Pristale
»Over mig svæver fremtiden som en lilla fugl syngende stumt som en radar«
Michael Strunge, 1981
Michael Strunge-prisen 2002 går til et menneske, som skriver om, hvad man kan sige til et andet menneske. Som anonym har personen skrevet: »Det værste en person kan blive inden for den vestlige civilisation: Anonym. Det sværest forståelige i de civile, vestlige samfund: ønske om anonymitet.«
Nu befinder vi os jo i sådan et samfund, og her står jeg og skal overrække denne hersens pris i al offentlighed, og det er så jer, der er offentligheden, god eftermiddag. Og vi ved godt, hvad pris betyder, pris betyder lovprisning og pris betyder penge, og selvfølgelig sætter man pris på noget med penge, hvad skulle man ellers sætte pris på noget med i sådan et samfund. Nu siger jeg ikke, at pågældende forfatterskab er 25.000 kr. værd. Det ville være noget mærkeligt noget at stå og sige. Det ville også være noget mærkeligt noget at stå her og være vestlig og civil og give penge til en digter uden navn i al offentlighed. Et anonymt menneske.
Men det har også et navn, det menneske. Det skriver nogle gange under et navn, eller en signatur. Det skriver altså om, hvad man kan sige til et andet menneske. Det skriver ikke som om dets sprog kommer fra gud eller naturen, det virker mere optaget af sprog mellem mennesker, eller sproget som noget menneskeligt eller sprogets menneskelighed. Det virker optaget af processer, rester, breve, håndskrift. Det tegner sig selv. Det er født 1977 og debuterede som teenager i Hvedekorn med nogle florlette, slyngede sager tilbage i 1995. Et par år efter udkom debutbogen Skyggerne er kun flygtige med brevdigte, som man helt bogstaveligt må folde ud for at læse, næsten som om de lå konvolutter; og når man åbner dem, fletter linjerne sig ind i hinanden som hænder med for mange fingre. Derinde er et sirligt sansebombardement, hvor alle sanser og alt sanset sidestilles uden hierarki. Det er en bog med sprøde billeder og en blid tålmodighed både over for »alle de flotte mennesker med deres spiritusfol« og det purunge jeg med »lilla testikler«, der »binder sit hår med en blød og bleglilla or«. Ja, det er en han, og han skriver tit om køn. Han skriver nogle gange meget feminint, nogle gange maskulint, eller som en hermafrodit. Eller han skriver om kønnet, fordi det ikke er det, han skriver med.
I 2001 bidrog han til forlaget Basilisks B-16 serie med hæftet.katalog. Det er en ansamling sammenligninger, der ofte er løsrevet fra en sammenhæng, så man ikke ved, hvad der f.eks. er »som flimret fra TV-skærm reflekteret i lakeret ryglæn« eller »som fingeraftryk set gennem et glas vand«. Det er en metaforkritisk ophobning af smukke metaforer, man kan bruge, som man vil. Det er et katalog over brudstykker, som man selv kan sætte ind i nye sammenhænge.
I år udkom så hans tredje bog, Daglig tale. Det er en dialog mellem Frederik og Emily, som udspiller sig i Frederiks lejlighed fra kl. 18.12 til 24.07. Historien fortælles bagfra, så den kan læses både forfra og bagfra. Det er faktisk kun Frederik, der taler, Emily ånder, fniser, gaber. Så det er en monologisk dialog. Tonen er ligefrem, af og til brutal, af og til sarkastisk eller bitter. Teksten består af replikker, et par regibemærkninger og et ur, der tikker. Den handler om vold, prostitution, passion, seksualitet, køn, begær, barndom, forførelse, forelskelse, men den handler også både forfra og bagfra om jeg citerer »hvad der er muligt at sige til et andet menneske«. Og dermed også om, hvad der er umuligt at sige. Frederik er ikke en udelt sympatisk figur. Han slår Emily, som ikke siger noget. Det er heller ikke sympatisk, det at hun ikke siger noget. Det er heller ikke en sympatisk bog, der vil behage og bekræfte sin læser. Den er ikke god i den forstand. Den er faktisk mere menneskelig end den er god.
Og det er godt gået.
Summa summarum: Forfatterskabet er ungt, men det er flerstrenget, både i tanken og tonen, det har spændvidde og samtidig en rystende præcision. Der er tale om et talent, der rammer bulls eye på flere forskellige dartskiver, og som på mange måder skriver om, hvordan det er at være menneske i sådan et samfund sådan et, hvor han lige nu er ved at blive lovprist som belæst! berejst! begavet! og hvor han lige om lidt får overrakt Strungeprisen, men inden han gør skal en tak lyde til Michael Strunges forældre, som vedholdende giver pengene fra sig, så de kan indgå i den her digteriske recirkulation. Og så vil jeg holde min mund, så snart jeg på vegne af et enigt udvalg har sagt: værsgo og tillykke til Mikkel Thykier.
*Mette Moestrup er forfatter
