik sin egen serie, The Amazing Spider-Man.

Her var pludselig et helt almindeligt menneske med helt almindelige problemer, som ved et uheld blev begavet med superkræfter, hvilket nok forandrer hans liv, men ikke just gør tingene lettere for ham.

Han skal stadig tjene sine egne penge, gå ud med skraldet, vaske sit eget tøj –– også sit selvdesignede og hjemmesyede kostume, der har det med at krympe, bruger han det forkerte vaskepulver –– og forsøge at finde ud af, hvad han vil med sit liv. Og så er det heller ikke den letteste sag i verden at skulle skjule sin hemmelige identitet for de piger, han gerne vil invitere med hjem.

Vildt underholdende

Historierne om Spider-man er tillige uhyre moralske. Efter først at have brugt sine evner på at skaffe sig penge som fribryder, påtager Peter Parker sig det ansvar, som følger med store evner. Hans onkel Ben bliver dræbt af en tyv, og Peter indser, at han må bruge sine evner i den gode sags tjeneste.

Det lyder meget pædagogisk og temmelig kedeligt, men fordi Stan Lee fylder sine historier med så megen menneskekundskab, pyskologisk troværdighed, humor, spændende sidekarakterer og kulørt dramatik i form af bl.a. fantasifulde superskurke –– The Green Goblin, Den gule djævel, Dr. Octopus, Kingpin, Dr. Doom –– at det som regel altid er tankevækkende og voldsomt underholdende at følge Peter Parker og hans netsvingende alter ego.

I en klasse for sig er også tegningerne. Stan Lee og ikke mindst Marvel-tegneren Jack Kirby udviklede en arbejdsform, hvor Lee løst skitserede historien og karaktererne, hvorefter bl.a. Kirby sørgede for at omsætte ideerne til et medrivende forløb i ramme efter ramme med dynamiske, ofte ekspressive og actionfyldte streger. Spider-man er på mange måder typisk for Stan Lees måde at anskue tegneserier på og for det sammenhængende Marvel-univers, han skabte i 1960’erne og 1970’erne.

Efter de gyldne år i seriebranchen i slutningen af 1930’erne og 1940’erne – hvor bl.a. Superman og Batman blev til på det konkurrerende DC Comics – gik det mindre godt i 1950’erne, hvor tegneserierne måtte kæmpe med tv og rock’n’roll om ungdommens opmærksomhed og pengepung.

Autenticitet

Stan Lee begyndte i seriebranchen allerede i 1930’erne, og det er blevet sagt, at han »er for tegneserier, hvad Elvis Presley og oberst Tom Parker var for musik.« Og det var en branche i kreativ og økonomisk krise, som Stan Lee – – med uvurderlig hjælp fra tegnere som Steve Ditko, Jim Steranko og Jack Kirby – – var med til at genoplive med først De Fantatiske Fire i 1961 og siden Spider-man, X-Men, Hulk og mange andre uforglemmelige superhelte og deres ikke mindre uforglemmelige modstandere.

»Jeg prøvede give dem autenticitet ved at gøre dem mere realistiske,« har Lee sagt om sine figurer. »Hvem kender du, som har et virkeligt perfekt liv? Det er ligegyldigt, hvor rig eller flot fyren er, eller hvor sexet hans kone er. Der findes ingen, som ikke har det svært. Alle har problemer, og alle har sorger, som de gemmer på.«

Forfatteren Ken Kesey (Gøgereden) udtalte dengang i 1960’erne, hvor Lee – han skrev næsten samtlige serier – og Marvel havde sin storhedstid, at deres tegneserier havde lige så meget at sige om livet, som den samtidige litteratur.

Og som Geoffrey O’'Brien, der dyrkede Marvel og Spider-man i sin collegetid i 1960’erne, skriver i et essay i The New York Review, så kunne Marvels skabninger »ses som en slags stenografi til at beskrive personligheder og situationer – en analogi til snart sagt alting var til at finde i det hastigt udvidende Marvel Univers – og, mest tilfredsstillende, så kunne de opfattes så overfladisk eller alvorligt, som man havde lyst til.«

Stan Lee blev hyldet som en slags Shakespeare-figur, fortæller O’'Brien også, og hans »superhelte var selvbevidste, naget af tvivl, led af irrationelle tvangstanker, og de mere og mere komplekse fortællestrukturer, hvori de færdedes, var en indforstået encyklopædi over alle ingredienserne fra eventyrserie og sæbeopera. Hovedpersonerne havde alle hver deres følelsesmæssige register og fetichistiske besynderligheder.«

Spider-man har oplevet mange ting i de henved 40 år, han nu har levet –– bl.a. består hans verden lige nu af fem sideløbende tegneserier, merchandise, computerspil og en film –– og som menneske har Peter Parker udviklet sig. Han har mistet gode venner, familie, blevet gift og skilt igen.

Nogle vil sikkert mene, at andre tegneserier har overhalet Spider-man indenom. Men i de bedste af striberne er han stadig det ofte frustrerede individ, der ikke kan få det sindsoprivende liv som superhelt til at svinge med den hverdagslige tilværelse som nevø, kæreste og menneske i en forvirret og foranderlig verden. Sådan har jeg det også selv engang imellem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her