Læsetid: 10 min.

Kongen og mig

På vejen tilbage til Elvis stødte jeg også på hans musikalske stamfædre, og det forunderlige var, at den opdagelse ikke gjorde ham mindre. Snarere tværtimod. Jo mere musik jeg lærte at kende, og jo klogere nogen betalte mig for at gøre mig på det, jeg hørte, jo mere holdt jeg af Elvis Presley og hans ubestikkelige umiddelbarhed
10. august 2002

Det var der fra starten, det der karakteristiske drag om munden, som man efter behov kunne tolke som utilpassethed eller arrogance. Uden at kunne sætte ord på syntes vi, det så ret voksent ud, men det udstrålede også en uimponeret ’ingen- skal-tage-røven-på-mig’-attitude.

Og det udtryk stod vi og øvede os på hjemme foran spejlet, uvidende om at nogen faktisk allerede længe og ret metodisk havde været ved at tage røven på Elvis, som havde fået fast arbejde i Hollywood, hvor han, som forfatteren Albert Goldman senere beskrev det, »gravede sin egen grav af celluloid.«

Det kunne vi slet ikke høre. Og filmene gad vi ikke se. Det var mest for tøser derude i erindringens evigt gennemlyste sommerdage i barndommens børnerigeste boligkarré i Sydhavnen i København.

Fra et åbent vindue oppe på fjerde hos Erik larmer en sang fra en overstyret Kvik Polyfon grammofon, den røde med højttaler i låget. Han havde fået den samme forår i konfirmationsgave. Det må have været 1962, for den sang, jeg stadig hører fra det vindue, lyder sådan:

When the mailman came

to our house this mornin’

I was waitin’ right there for him

at the door

But when I opened up

and read your last letter

Then I knew that I would wait for him

no more

’cause you said ’Dear One,

there’s somethin’

that I have to tell you’

’Dear One, there’s somethin’

that I have to say, yay-yay’

’Dear One, he’s tall, dark,

well. you know how it is’

’And Dear One,

he stole my heart away.’

Sangen hed, som man måske kan regne ud, »Dear One«, og den var ikke med Elvis Presley, men med Larry Finnegan. Han var også meget populær i Sverige og sang sådan lidt småjodlende countrypop af en slags, vi ikke havde navn for, men alle hørte den sang den sommer, når vi da ikke hørte en anden med nogenlunde samme tema. Den havde Erik ikke. Den hørte vi nede hos Frank, når hans mor var på arbejde. Teaktræsgrammofonmøblementet stod nemlig inde i dagligstuen.

I gave a letter to the postman,

he put it in his sack.

But early next morning,

he brought my letter back.

She wrote upon it:

Return to sender, address unknown.

No such number, no such zone.

We had a quarrel, a lover’s spat

I write I’m sorry

but my letter keeps coming back.

So then I dropped it in the mailbox

And sent it special D.

But early next morning

it came right back to me.

She wrote upon it:

Return to sender, address unknown.

No such number, no such zone.

Her, masser af kærester, kilo og somre senere, kan jeg ikke modstå fristelsen til at skrive begge teksterne ned bare for at se, hvordan de egentlig ser ud. Det gjorde vi også dengang, men vore engelskkundskaber må have fået disse sange til at ligne krypterede koder; kun forståelige for de indviede, som de stod der i de brune kladdehæfter, hvor der også blev plads til at forevige, hvad der stod på nummerpladerne på de udenlandske biler, der for forbi ude på Gl. Køgevej, vores vej ud i verden, vores drømmespor til Hamburg, Memphis eller såmænd bare Maribo, hvor jeg lige havde deltaget i en fodboldturnering. Og tabt.

Sagen i egen hånd

Jeg kunne lide begge sangene. Måske mest Larry Finnegan eller også var det fordi min ven, Lars Peter, var særlig vild med den.

Men Elvis blev hængende. Jeg kunne godt lide, at han ikke bare opgav. Larry overlod det til postbudet. Elvis derimod, han tog sagen i sin egen hånd. Han opsøgte pigen. Han kunne ikke leve uden at vide klar besked.

This time I’m gonna take it myself

and put it right in her hand.

And if it comes back the very next day

then I’ll understand the writing on it

Return to sender, address unknown.

No such person, no such zone.

Elvis Presley var lige så ny i mit liv som piger. Jeg var (næsten) 13 og havde fået lov at kysse Jytte nede i kælderen og lidt mere til. Det var jeg ret stolt af. Indtil jeg fandt ud af, at hun havde smidt de husmorstore, svagt syrligt duftende trusser for de fleste af mine kammerater, og nogle af dem var endda ikke kommet til at betale for det. »You fooled me with your kisses, You cheated and you schemed, Heaven knows how you lied to me, You’re not the way you seemed,« sang Elvis sommeren efter. Da var vi en del, der tænkte på Jytte, som var flyttet fra kvarteret og vist nok var blevet gravid med en amerikansk soldat, der var på orlov fra sin base i Vesttyskland. Det var nu ikke Elvis, selv om hendes kusine stædigt blev ved at påstå det. Allerede dengang var Elvis, som man kan se, en mytologisk figur, men han spillede ingen hovedrolle i mit liv. Eller rettere: Når han var der, var han der fuldt ud. Præcis som alle de andre popstjerner. Og i hvert fald fik vi ædt en masse skodtyggegummi de år, for inden i pakkerne lå der idolbilleder, og Elvis var en ret hård valuta på lige det byttemarked.

Jeg kunne godt høre, at sange som »Little Sister« og »His Latest Flame« havde dette udefinerlige ’noget’, og Pat Boones »Tutti Frutti« var jo nærmest en fornærmelse i forhold til Elvis-udgaven for slet ikke at tale om Little Richard, hvis orginalversion, Franks storebror – eller var det hans onkel – havde købt i Sverige. Jeg havde aldrig hørt noget lignende. Men den var også for larmende. Man kunne ikke få lov at udvide hofteholdere til tonerne af den sang. Der var Elvis bedre, men vi opfattede ham ikke som så meget bedre end alt det andet, der hjemsøgte vor sagesløse hukommelse de år.

Beatles fyldte pludselig en del, men før det havde Dickie Lee, Ricky Nelson, Dion, Gitte Hænning, hollandske Suzie, Paul & Paula, Connie Francis og Four Jacks gjort det samme. For slet ikke at tale om fodbold, fodbold, fodbold og fire-forestillingerne i Enghave Bio, hvor vi red ud over cinemascope-savannerne hver søndag. Kulturelt var vi ikke kostforagtere i Sydhavnen. I virkeligheden hørte vi mest Elvis, når vi gik til dans hos Sussi Christiansens Danseinstitut på Borgbjergsvej.

Der gik en latinbølge over landet der først i 60’erne, og så selvfølgelig twist. Cha cha cha var også sagen. Det samme var quickstep. Og rumba. Det lød frækt og så også sådan ud. Den italienske værtshusmusiker Bruno Martino var et stort navn herhjemme, og Elvis gik rent ind med sine chartereksotiske klangfarver og tempofaste sange som »Surrender« for slet ikke at tale om »Wooden Heart« og »It’s Now Or Never«. Derfor var der for meget af min mors smag i Elvis til at jeg for alvor kunne give mig hen. Og jeg kendte ikke hans første sange, de sagnomspundne Sun-singler. Ja, jeg vidste ikke engang, at de var sagnomspundne. Det var der ikke ret mange i Danmark, der vidste.

Jeg ved godt, at sådan en som Dan Turell siden erindringsoptimistisk førte sig frem med, hvordan de ude i hans barndoms Vangede både havde kørt longjohn og hørt Elvis. Sandheden er, at Onkel Danny gik i Montmartre og hørte avantgardejazz, da han blev gammel nok, og før det hørte han lige så meget Elvis som de fleste andre. Nemlig ikke ret meget, men senere var det ikke så godt for forfattermyten (dog tror jeg på den med longjohn’en). Den store udenlandske popstjerne i Danmark i 1957-58 var ikke Elvis. Det var Tommy Steele (for slet ikke at tale om Davy Crockett, de års svar på Star Wars og Spiderman …)

Årsagen var noget så kedeligt som strukturalistisk og logistisk. Elvis Presley-plader var simpelthen svære at komme i nærheden af. Fra 1956 til et stykke ind i 1959 var Elvis’ pladeselskab RCA Victor nemlig uden dansk distributør. Den sidste normalt distribuerede Elvis-single inden den pause var »Heartbreak Hotel« i 1956. Den blev hjemtaget i 500 eksemplarer som en lakplade, en 78’er. Om nogen landeplage var der altså ikke tale, og i den kgl. socialdemokratiserede dampradio spillede man ikke ’junglemusik’. Elvis var for kendere og musikere, som tog over Øresund for at købe hans plader, og de første spæde danske rock-og-rul orkestre tog hans sange på repertoiret – introducerede ham så at sige illegalt, bl.a. ved at skrive hans sange af fra den pan-europæiske popstøjsender, Radio Luxembourg. Det gav nogle spøjse transskriptioner.

Far og mor uden børn

Og mens vi er ved det: Danske teenagere sad heller ikke hver aften i 50’erne i biografhalvmørket og legede far og mor uden børn til hans film. Igen: De danske biografdirektører opretholdt i fire-fem år en blokade af amerikanske film. Man fandt den begærede pris for at leje dem for ublu, og ville derfor ikke hjemtage bl.a. Elvis’ film. De begyndte først at komme op herhjemme i 1959 og fik så premiere en masse med tilbagevirkende kraft, og blev bølgebrydere for hans musik. Det samme blev DR’s svar på den meget aflyttede piratsender Radio Mercur i Øresund, som politikerne tvang til havari i 1962. P3 kunne godt lide Elvis, og den nye radiokanals entusiastiske første-pladevender, Jørgen Mylius – dengang uden ’de’ – elskede kun Cliff mere, end han elskede Elvis. Jeg holdt op med at høre Elvis. Der var så meget andet. Og da vi vaskede Bryllcremen ud af håret og lod det vokse langt, var Elvis blevet en dårlig vittighed. Hans tv-transmitterede 1968-comeback betød en genoptagelse af Elvis’ og mit forhold. Jeg gik på (gen)opdagelse i hans musik, men gik stille med det. Det var lige så politisk ukorrekt i de år at kunne lide Elvis som at stå på Hockeybanen i Københavns Idrætspark og heppe på Boldklubben FREM. Mindst.

Jeg er ikke den eneste, der har brugt de offentlige toiletter på Trianglen til at skifte klubhalstørklædet ud med partisantørklæde.

På vejen tilbage til Elvis stødte jeg, der ligesom mange i min generation troede, at Rolling Stones og Pretty Things havde opfundet bluesmusikken, også på hans musikalske stamfædre, og det forunderlige var, at den opdagelse ikke gjorde ham mindre. Snarere tværtimod. Jo mere musik jeg lærte at kende, og jo klogere nogen betalte mig for at gøre mig på det, jeg hørte, jo mere holdt jeg af Elvis. Fortolker-Holger’ne kommer til kort over for Elvis. Jeg ved godt, der er skrevet mindre distriktsbiblioteker af bøger om ham, også en masse klogt og intellektuelt, som sætter ham i en sammenhæng og den slags, men Elvis ville have undret sig over alle de ord. Bevares, han var en høflig mand, det havde hans mor lært ham, så han ville sige »thank you, sir,« men han ville undre sig. Han var jo bare en sanger, der nødig ville vælge mellem Mario Lanza eller Muddy Waters som sin personlige favorit. Og som langt hen ad vejen opfattede sin kunst som fast arbejde, og det var noget, man lærte at sætte pris på, når man kom fra den del af den hvide sydstatsbefolkning, som var nummeret før white trash.

Fra lort til lagkage

Elvis kunne forvandle lort til lagkage. En kunst, han desværre lidt for tit fik brug for at demonstrere, men Elvis Aron Presley var også en popmusikalsk alkymist. Ingen kunne – og kan – som han ramme glæden og smerten lige rent. Og når han ramte ved siden af, var der dømt frit fald – fascinerende, skræmmende, forstemmende, men altid engagerende. Til sidst opgav han at hive sig selv op. Fik nok af sig selv. Fik nok af rock. Fik nok.

Ironien, her ved 25 års-dagens for hans lidet spektakulære død på et badeværelsesgulv i Graceland, er, at verden ikke har fået nok af Elvis. Han sikrede sig udødelighed ved at dø. Det kan man ved selvsyn forsikre sig om i disse dage i hans hjemby Memphis, hvor pilgrimmene er ved at ankomme til det ultimative sorggruppearbejde den 16. august, og på pladefronten har Elvis aldrig været mere aktiv, ikke mindst takket være danskeren Ernst M. Jørgensen, der fungerer som musikalsk kurator for Elvis’ bo, og som via en næsten endeløs strøm af digitalt opshinede genudgivelser har fået Presley genplaceret på det musikalske landkort i en position, der er en konge værdig.

Udtømmelig guldmine

Men ingen guldmine er uudtømmelig. Sidste år var et sløjt år for Elvis-plader. Kun 1,5 mio. plader røg over disken, og samtidig oplevede Graceland et fald i besøgstallet på 15 procent.

Hvad værre er, så er gennemsnitsalderen for storforbrugeren af Elvis-produkter for høj til, at man kan bygge en kommerciel fremtid på det. Elvis ville have fyldt 67 i år, og mange af hans hard core fans har samme alder.

Derfor er der gået demografi i Elvis. Det er livsvigtigt for indtjeningen, at han får nogle yngre, mere levedygtige fans. Første del af den masterplan kan man se p.t. på alverdens hitlister – også den danske – hvor han er nummer 1 med et hollandsk dj-remix af en glemt b-side, »A Little Less Conversation.« Den kommende Disney-film Lilo & Stitch har en heltinde på fem år, der elsker Elvis, og inden længe vil Elvis, der døde af for mange peanutcheeseburgers, lægge navn til Happy Meal-produkter i McDonalds … Og et stykke ind i september sætter BMG/RCA 10 millioner dollar af til at introducere et teenagepublikum for Elvis. Hovedsagen bliver cd’en 30 #1 Hits, og internettet bliver en vital medspiller i lanceringen, som man håber vil gøre det samme for Elvis som cd’en 1 gjorde for The Beatles – forny og forynge kundekredsen. Går man allerede nu ind på Gracelands hjemmeside, er der et nyt områder ’for the young and young at heart’ hvor der er vendespil, malebog, computerspil og instruktioner i, hvordan man kan komme til at danse ligesom Elvis …

Det kan godt være Elvis har forladt bygningen, men der er lys tændt oppe i marketingafdelingen dag og nat.

*Dele af dette essay indgår i Torben Billes bog ’Den Evige Elvis’, der udkommer tirsdag den 13. august på Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu