Læsetid 2 min.

Ærlige Jim

En biografisk fortælling af og om en videnskabsmand, hvis navn vil huskes også i næste årtusinde
12. august 2002

Dagen efter
James Watson og Francis Crick modtog i 1962 nobelprisen for det 20.ende århundredes største opdagelse. I 1953 løste de gåden om arv og viste, hvordan gener kan gives videre fra en generation til den næste gennem dna’ets dobbelthelix struktur.
Men hvad var han egentlig for én denne 25-årige Watson, der efter opdagelsen badede sig i publicity, kom i Vogue og havde carte blanche til et hav af professorater? I en ny biografisk bog Genes, Girls and Gamow fortæller Watson om tiden efter opdagelsen. Og det har trods alt ikke været let.
Watson giver et billede af en meget genert ung mand som tænkte på piger hele tiden, men stort set aldrig havde muligheden for at omgåes nogen på sin egen alder. Det var altid cocktail-parties hos den ene eller anden professor, hvor der kun kom gifte ældre kvinder.
Hans livs sorg hed Christa Mayr, der for Watson havde alle de rette kvaliteter – hun var ung, smuk og var datter af en Harvard-professor. Watson fumlede rundt om hende i årevis, og da han endelig tog sig sammen var hun forlængst forelsket i en anden.
Sideløbende med hans frustrerede forsøg på at nærme sig Christa Mayr fortæller Watson om sin ligeså frustrerende forskning, der ikke rokkede sig en millimeter. Efter løsningen af dna-strukturen gik jagten ind på ’Livets Rosetta-sten’ – hvordan cellen tolker den information, der er opbevaret i dna’et og oversætter det til proteinernes sprog. Watson giver et skræmmende godt billede af hvor frustrerende forskning kan være – man står i stampe igennem de tre år bogen spænder over, og først i epilogen, hvor Watson tager de næste 12 år i et snuptag, kommer suppen lidt i kog.
Som titlen angiver var bogens tredje store motivation den farvestrålende russiske fysiker George Gamow, som sammen med Leo Landau var sin generations største. Gamow elskede at lave sjov med tryllekunster og practical jokes, der piftede lidt liv i den ellers temmelig kedelige akademiske verden. Gamow sprudler af idéer og livsglæde, hvilke ligeså ofte vækker moro som irritation blandt kollegerne. Desværre gør hans stadigt stigende alkoholforbrug en ende på først ægteskabet og siden Gamow selv.
Bogens største kvalitet er, at den er skrevet af og om en mand, hvis navn vil huskes også i næste årtusinde. Som Watson selv siger, »jeg tror, eftertiden har en interesse i at vide, hvem vi var,« og på den måde er bogen meget sympatisk. Men den ukritiske dagbogsopremsning og det forvirrende store persongalleri er ikke specielt sindsoprivende læsning, og man savner den røde tråd og den fremadskridende handling fra Watsons første bog om tiden frem til opdagelsen (The Double Helix, red.).
I stedet er det blevet en ærlig, men kedelig fortælling for feinschmeckere og historikere

*Genes, Girls and Gamow, Oxford University Press

*The Double Helix (1968), Penguin Books

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu