Nyhed
Læsetid: 11 min.

I skyggen af skeletter

Digteren Henrik Nordbrandt har skrevet erindringer fra de første 16 år af sit liv – et liv, han fra begyndelsen var uvenner med
Kultur
31. august 2002

Interview
To gange har Henrik Nordbrandt tænkt, at livet ikke var til at leve med. Første gang var, da han som ung så en dokumentarfilm om Anden Verdenskrigs tyske koncentrationslejre. Anden gang var 11. september sidste år, da han stod i Fanefjord Kirke på Møn og fik at vide, at to fly var fløjet ind i World Trade Center. En uge før havde Nordbrandt ellers genfundet det mønske fiskerhus, han havde boet i som tre-årig, og følt sig noget nær lykkelig.
Tilsammen blev de to begivenheder starten på Døden fra Lübeck, den erindringsbørnebog, Nordbrandt nu har skrevet. En erindringsbog, fordi besøget på Møn bragte barndomsminder tilbage, der for første gang bad om at blive fortalt. Og en børnebog, fordi angrebet på World Trade Center endnu en gang overbeviste ham om, at verden er alt for fuld af den slags dumhed, som kommer af at blive voksen.
»Jeg tror, min grundlæggende oplevelse, som også udløste den her bog, var, at det hele var absurd og simpelthen dumt,« siger Nordbrandt opgivende.
»Jeg blev født samtidig med, at de engelske flyvere smed bomber ned over København og ramte den franske skole, altså. Når man finder ud af, hvad der skete, da man kom til verden – hvor dumt og meningsløst det var. Og man så ser dumheden gentaget igen og igen – så kan man tænke, at det ikke er til at leve med. Det er også derfor, jeg postulerer, at bogen er en børnebog, hvilket den selvfølgelig ikke er. Den må være en børnebog, for de voksne er simpelthen for åndssvage. Og derfor har jeg holdt den, i hvert fald nogle steder, i en ret barnlig tone. Fordi det er barnet i mig, der har skrevet den.«

Jeg har bedt Tigerdyret bede mig om at skrive denne historie. For på eget initiativ var jeg nok aldrig kommet i gang. Muligvis fordi jeg er doven. Det er blandt andet det, historien handler om. Og ikke bare min dovenskab og mine andre kedelige karaktertræk, men mig selv i det hele taget. Hvad jeg har gået og oplevet, siden jeg ankom til denne verden. Jeg ville have skrevet ’jammerdal’, men Tigerdyret siger, jeg skal prøve at se lyst på tingene og ikke udtrykke mig så negativt, som jeg plejer.

Sådan starter Døden fra Lübeck. Og samtalerne med Tigerdyret er ifølge forfatteren det eneste spor af fiktion i bogen.
»Jeg har skrevet den på en måned. Men så brugt en masse tid på at rette den til bagefter. Ikke fordi jeg har rettet ret meget, jeg har faktisk rettet ret lidt, men netop af den grund. Jeg ville ikke ødelægge noget; det skulle stå lidt råt. Umiddelbart i stedet for perfekt. Det var sgu svært, syntes jeg. Jeg brugte dobbelt så lang tid på at rette som på at skrive, selv om der var så lidt. Men så har jeg også lært noget nyt om den proces. Jeg skrev den her historie ned sådan her, og jeg synes ikke, den kunne være anderledes, for det var sådan, jeg oplevede tingene. Såvidt jeg ved, er det hele sandt. Og derfor kan jeg heller ikke selv bedømme den – fordi den er for tæt på, på en måde.«

Laden og Plys
– Er du selv blevet dum af at blive voksen?
»Det er jeg vel nok. Men jeg har altid kunnet huske, hvordan det var at være barn – ikke bare nu, når jeg tænker tilbage – og det tror jeg, nogle voksne glemmer. Eller man ved jo ikke, hvordan andre mennesker oplever. Men hvis Osama bin Laden nu kunne begynde at læse Peter Plys og genopleve sig selv som barn, ville han jo dø af grin. Og så ville han blive meget ked af det, når han så, hvad han havde lavet. Jeg ved godt, at det er en absurd tanke, for selvfølgelig kan han ikke det.«
– Hvad gør man, når man tænker, at
livet ikke er til at leve med?
»Så må man jo begå selvmord. Det er en måde. Og jeg beskriver også et selvmordsforsøg i bogen, selv om det fandt sted senere end det tidsrum, der er dens hovedemne. Men så skete der også det, at jeg fik anoreksi, og det var nok et udtryk for det samme. Mænd havde ikke anoreksi dengang, så de kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede. Siden da er der kommet en masse udgivelser om det, og jeg har læst i mange af dem. Og egentlig tænkt, at min oplevelse af det var anderledes på nogle punkter. Jeg kan godt følge det med behovet for at have kontrol over kroppen, og behovet for ritualer, som hænger sammen med det. Men jeg oplevede mere, at jeg bare ville være fri for alting. At det var en form for frihed, at man bare kunne forsvinde, simpelthen.«
– Hvordan kan det være en frihed, når man ikke selv er der?
»Jamen man er da også fri, når man ikke er der. Jeg tror, jeg var meget fri i 1944, da jeg endnu ikke var født! Det må være rart ikke at have et man, ikke at have et ego. Det er jo det.«
Som Henrik Nordbrandt sidder der ved et bord i Kongens Have, venlig, velklædt og gråsprængt, er det svært at forestille sig ham som en forvirret 16-årig knægt med en kropsvægt på under 40 kilo. Han virker heller ikke specielt som en, der er i konflikt med livet. Alligevel er det, som om der bliver ved med at dukke sammenstød op, når han fortæller. Måske på grund af barndommens oplevelse af at stå udenfor, men også bare som et tilbagevendende raseri over verdens urimelighed. Lige fra hans forgæves forsøg på at deltage i den politiske debat – »somme tider bliver jeg så rasende, at jeg ikke kan styre mig og skrive noget fornuftigt, så må jeg have noget distance« – til barndommens eksplosioner, der blandt andet førte til et par brækkede tænder på Nordbrandts bedste ven, Laus Strandby Nielsen.

