Tinke-linke-later

(2. sektion) Ny film Det er ikke hver dag, at man bliver begavet med en filmatisering af en Cecil Bødker-roman, og alene det betyder en vis forventning til Morten Køhlerts børnefilm Ulvepigen Tinke, baseret på Bødkers Hungerbarnet. Som knægt fulgte jeg opslugt med i en række fremragende tyske tv-dramatiseringer af Bødkers Silas-serie, og min tanke var, at kunne Køhlert bare opnå en smule af den series intensitet og dramatik, så ville tingene pludselig se lysere ud for dansk børnefilm. Helt så opmuntret var jeg dog ikke efter at have set Ulvepigen Tinke. Det er ikke nogen dårlig film, men den lider kraftigt under et manuskript, som ikke folder historiens enkelte elementer tilfredsstillende ud. Efter at have mistet sin far og mor lever pigen Tinke som et vildt dyr alene ude på heden, og her møder hun en dag hun bondedrengen Laurus. De bliver venner, og han tager hende med hjem til den gård, hvor han bor og arbejder. Men Tinke vil ikke bo på gården, og sammen med Laurus begynder pigebarnet en søgen efter sine velhavende bedsteforældre. Nedklippet dramatik Der er masser af solidt, dramatisk materiale i historien om Tinke, der foregår i 1850’erne, men filmen virker, som om den er tynget af sin korte spilletid på børnevenlige 93 minutter. Der er simpelthen ikke tid til at pleje de mange komplicerede intriger og sammenhænge. Man får fornemmelsen af, at enten har Køhlert måttet skære ned i sit manuskript, eller også er filmen blevet klippet ned. Ulvepigen Tinke hopper fra den ene dramatiske situation til den næste uden at gå i dybden med personerne eller deres bevæggrunde. Det betyder, at man aldrig rigtig når at blive nervøs på Tinkes vegne – der er ingen tvivl om, at tingene nok skal flaske sig for hende. Selv et børnepublikum må finde, at spændingen er for tynd. Lidt problematisk er også det lidet overbevisende spil fra Sarah Juel Werner i titelrollen. Hendes klare blå øjne er dejlige, og lad gå, at hun har kridhvide tænder, selvom resten af hende er møgbeskidt. Men hendes demonstrative og meget lidt naturlige måde at portrættere Tinkes egenrådige og, vil nogen sikkert mene, uopdragne opførsel hæmmer indlevelsen i karakteren. Til gengæld leverer Peter Jeppe Hansen en fin præstation som Laurus, mens mere erfarne kræfter som Bent Mejding, Birthe Neumann og Trine Pallesen bakker godt op om de unge spillere i deres biroller. Visuelt set er perioden troværdigt genskabt, og Søren Hyldgaards og Fläskkvartettens musik lægger en fin stemning under de pæne billeder. Men man savner dog et episk sus, som Bødkers historier gerne berettiger til med deres store, eviggyldige spørgsmål, og en bedre fornemmelse af den verden, hvori filmen foregår. *Ulvepigen Tinke. Instruktion og manuskript: Morten Køhlert. Dansk (Dagmar, CinemaxX og Palads i København og rigtig mange biografer i provinsen)