Læsetid: 6 min.

’Vi taler jo hele tiden om vores barndom, som om vi kun har en’

Vagn Lundbye havde aldrig troet han skulle skrive bogen om sin forfærdelige barndom - men en dag kom den selv og bankede på
Vagn Lundbye havde aldrig troet han skulle skrive bogen om sin forfærdelige barndom - men en dag kom den selv og bankede på

Kåre Viemose

17. august 2002

For kendere af forfatteren Vagn Lundbyes omflakkende liv og globalt orienterede forfatterskab vil det næppe komme som nogen overraskelse, at starten på hans nye bog Trefoldighedsbarnet fandt sted midt i en tasmansk skov. Men meget andet vil de ikke vide på forhånd.

For Trefoldighedsbarnet er en erindringsbog om en tid, som Lundbye havde svoret aldrig nogensinde at skrive om: hans barndom. Dén barndom var nemlig både brutal og uretfærdig –og Lundbye lagde den for altid bag sig den dag, han som 15-årig sendte en stor gren i hovedet på sin tyranniske far, så faren falde om som død, og stak af. Men så, 47 år efter, fik Vagn Lundbye en tigerslange i hovedet i en skov i Tasmanien.

»Jeg var i Tasmanien i 1997 for at skrive om Jørgen Jørgensen, som gik i klasse med Oehlenschläger, udnævnte sig selv til konge af Island, deltog i slaget ved Waterloo, blev taget for bedrageri i London  og fik valget imellem at blive hængt eller komme til Tasmanien. Han valgte Tasmanien, hvor han endte med at blive guvernørens højre hånd og et vigtigt instrument i det folkedrab på den tasmanske befolkning, som er et af de få komplette folkedrab, vi kender til. Og jeg har aldrig været udsat for, at et værk har protesteret mellem mine hænder, som det var tilfældet med den bog.«

»På det her tidspunkt står jeg og kigger ind i et af de træer, tasmanerne brugte til at brænde deres døde, og så får jeg en tigerslange i hovedet. Den har givet slip på en gren 20 meter oppe, hvor den har været oppe og fouragere. Tigerslangen glider ned ad mig og lander i græsset foran mig, og jeg ved ikke om den har hugget.«

»Men jeg ved, at jeg står i sådan en tidslomme, for dén slange er udelukkende skabt som den er på grund af dinosaurerne. Dens bid var nok til at slå en dinosaurus ihjel. Det er 67 millioner år siden, men den har stadigvæk verdens farligste giftbid –– det tager to-tre minutter, før døden indtræffer. Der er guldsmede –– det er verdens ældste insekt der sværmer rundt om os – og jeg står foran en af verdens ældste skabninger, og jeg ved ikke om jeg skal dø.«

»Efter at vi har stået og kigget på hinanden lidt, forsvinder slangen, og nu sker der det, at mit liv passerer revy. Mest min barndom, som var meget dramatisk, er meget konkret til stede. Og det ændrer så at sige alting. Det ændrer hele mit projekt.«

»Det er den slags inspiration, jeg tror på: virkeligheden griber ind i mit liv og siger: det skal ikke være sådan. Det skal derimod være sådan. Dér starter bogen. Og det synes jeg, er det bedste, jeg kan sige om min egen bog. Det er, at jeg har ikke villet den bog. Jeg er blevet bedt om at lave den. På en måde som det menneske jeg er tager alvorligt. Så jeg beslutter mig for at skrive om noget, jeg ellers havde besluttet at jeg aldrig ville skrive om, for jeg var kommet ud af det.«

Opvækst gennem plager

Dette ’noget’ var Lundbyes barndom, der var totalt domineret af hans fars tyrannisering og årelange mishandling af sin søn, i første række, og sin kone. Faren var drikfældig, havde elskerinder, løj og bedrog, men først og fremmest kunne han ikke udstå synet af sin ældste søn og gentog hele den mishandling, han selv havde været udsat for gennem sin egen barndom.

Trefoldighedsbarnet handler om en stærk, hård, men også drømmende og kreativ, drengs opvækst gennem en endeløs række af plager. Bogen fungerer som en samtale med den slange, der måske har bidt ham, og for Lundbye er det vigtigt at understrege, at den fortæller historien, som den ser ud for ham nu –men ikke ville have set ud for 10 eller 20 år siden.

»Jeg er 68 i dag og ser tilbage på en barndom, der ligger langt tilbage. Og jeg tror, begyndelsen ændrer sig hele tiden. Vi taler jo hele tiden om vores barndom, som om vi kun har en, men jeg tror, vi alle sammen har mange forskellige barndomme. Alt efter, om vi ser den fra en afstand på 25 år, eller fra 80’erne, eller fra i dag. Alt efter, om vores liv er blevet lykkeligt eller ulykkeligt.«

»I bogen siger slangen, at man skal opfinde sin barndom. Selv om den ikke bruger ordet, snakker den om baglæns kausalitet. Man sætter årsag og virkning sammen på forskellig måde, alt efter hvorfra man står og kigger.«

Træder man så tilbage i den verden, eller hvordan fungerer det, når man sidder og skriver det?

»Man er ude af sig selv. Jeg er et stærkt menneske, ingen tvivl om det. Men der tales så meget om at gennemleve sine traumer og frustrationer – det har jeg aldrig gjort. Jeg har bare sprunget længdespring, jeg er bare blevet officer, jeg har digtet min egen verden som forfatter. Jeg har aldrig været til psykolog.«

»Jeg taler jo altid om, at i og med et ord bliver skabt, så skaber man også det, som ordet dækker over. Og jeg har ikke haft de der psykologiske vanskeligheder, som der er forskellige ord for. Nej, det har jeg ikke. Jeg har hele tiden skullet klare mig selv og stolet på mig selv. Men i og med at jeg skulle til at lave den her bog, så rodede jeg ned i et sår. Så begyndte jeg at ligge vågen om natten –– det havde jeg aldrig prøvet før.«

Du taler om et fadermord, men i virkeligheden dør din far ikke?

»Et fadermord behøver ikke være et drab. Det kan også være en offentlig afstandstagen eller fornægtelse af sin far –og det findes der mange eksempler på. Men når jeg har sagt det, må jeg da også sige, at jeg prøvede faktisk at slå ham ihjel. Og jeg troede han var død, da jeg gik tilbage og fik fat i min cykel.«

»Det var en beslutning, jeg havde taget i en situation, som jeg tror mange mennesker har prøvet at stå i, hvor der ikke er nogen udvej. Det blev ikke bedre, han blev værre. Jeg måtte slå ham ihjel.«

Men er det ikke at træde ud over, hvad man har ret til som menneske?

»Jo, men gør man ikke det nogle gange? Gør vi ikke alle sammen mere eller mindre –det behøver ikke være et fadermord – en række ting, som vi ikke har ret til? Det har ikke plaget mig bagefter – dels overlevede han jo, dels tror jeg, jeg havde taget konsekvenserne af det på forhånd.«

Hvordan gik det så sidenhen?

»Det gik bedre. Jeg var væk i lang tid bagefter – sov på nogle hølofter og sådan noget – og kort tid efter tog jeg hjemmefra. Fik et værelse ude i byen og fik lov til at være soldat før tid. Og det blev bedre derhjemme, efter at jeg var væk; det var mig, han hadede, mere end de andre.«

Identifikation

Selv om Vagn Lundbye insisterer på, at hans barndom aldrig har plaget ham, har den i høj grad påvirket hans liv.

»Lige siden jeg var helt lille har jeg identificeret mig 100 procent med det, der interesserede mig. Fra højdespring og de piger, jeg var forelsket i, til hvaler og indianere. Og det er jo at udsætte sig for spot og spe. Det er at gå for langt. I dag kan jeg godt se, hvorfor mange har betragtet mig som et ubehageligt menneske.«

»Mange har ment, at jeg var dobbelt, –men jeg tror snarere det handlede om, at min baggrund altid fik mig til at gribe ud efter det, der var noget andet end mig selv. Jeg har altid handlet. I dag har jeg to børn på to og seks år, og jeg er færdig med de store rejser. Faktisk tror jeg, det er sådan nu, at de svære rejser går ind i hinanden, ikke ud i verden.«

Vagn Lundbye: Trefoldighedsbarnet. Udkommer den 23. aug. på Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu