Læsetid 5 min.

Den Røde Drage letter

Kinas eget rumprogram vil inden længe sætte en mand på månen som første skridt ud i rummet. Det er prestige, propaganda og et vigtigt skridt imod supermagtligaen, men spændingerne til specielt USA kan dårligt undgås at forværres
19. august 2002

Rumfart
Kina er med forrygende fart ved at manifestere sig som en af klodens supermagter. Og som sådan må landet naturligvis hæve sig over pøblen af smånationer, bogstavelig talt er Kina som den kun tredje nation meget tæt på at sende en mand ud i rummet.
Hvor rumforskningsbudgetterne i USA, Europa, og Rusland falder, stormer Kinas rumbudget mod himlen med en rumstation og en base på månen som de langsigtede mål.
Det kan virke absurd, at et land med så store problemer vælger at bruge de fuldstændig vanvittige summer, bemandet rumfart kræver. Men ligesom under Sovjettidens våben- og teknologikapløb har Kina behov for at styrke sit image indadtil og rumflyvningen er god propaganda.
»En bemandet mission til månen drejer sig om at vise, at man kan gøre det. Sætte et flag og komme hjem igen,«
siger ph.d. Michael Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetariet.
»Der er selvfølgelig noget at komme efter på månen, men videnskabeligt står det slet ikke mål med udgifterne.«
Hverken Det Europæiske Rumagentur (ESA) eller andre kandidater går med måneplaner og kineserne har muligheden for at blive den kun anden nation, der sætter en mand på månen.

Rumhøns
1,3 milliarder kinesere kan i første omgang glæde sig til at stå med tårer i øjnene og en klump i halsen, når de betragter de statslige tv-kanalers glædestrålende budskab om kinesernes egen Yuri Gagarin.
Allerede i de første måneder af 2003 forventes Kina at sende en astronaut (taikonaut) i kredsløb om Jorden. Kineserne holder traditionelt kortene meget tæt ind til kroppen, men jublende talsmænd for det kinesiske rumagentur har netop oplyst, at man forbereder den fjerde og formentlig sidste test af deres Shenzhou fartøj.
Shenzhou, der med sans for god kinesisk retorik betyder ’Guddommeligt fartøj’, er bygget i samarbejde med Rusland og har mange ligheder med de forældede, men fantastisk driftsikre Soyuz kapsler fra Sovjettiden. Shenzhou IV skal sendes op, inden året er omme – måske allerede i september, og hvis opsendelsen forløber problemfrit, er den bemandede rumflyvning lige om hjørnet. Inden for en kort årrække vil nationen gennemføre en bemandet mission til månen
Optimismen er bestemt ikke grundløs, og der er slet ingen tvivl om, at Kina både kan og vil. Den første Shenzhou blev sendt op i november 1999, og allerede i april i år gjorde Shenzhou III turen rundt om Jorden 108 gange med en skrøbelig ladning af ni befrugtede hønseæg. Tre rumkyllinger – en hane og to høns – klækkede på den syv dage lange rumrejse og bekræftede dermed, at livet om bord kunne understøttes.
Skridtet fra kyllinger til mennesker er ikke så stort, fordi forarbejdet er gjort, og man allerede ved, at mennesker kan overleve i rummet. Men hvem, der bliver den første kineser i rummet, er yderst hemmeligt. 12-14 yuhangyuan (taikonauter in spe) er rekrutteret blandt mere end 2.000 kinesiske jagerpiloter.
Der er opstået en aura af mystik omkring disse yuhangyuaner, fordi de beskyttes som nationale skatte og deres identitet er endnu ukendt. Selv personalet i Beijing Aerospace City, hvor yuhangyuanerne bor og træner, ved ikke, hvem de er. De køres til og fra basen i specielle køretøjer eskorteret af politi og færdes hovedsageligt i et tæt bevogtet militært afsnit med tilnavnet ’Det røde Værelse’.
I det hele taget er det knapt med informationer, der slippes ud til offentligheden, og der spekuleres meget på, præcis hvad kineserne håber at få ud af de enorme investeringer.
Kineserne vil meget gerne være stolte af deres land. Det så man omkring udvælgelsen af den olympiske værtsna-
tion i 2000, hvor Kina var med helt fremme i opløbet. Her gik en hel nation i sort, da Australien løb med sejren, og mange kinesere følte sig inderligt sårede og vendte sig imod det arrogante vesten, der endnu engang havde afvist nationen. De nationale følelser kører på højeste gear i statspressen og en tiltrængt klump af stolthed vil betyde, at kineserne for en stund kan glemme alle menneskerettighedsproblemerne.
Men en månelanding er ikke kun en højteknologisk magtdemonstration, som vil samle nationen.

Made in China
Selvom den bemandede del af programmet kan betragtes som ekstra lir, er der utrolig mange gevinster ved et rumprogram. Det er ikke tilfældigt, at alle dele i projektet lanceres som ’Made in China’.
»Det giver et enormt boost,« siger direktør for Danmarks Rumforskningsinstitut Eigil Friis-Christensen.
»Det er med til at løfte industrien enormt op, det kan vi også se herhjemme fra vores egne satellit programmer.«
I tilknytning til rumprogrammet vil man desuden kunne tegne kontrakter med udenlandske firmaer, der udvikler en højteknologi, Kina ikke selv har, og på den måde få det ind ad bagdøren.
Internationalt står Kina noget isoleret. Rusland, Canada, Japan, det meste af Europa og USA er gået sammen om den internationale rum-station (ISS), som Kina tidligere har udtrykt ønske om at komme med i, men spændinger i forholdet til USA har indtil videre lagt for store sten i vejen.
»Man kan argumentere for, at netop nu vil være et godt tidspunkt at få Kina med, det vil tage brodden af de even-tuelle trusler, man kunne se ved en kinesisk rumstation,« siger Linden-Vørnle.
Men som det ser ud nu, er kineserne ikke interesserede i at være med i det internationale samarbejde.
»Der er ikke rigtig nogen gevinst for dem ved at være med. Og de ved godt, at Vesten vil få mere kontrol over dem, og måske vil forsøge at holde lidt igen.«
For et land som Kina, der står så isoleret, er det vigtigt at have sit eget rumprogram af hensyn til kommunikation og militær overvågning. Rumprogrammet administreres ikke overraskende af militæret, der måske kan udnytte de kraftige løfteraketter til at bære andre ting op i rummet. Kina er ifølge Zhang Qingwei, præsident for China Aerospace Science and Technology Corp, kommet langt med næste generation af raketter, som skal bruges til en fremtidig rumstation og til at bære satelitter i kredsløb. Hvor Kina har protesteret højlydt imod amerikanernes opdaterede stjernekrigsprogram, med et uigennemtrængeligt net af store lasere, der skal stoppe missiler fra såkaldte slyngelstater, kan man mistænke dem for selv at ville etablere noget lignende.
Omvendt kan man forvente, at forholdet til USA vil blive endnu mere spændt, den dag en kineser står på månen eller bare er i kredsløb om Jorden. Kredse i USA vil uden tvivl betragte det som en trussel og presse på for at etablere netop dette skjold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu