Læsetid: 2 min.

Klarede de boderne?

Fuld turbo på Gyldendal
30. august 2002

Der var gratis speed, bogafbrænding og øretæver i luften da Gyldendal i går afholdt sin årlige reception i gården i Klareboderne. Forlaget har brugt den forløbne sæson på at ruste sig til krisen i bogbranchen og havde som led i en modernisering af bogmarkedet udliciteret begivenheden til eventmakerfirmaet Fahrenheit 451.
Borte var buffeten med pindemadder og kold hvidvin. I stedet var kulturpersonlighederne henvist til at stille tørsten langs et nyreformet trug, der indeholdt en let mousserende punch, baseret på Four Roses Bourbon og spædet op med amfetamin, xtc og specielt importeret finsk træsprit.
I år stillede direktør Johannes Riis sig ikke op på trappen foran forlagets hovedindgang. I stedet kom han til syne på forlagets tag, iklædt dannebrog med indbroderede piratdødningehoveder, og med et vildt, stirrende blik råbte han via et højttaleranlæg, hvis 1300 db gav genlyd over tagene:
»Hvad satan skal vi med litteraturen? HVAD SATAN I HEDESTE HELVEDE SKAL VI I GRUNDEN MED LITTERATUREN?«
Et dyrisk brøl rejste sig fra de forsamlede notabiliteter, da Henrik Nordbrandt viste sig i et vindue på tredje sal, hvorfra han smed et farvefjernsyn ned i gården.

Da Rif sagde Ping
Klaus Rifbjerg, der sad og delte en jordbong med romandebutanten Jakob Ejersbo, blev ramt af en glassplint og trak for første gang offentligt den salonrevolver, han bærer i venstre strømpe: »Slut med – * PING * – kaffe hos kulturministeren – * PING * – nuskadetvære kulturkamp,« sagde Rif, mens han skød vildt omkring sig. »* PING *« lød det hver gang en af de minutiøse blykugler rikochetterede fra forlagsmurene.
Forlagets nyerhvervede guldkalv, Jens Christian Grøndahl, flåede, efter at have taget godt fra ved punchetruget, jakke og skjorte af og begyndte at tatovere sin autograf på eget bryst.
»Jeg har fundet mit stof,« sagde han til formiddagspressen: »Lad de gode bogtider rulle. Elvis lever!«
Mens anlægget fyrede op under Metallicas »Aint my bitch« brækkede bogroadies hul i friske forsyninger af Four Roses. Christian Braad Thomsen brækkede sig ud over fire yngre debutanter, der efter en tur på toilettet kom tilbage med et stort banner med teksten:
»FINKULTUR, FINKULTUR, NED MED POP OG EVENTKULTUR!«
»Jeg synes, det er helt fint, at bogbranchen prøver at tage ved lære af musikbranchen, men med dagens satsning har Gyldendal skudt langt over målet,« udtalte formanden for den spontant opståede lyrikerforening MORALSK MODTRYK, Mikkel Thykier.
Arrangementet udviklede sig tumultagtigt og selv om politiet afspærrede området fra mellem Rundetårn og Kgs. Nytorv, lykkedes det Sven Holm og Bettina Heltberg at kæmpe sig frem til Bobi-bar, hvor de senere blev arresteret for anden usømmelig omgang.
Johannes Ries forsøgte ved 19-tiden at stege en pattegris over en sagte ild bestående af sidste års usolgte varelager, men kort efter lykkedes det ordensmagten at lægge en dæmper på den opsigtsvækkende event ved hjælp af militærets kulturskumslukkerhelikopterpatrulje. Politiet vil ikke udelukke retlige efterveer for medlemmer af den danske kulturelite, på nær Rifbjerg, der skød sig gennem barrikaderne og menes flygtet til Sverige, og Morten Sabroe, der sidst er set i en kassevogn med Four Roses-logoet i nærheden af Hells Angels’ tilholdssted i Rågeleje.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu