Nyhed
Læsetid: 5 min.

Sætningernes gader og gyder

Den litterære turist leder i Kafkas fortællinger forgæves efter direkte referencer til hans fødeby Prag
Kultur
31. august 2002


Litterære hovedstæder
»Erik!« er der nogen der råber, idet vi krydser en lille plads godt hundrede meter fra huset, hvor Franz Kafka (1883-1924) blev født. Stemmen tilhører, viser det sig, den svenske forfatter og kritiker Steve Sem-Sandberg, der er tjekkisk gift og de seneste fire-fem år har været bosat her i Prag.
Egentlig havde vi løst billet til en guidet spadseretur til kafkaske lokaliteter, men Steve er nem at overtale, da jeg over frokosten spørger, om han i stedet vil føre os rundt. Han har i et essay for nylig behandlet emnet Kafka og Prag, og det er ikke længe siden han lagde sidste hånd på en romanbiografi over Milena Jesenská, med hvem Kafka brevvekslede så heftigt 1920-23, og som siden skulle høre til mellemkrigstidens vigtigste tjekkiske journalister. I brevene til hende omtaler Kafka ofte Prag, uforglemmeligst på et sted, hvor han aflægger ’skriftemål’ om sine første erotiske oplevelser.

Byen: en mentalitet
– Men hvad med fortællingerne? Afbilder de Prag, sådan som byen dengang så ud?
»Ikke direkte,« svarer Steve. »Prag er hos Kafka mest mærkbar som en stemning og en mentalitet. Men når man ved, at der bag facaderne var snævre gårde og trange gange, kan man genkende husene i hans tekster.«
Af huset, hvor Kafka blev født, er der i dag kun portalen tilbage. Resten blev opført i 1890’erne, under den store byggeoprensning af jødekvarteret Josefov. På hjørnet hænger i dag et minderelief sat op 1965, på et tidspunkt, hvor forfatteren omsider var inde i varmen, nu hvor marxistiske litteraturkritikere opfattede hans værker som en i grunden revolutionær kritik af fremmedgørelse og kapitalisme.
»Det er næsten sindbilledligt, at han skulle fødes her på grænsen mellem to kulturer,« kommenterer vor cicerone. Og lægger til at billedet yderligere kompliceres, når man tænker på, at den tyske befolkningsdel i Kafkas barndom var helt oppe på 15 procent. Efter den Første Verdenskrig var andelen halveret, og i mellemtiden havde byen været skueplads for nationale tjekkiske manifestationer og antisemitisk agitation. Chikanerier, der bl.a. ramte Kafkas fader Hermann Kafka, som ellers var på vej til at blive en respekteret borger. Han drev en stadig større forretning med galanterivarer – hatte, handsker, stokke, slips – i kvarteret omkring den gamle rådhusplads (Staromestské Námesti), dels i Kinski-palæet, dels i Celetná-gaden, hvor familien også
boede en tid. Allerfinest boede de i Oppelt-huset ud til selve pladsen og i det såkaldte ’Skibshus’ i Pariser-gaden, hvor Kafka skrev fortællingen »Dommen« i løbet af den nu legendariske nat 22.-23. september 1912. Ingen af de to sidstnævnte huse kan i dag beses i den skikkelse, de havde på Kafkas tid.

En forsikringsmand
Det kan derimod hans bitte hybel i Guldmager-gaden Zlatá ulicka nr. 22, lige neden for borgen. Dette iskolde dukkehus lejede han og søsteren Ottla i sommeren 1916, dels for at han kunne sidde deroppe og skrive, når arbejdsdagen var slut, dels fordi Ottla og hendes filejs gerne ville kunne tilbringe nætterne sammen. Huset der dannede ramme om arbejdet med den kreds af historier, der udkom 1920 under titlen En landlæge, rummer i dag en bogbutik.
Steve skal købe ind til aftensmaden, men får forinden fremvist den store statelige bygning i Na Porici, der i sin tid rummede Den Kejserlige Bøhmiske Arbejder-Ulykkes-Forsikrings-Anstalt. Kafka var ansat her fra 1908 til juli 1922, da han blev bevilget afsked pga. tuberkulose.
Hans arbejde bestod i at udarbejde responsa til behandling af enkeltsager, men han skulle også gerne forebygge arbejdsskader, bl.a. ved at tage ud på arbejdspladserne og kigge på høvlebænke og lignende. Dokumenterne fra dengang bevidner, at han røgtede jobbet med den samme blanding af godmodighed og vildt pedanteri, som kendes fra hans skønlitterære forfatterskab.
Fra Kafka-familiens forskellige boliger havde han max. 10 minutters gang til kontoret. Efter arbejdstids ophør – som regel kl. 14 – mødtes han tit med vennen Max Brod og kunne da falde indenfor på cafeen i Borgerhuset Obechni Dum eller, lidt længere henne ad gaden, Kavárna Arco, café og restaurant med billardborde, som langt op gennem århundredet også blev mødested for skønånder som Franz Werfel, Karel Teige, nobelpristager Jaroslav Seifert. År 2000 var denne kultur-oase afrakket og nedslidt, men i dag anvendes stedet, istandsat, ganske efter sit gamle formål.

Ordenes labyrint
Vi siger farvel på et hjørne og har så ikke engang beskuet alle de 16-17 lokaliteter, hvor Kafka i sit ak så korte liv boede og skrev. Tilbage i hans bøger leder man forgæves efter direkte reference til byen.
Og alligevel mærkes den overalt og især i hans sætningsbygning, hvis krinkelkrogede spøjse logik minder ikke så helt lidt endda om gaderne og gyderne og de overdækkede smøger i Prag. Den, som læser Kafka, har hele tiden fornemmelsen af, at der står ’noget mere’ et sted, og at han, mens han skrev, har ledt efter ’dette mere’ ved at modificere og selv-kommentere.
Derudover findes dog iøjnespringende sammenfald. Når han først i Amerika skriver om ankomsten til New York og Staten Island og udstyrer Frihedsgudinden med sværd, kan det hos den indlevede lede tanken hen på den Mariastatue, der, inden Hus-monumentet kom til, prydede Rådhuspladsen i Prag, omgivet som Den Hellige Jomfru nemlig var af fire bevæbnede engle. Og når i Processens slutkapitel Josef K. passerer en bro og en ø med bænke, krydser vi for det indre blik Moldaufloden på ny. Ligeledes er der kun kort fra fortællingen »Passageren« i debutbogen Betragtning (1912) og til Prags trafik af i dag: »Jeg står på sporvognens bagperron og er fuldstændig usikker med hensyn til min stilling i denne verden, i denne by, i min familie. End ikke løseligt ville jeg kunne angive, hvilke krav jeg i en eller anden retning med rette kunne fremsætte. Jeg kan slet ikke forsvare, at jeg står på denne bagperron, holder fast i denne strop, lader mig bære af denne vogn, at folk undviger vognen eller stille går, eller hviler sig foran butiksvinduerne. – Der er jo ingen, der forlanger det af mig, men det er ligemeget.«
Ironisk er det, at én, der engang har følt sig så fremmed, siden er blevet så velkendt, at tusinder af litterære pilgrimme hvert år drager til Prag for at finde sporene af ham.

*Tredje artikel i en serie portrætter af byer og deres forfattere. De to første blev bragt 13. og 20. aug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her