Protest og konflikt
»Jeg tror, det var absurditeten, der gjorde, at jeg hverken havde lyst til at læse eller noget som helst. Jeg syntes, at den verden var for dum,« siger Nordbrandt, der ikke havde fået lært meget andet end at læse, da han nåede frem til mellemskolen. Så det blev til et år i ’fri mellem’:

Det blev et meget behageligt år. Jeg slap for mine plageånder i klassen, og alt foregik i en fredelig, lidt langsom atmosfære. Der var ingen konkurance, (skrev jeg, og lod det stå. Skriveprogrammets stavekontrol protesterede sjovt nok og foreslog alternativerne, konkusance og konktrance. Hvad dé så end betyder. Så prøvede jeg med konkurrance. Den gik heller ikke. Jeg kan simpelthen ikke komme på det forbandede ord).

»Det sjove er, at jeg er stadigvæk ordblind på dansk. Men jeg har for eksempel ikke noget problem med at skrive tyrkisk. Der er jo også forskellige former for ordblindhed – nogle er det, så de næsten ikke kan lære at læse, men jeg er bare lidt ordblind. Det var H.C. Andersen i øvrigt også.«
– Man kunne ellers godt tro, at ordblindhed var en slags mur mellem en selv og sproget?
»Nej. Der er ikke en mur, men der er en konflikt mellem sproget og en. Hvad den konflikt så består af, det ved jeg ikke. Man skal ikke fortolke for meget… men hvis vi nu holder mig udenfor og taler om H.C. Andersen, så er der jo en klar konflikt mellem ham selv og så den borgerlige rolle, han påtog sig. Den der borgerlige virkelighed, han skildrer, som han snobbede for og samtidig foragtede dybt. Måske, kunne man sige, var det grunden til, at han var ordblind. Men altså den slags teorier, hvad dur de egentlig til?«
– Nu er det jo ikke så lang tid siden, du har siddet og udvalgt af dine digte til en samlet udgivelse – kan du se faser i dit eget forfatterskab?
»Det kan jeg sagtens. Men den bog er jo komponeret; den er ikke kronologisk. Jeg har opdelt den, blandt andet efter elementerne. Jeg havde et skema, nu kan jeg jo ikke huske, hvordan det ser ud…«
Nordbrandt griber et papir og giver sig til at tegne en cirkel med afmærkninger i nord, syd, øst og vest.
»Det kører rundt om det der med luft, jord, ild og vand, men så har jeg også nogle ting imellem. Altså for eksempel Eros som modsætning til Thanatos, døden. Mange af mine erotiske digte har også at gøre med vandet, og så går det videre her, over i luften, og hvad var det så, jeg havde stillet op her?«
Det lykkes ikke at få rekonstrueret hele cirklen, men Nordbrandt er heller ikke skemaernes mand – selv om han småklukkende erindrer dengang, digteren Hans-Jørgen Nielsen skulle lave en antologi om systemdigtning og ringede og fortalte, at han havde fundet ud af, at også Nordbrandt var systemdigter og derfor godt måtte være med.
»’Det synes jeg ikke selv,’ sagde jeg til ham, ’men du har jo din frihed som bogens redaktør.’ Jeg er altså ikke særlig systematisk eller intellektuel normalt, vel, men når man skal lave sådan et udvalg, synes jeg ikke bare det skal gå fra A til Z eller være helt kronologisk. Så nu lavede jeg det her system – det kunne også have været et andet.«

Hvad er nu?
– Det er jo lidt nærliggende at spørge, om du så også har en konflikt med kronologien?
»Nå ja. Jo. Det har jeg nok, eller ikke nogen konflikt, men livet går ikke efter min opfattelse fra A til Z. Der er mange liv på samme tid. Fordi man både lever nu og i sine erindringer. Hvad er ’nu’? Det er ikke andet end det, jeg sagde før, og nu er det allerede datid. Så det er ikke så enkelt, som at nu går vi herud ad vejen, og så kommer vi hertil. Man springer tilbage i erindringen, man prøver at springe frem… så nej, jeg synes ikke tilværelsen er kronologisk. Kun på et overfladisk plan. Det er jo også derfor, nogle af kapitlerne i bogen foregår i nutiden. Jeg har prøvet at trodse erindringernes kronologi lidt.«
– Kunne du forestille dig at skrive en roman?
»Jeg har nok lyst til at skrive noget mere prosa. Det at skrive lyrik er en meget nervøs, opslidende proces. Det er ikke noget, man kan gå rundt og gøre hele tiden, vel. At skrive prosa er noget helt andet. Det er mere fast arbejde, og det kan være meget rart i en periode. Det giver ro, man tænker hele tiden på det, og det er underholdende. Jeg tror, det er mere fredfyldt.«
For tiden kan Nordbrandt dog hverken skrive det ene eller det andet. Han bor nemlig midlertidigt i en kælder i Charlottenlund, og i den tilstand er det umuligt for ham at skrive. For en mand, der er berømt for at digte med nostalgisk kærlighed om uudpakkede kufferter, virker det måske mærkeligt at være så utilpas med midlertidigheden. Men Nordbrandt skal man ikke altid vide, hvor man har. Mens vi går ud af Kongens Have, fortæller forfatteren til det berømte digt om novembers uendelighed, at hans forhold til årstiderne er blevet vendt på hovedet.
»Engang elskede jeg varmen og hadede vinteren og mørket. Nu er det omvendt. Nu længes jeg efter efteråret.«
Måske er skiftet kommet med Nordbrandts forsoning med sit fædreland. Selv de højtråbende 68’ere, som han i sin tid flygtede fra, betragter han i dag med mildere øjne.
»Jeg var jo selv marxist dengang, men fordi jeg tillod mig at hævde, at det måske ikke var alt, der var lige sandt, var jeg kryptofascist. Tilsidst forlod jeg landet i lede over den der stemning. Nu går det den modsatte vej, nu skal alle, der har ment noget, som partiet Venstre og de Konservative ikke bryder sig om, registreres. Det er fuldstændig latterligt. Desværre sidder jeg nede i den kælder, så jeg kan ikke skrive noget, ellers ville jeg sandelig gøre det. Lad os da endelig tale om Sovjetunionens forbrydelser, men så vil jeg kraftedme også gerne tale om amerikanernes forbrydelser, for de er i fuld gang med det.«
»Jeg synes stadigvæk, det grundlæggende i marxismen er meget fornuftigt. Det kan man jo dårligt nok stille sig op og sige i dag, vel. Jeg kunne også sige, at jeg synes Sovjetunionen og Kina var de to vigtigste eksperimenter i forrige århundredes historie. Og det er dybt tragisk, at det gik ad helvede til, for man kunne godt have forestillet sig, at det var gået godt. Det var ikke til at vide på forhånd. Den amerikanske frihedserklæring var jo også smuk nok. Men det, der blev lavet i Vietnam, var ikke særlig smukt. Og det, de forbereder sig på at lave nu for at få fingrene i noget olie, blandt andet, er heller ikke særlig smukt.«
»Men det hele er jo reaktioner. ’68 var en reaktion på den efterkrigstid, som den her bog foregår i, og den var hæslig. Amerikanerne havde jo reddet europæerne, og pludselig var alting bare amerikansk. Folk hed Brian, og det hele var tyggegummi og nylonstrømper. Jeg har genopdaget Danmark nu, og det har gjort det muligt for mig at skrive bogen, men det er samtidig et andet Danmark end dengang. På nogle måder er det skræmmende, men der er sandelig også mange ting, der er blevet bedre. Det er et meget mere åbent samfund. Simpelthen fordi der er kommet så mange mennesker og impulser udefra. Dårlige og gode impulser, dårlige og gode mennesker, det er klart. Men jeg kan bedre lide Danmark i dag.«

Skeletterne
Det var dødedansen, der kom og tog mig. Først dansede skeletterne ude på gulvet, i deres egen verden, så blev de opmærksomme på mig, kom nærmere, slog ring om sengen, tvang mig op, tog mig i hånden og trak mig med ind i dansen.

– Du skriver om drømme om skeletter, der forfølger dig, så du bliver helt syg?
»Ja. Jeg ved ikke, hvor de kom fra. Men jeg opfatter dem som krigsskygger simpelthen. At jeg har opfattet ting, som skete omkring mig på et meget tidligt tidspunkt. Som har sat det der igang, og som jeg aldrig vil blive mig helt bevidst – med mindre jeg kommer ned i en meget dyb analyse, og det er jeg ikke interesseret i. Jeg er sikker på, at det er min oplevelse af krigen, der først sluttede et par måneder efter, at jeg blev født. Og det er også i høj grad den, bogen handler om. Krigen og absurditeten. Men jeg håber, det fremgår, at jeg også har forsonet mig.«

*Døden fra Lübeck udkommer den 3. september på Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her