Læsetid: 5 min.

I aften: Homer

’Muse, fortæl mig om manden, den aldrig forlegne, der flakked...’ – Fredag kroner professor Otto Steen Due sit megaværk af klassikeroversættelser med Homers ’Odyssé’
18. september 2002

Litteratur
Nogle ser i Odysseens og Iliadens tre tusind år gamle fortællinger det spejl, hvori vi skuer den dybeste sandhed om os selv. Andre går modsat til værks og finder i værkernes fejl og svigtende logik bevis for, at ’Homer’ dækker over en simpel sammenredigering af forskellige ældre historier.
Otto Steen Due har sin egen opfattelse: Om den første teori mener han, at værkernes eviggyldighed skyldes, at det ganske enkelt er stor litteratur:
»De handler jo om os selv. Intet kan være mere banalt end plottet i
Iliaden: En leder (Den trojanske Krigs over-general Agamemnon, red.) træder på sin ledende medarbejders (helten Achilleus, red.) ligtorn, så han går og smækker med døren. Hvordan kommer han så ind ad den igen? – Den slags kendes fra alle menneskelige grupper, virksomheder og familier.«
Til teorien om flere forfattere mener Otto Steen Due, at selv en stor forfatter kan rode rundt i detaljerne:
»Der er så mange, der bliver slået ihjel i Iliaden hele tiden, så der skal en pedant til at konstatere, at den samme person bliver slået ihjel tre gange. Hvis man endelig vil finde beviser på ’multiple authorship’, ja, så findes de også i Pontoppidans LykkePer, hvor kronologien heller ikke hænger sammen.«

Homer var to forfattere
At Iliaden og Odysseen er skabt af to forfattere, én pr. værk, er Otto Steen Due dog ikke i tvivl om:
»Gennem mit lange liv med dem, og intenst gennem de sidste seks år, så er det digterpersonligheder, man kan lære at kende og lære at se forskel på. Noget andet er så, at der hugges og stjæles med arme og ben! Men hvis man ville behandle Svend Åge Madsens Tugt og Utugt i Mellemtiden på samme måde som Homer og bringe orden i tingene, så tog man alle de stjålne elementer ud. Det svarer til at tage bogstaverne ud af en tekst og lægge dem tilbage i sættekasserne. Hvis man vil uddestillere en ur-Homer på denne måde, så var der ingen Homer tilbage.«
Begge ’Homer’er er altså enkeltpersoner, men de har tilhørt et lav af ’rhapsoder’ – ordret: sang-sammensyere.
»De er håndværkere – måske skulle man sige mundværkere – højt ansete underholdere, der rangerer på linje med læger og profeter og drager rundt, hvor der er opgaver at løse. Man var gæst ved et hof eller på en gård og fik opholdet og i honorar en ko og en guldring. Stormanden kunne imponere med et stort gilde, hvor en berømthed optrådte: »I aften Homer!« Kvaliteten afspejledes i honoraret, andre sangere måtte lade hatten gå rundt på torvet.«
»For Homer var målet, at folk skulle klappe og spytte i bøssen. Han giver folk, hvad de gerne vil have, men med den store digters og ærlige erhvervsdrivendes evne til at give folk kvalitet for pris.«
»Man er ikke moralister eller folkets lærere, og græsk religion stivner heller aldrig i en ortodoksi. Netop det fordomsfrie og nysgerrige er karakteristisk for grækerne og formentlig én af hemmelighederne bag deres succes også som erobrere. Men det får også teksterne til at virke så moderne.«

Globaliserede sangere
Otto Steen Due tænker sig, at Homer har ’syet’ sit repertoire sammen på vandringerne fra sted til sted. Effekten kunne afprøves foran publikum, så detaljer kunne ændres og finpudses til næste gang. Traditionen blev overleveret i mesterlære.
»Sangerne har kendt hinanden indbyrdes, men har også været ret globaliserede i hele den græske verden, som omfattede store dele af middelhavsområdet. Det homeriske sprog, man fortalte i, er et kunstsprog som aldrig har været talt, et fællesgræsk med dialekt-træk indoptaget, så det kan forstås overalt. Sangernes position svarer til underholdningsindustrien i dag, blot i et samfund, som ikke havde så meget andet.«
I den fortælletradition, der går forud for værkernes nedskrivning, cirkulerer Odysseen samtidig med Iliaden. Man antager at Odysseen er ca. 30 år senere end Iliaden:
»Man kan se, at Odysseens Homer har kendt Iliaden meget godt (selv om han er omhyggelig med ikke at citere for direkte), mens Iliadens Homer ikke er orienteret om, hvad der foregår i Odysseen.«
Ikke mindre interessant er, at Odysseen (der som litteratur i øvrigt ikke er forpligtet på historisk eller geografisk nøjagtighed, blot det hænger sammen som litteratur) beskriver en reel historisk samfundsforandring:
»I Iliaden er den patriarkalske samfundsstruktur, hvor folk kender deres plads og stormænd er stormænd, ikke til debat, uanset hvor forfærdelig krigen er og hvor tåbeligt folk bærer sig ad. Modsat lægger Odysseen op til en revolution, hvor den herskende klasse, bejlerne (der belejrer Odysseus’ hjem på Ithaka i hans fravær, red.) styrtes og slås ihjel af ’den gode gamle stormand’ – nemlig Odysseus i alliance med svinehyrden og gedehyrden. Toppen af pyramiden allierer sig med dem, der er under hele pyramiden!«
»Det svarer ret præcist til samfundsforandringerne i det 8. århundrede f. Kr.: Den gamle stormandskultur bryder sammen og afløses af monarki. I Athen ender det med, at den masse, kongen har allieret sig med, også sætter kongen selv fra bestillingen. Så får vi demokratiet.«
Perioden fra den trojanske krig til Iliaden og Odysseen skrives ned, er kendt som den ’mørke periode’ i Grækenlands historie – udviklingen går langsomt, samfundet er statisk, kort sagt de ideelle betingelser for en mangeårig mundtlig tradition.
»Man skændes meget om, hvordan de homeriske digte er skrevet ned, måske på tyrannen Peisistratos’ foranledning. Vi ved det ikke, og vi har ingen paralleller til, at en analfabetisk mundtlig fortæller har lært sig selv at skrive.«
»Men humanistisk forskning beskæftiger sig jo med det enestående! Og jeg forestiller mig, at en tirsdag eftermiddag kl. tre har Iliadens forfatter, der lige har lært sig at skrive, tænkt: Hvad om man tog og...? Og en lige så stor forfatter har 30 år senere skrevet Odyseen.«
»Originalitet er ikke noget problem for Homer. Der er et solidaritetsproblem: Man må ikke stjæle levebrødet fra hinanden. Men det er præcis, hvad Homer gør. Han er som Shakespeare en genial og kompromisløs tyv, der stjæler sine kollegers pragtstykker og til slut sænker hele branchen ved at nedskrive værket! For som vi ved fra senere, er alfabetisering gift for den mundtlige tradition.«
»På den anden side har de to Homer’er bevaret noget helt enestående. Så meget andet er forsvundet og glemt, ikke mange af de græske tragedier er f.eks. bevaret.«

FAKTA
Otto Steen Due
Otto Steen Due (f. 1939) blev i 1973 professor i klassisk filologi (latin og græsk) ved Århus Universitet. Dr. phil. 1974. 1989-2002 har han oversat mange af de ’store’ klassiske værker: Ovids Forvandlinger (1989), Vergils Æneiden (1996), Homers Iliaden (1999) og endelig Odysseen (2002). 1989-95 var han direktør for det danske Institut i Rom

*22. okt.-29. nov. læses ’Odysseen’ op på Statens Museum for Kunst i forbindelse med udstillingen af Peter Brandes’ illustrationer. Oplæsere: Joen Bille, Kirsten Olesen, Jesper Christensen, Stig Hoffmeyer, Søren Spanning og Nis Bank-Mikkelsen

*www.smk.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu