Læsetid 5 min.

Dna'ets fader var bare nysgerrig

Det er nysgerrigheden, der skaber de store resultater, siger James Watson, som selv gjorde århundredets største opdagelse, da han ville vide, hvordan information opbevares i molekyler
12. august 2002

Nysgerrig
En høj, benet mand med indfaldne kinder går ludende omkring ved de smukke gamle træhuse ned til vandet ved Cold Spring Harbor Laboratories i USA.
Pensioneret chef for stedet, men stadig aktiv forsker her knap 50 år efter han og Francis Crick højspændte af adrenalin løste gåden om Dna’et i et lille kontor i Cavendish Laboratory på Cambridge University.
James D. Watson og Francis H. C. Crick mejslede, med deres kun én side lange videnskabelige artikel, i 1953 for evigt deres navne ind i historien ved siden Darwin, Newton og Einstein. I verdens nok mest underspillede konklusion skrev de to unge videnskabsmænd frækt, at det ikke havde undgået deres opmærksomhed, at den foreslåede struktur »straks angiver en mulig kopieringsmekanisme af det genetiske materiale.«
Med artiklen blev biologiens store gåde løst. De havde vist, at et molekyle i cellerne på forunderlig simpel vis kunne indeholde selve arvematerialet – ’generne’. En konkret håndterbar fysisk substans, der gemmer vores anlæg for alt fra øjen- og hårfarve til komplekse sygdomme og muligvis endda intelligens. De to forskere boblede af en sjælden videnskabelig lykke over at have løst gåden og fået stillet deres nysgerrighed.
Hverken Watson eller nogen andre havde imidlertid den fjerneste anelse om, hvad de havde sat igang.
»Vi anede ikke vores arbejde ville kunne anvendes,« siger Watson med en høj knasende stemme, der er ligeså behagelig, som lyden fra metal skærende i våd granit.
»Det var ikke før 1973, at man kunne lave genetiske manipulationer. Da forandredes verden pludselig.«

Revolution
Med løsningen af dna’ets struktur som en dobbelthelix fik genetikken, biologien og lægevidenskaben et konkret angrebspunkt til at forstå, hvordan gener arbejder, regulerer og påvirker hinanden i alle aspekter fra sygdom til, hvordan et menneske opstår fra to mikroskopiske celler.
Og forskere verden over flokkedes begejstrede om de nye muligheder efterhånden som molekylærbiologiske redskaber til at manipulere og håndtere dna blev udviklet.
I dag er molekylærbiologien den dominerende biologiske disciplin og samtidig et af de største forskningsfelter indenfor lægevidenskaben. Det menneskelige genom er blevet kortlagt, den bioteknologiske industri boomer og vi befinder os midt i en bioteknologisk revolution. Det arbejde professor Watson offentliggjorde som 25-årig har i høj grad vist sig at kunne anvendes.
Men hvem er han? Hvordan gjorde han? Og hvad skal der til for at gøre den slags opdagelser? Det vil Watson gerne være med til at svare på, inden han bliver en del af historiebøgerne.
»Opdagelsen af dobbelthelix’en bliver i stigende grad set som et vigtigt øjeblik i videnskabens historie, og da jeg anses for at være en af de vigtige figurer i den begivenhed, er det måske rigtigst,« siger Watson, der ser opdagelsen, som et udtryk for sin tid snarere end to videnskabsmænds geniale idé.
»Opdagelsen ville være dukket op senest i løbet af to år. Den burde faktisk være sket året før,« siger Watson og rømmer sig.
»Når man ser tilbage, ville vi selv have opdaget det et år tidligere, hvis vi havde været dygtige kemikere.«
En slet skjult hentydning til Linus Paulings offentliggørelse af dna-strukturen som en tripplehelix. Watson og Crick var dengang sønderknuste over, at kemikeren, der var en hårsbredde fra Einstein i gude-status, havde nuppet trofæet for næsen af dem. Det viste sig til deres udelte glæde, at Pauling havde begået en basal fejl, og de to knoklede på livet løs for at blive færdige inden Pauling selv opdagede brøleren. Der er ingen tvivl om, at opdagelsen lå lige om hjørnet, men nu blev det altså Watson og Crick, der kom først.
– Hvad ville du sige Jeres styrke som forskere er?
»Crick var en ekstremt dygtig fysiker og krystallograf,« siger Watson, og sammenligner ham med Rutherford og Bohr.
– Og din?
»At arbejde sammen med kvikke hoveder,« siger Watson beskedent. Måske en anelse for beskedent, hvor er stjernestøvet, genialiteten og det uopnåelige? Men Watson holder fast i sin version.
Hans store fortjeneste var, at han udover selv at være et ’kvikt hovede’ tidligt havde gennemskuet, at generne måtte ligge i dna’et. De fleste biologer mente dengang, at det var proteinerne, der indeholdt generne. Men ét enkelt resultat gik imod strømmen. Det var bakteriologen Oswald T. Avery viste, at arvelige egenskaber kunne flyttes fra en bakteriecelle til en anden kun ved oprensede dna-molekyler, og det overbeviste Watson og Crick uafhængigt af hinanden om, at dna måtte være sagen.
»Min fornemmelse var, at svaret lå i kemi og strukturel kemi, som det viste sig. Det kunne have været forkert, men det viste sig at være rigtigt,« siger Watson og efter en lille pause, »jeg var godt skolet.«
Watson holdt fast i dna-passionen til trods for, at de fleste omkring ham mente, han skulle bruge sine kræfter på andre emner. Efter et års forfejlet ophold i København, mødtes Crick og Watson i Cambridge, hvor deres intense søgen kulminerede med artiklen i 1953.

For mange
I dag har videnskaben ændret sig meget, og Watson ville ikke vælge at arbejde indenfor molekylærbiologien.
»Der er for mange mennesker i feltet. Dengang kendte man alle. Og der var så få, fordi vi ikke anede, hvordan vi skulle finde svaret. Det var aldrig gået i dag.«
– Hvad mener du?
»I dag spørger man hele tiden de unge; ’hvad vil du bruge pengene til?’. Jeg synes i stedet, man skal bedømme, om vedkommende er en dygtig studerende, og så give ham et par år. Man bliver nødt til at tage nogle chancer og give mange penge til de dygtigste hoveder, selvom man ikke er helt sikker på, at det vil lykkes for dem.«
»Jeg er glad for jeg blev født dengang og ikke nu. I dag ville jeg sikkert vælge et felt med færre mennesker.«
– Såsom?
»Hvordan hjernen fungerer. På ét niveau ved man ikke hvordan. Og derfor er det et meget svært felt at arbejde i. De virkelig dybe problemer er der endnu ikke svar på.«
– Spørgsmålet om den frie vilje?
»Mjjah, og hvor ligger et telefonnummer i hjernen? Du ved, nummeret står skrevet der et eller andet sted, men hvordan er det skrevet? Dengang var spørgsmålet ’hvordan er information gemt i molekyler?’, nu er vi begyndt at spørge ’hvordan er information gemt i nerveceller?’ Og vi ved det ikke. Jeg ville vælge hjernen i dag.«
– Er du selv involveret?
»Nej, men på Cold Spring Harbor er der et par stykker. Og de folk ved ikke, hvordan spørgsmålet skal løses.«

Specialer
Watson opholdt sig et år i København, men selv om han kender ikke længere til forskningen i Danmark, kan han alligevel godt give et råd.
»Man kan ikke være god til det hele. Vejen til succés er at blive meget dygtig indenfor specialiserede områder,« siger han, »der er nogle som vil sige penge driver forskningen, men det er ikke sandt. Videnskab drives af nysgerrighed. Man ønsker at vide, hvorfor noget sker.«
– Hvad med personlige ambitioner?
Watson skærer ansigt og vrisser: »Man er temmelig dum, hvis man ønsker at vinde en Nobelpris. Ens ambition bliver nødt til være at løse et problem. Videnskaben er ikke en god levevej. Du gør det kun, fordi du er nysgerrig – det er underbetalt, med mindre du er meget dygtig, og du bliver nødt til at leve i den akademiske verden størstedelen af tiden. Så du gør det kun, hvis du er virkelig interesseret. Nysgerrighed er den største drivkraft.«
– Hvad var dit største øjeblik?
»Selvfølgelig at finde dobbelthelix’en, men der var også andre. Når man forstår et videnskabeligt problem føler man sig meget glad.«
– Hvor ofte sker det?
»Oh, du er heldig, hvis en idé holder hvert tiende år.«
Watsons to sønner har begge valgt en anden levevej, men det skærer ikke i hans hjerte.
»Det ville da have været rart. Det er altid sjovt at diskutere videnskab, men de er begge kvikke og søde mennesker og det er vigtigere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu