Læsetid: 2 min.

Bogkort

26. september 2002

*Grass Den tyske forfatter og nobelprismodtager Günther Grass kan opleves i aften klokken 22 på den lille tv-kanal dk4; kanalens kulturjournalist Ib Søby interviewer. I centrum for samtalen står Grass’ nyeste roman I krebsegang, hvis centrale omdrejningspunkt er det tyske flygtningeskib Wilhelm Gustloffs forlis i Østersøen i slutningen af Anden Verdenskrig. Bogens danske oversætter, professor Per Øhrgaard, kommer undervejs i udsendelsen med sit bud på historiens stadige aktualitet.

*Booker-uddelingen af engelsksproget litteraturs største og mest prestigefyldte pris, Booker-prisen, er en omstændelig, flerleddet affære. I tirsdags blev den såkaldte short-list offentliggjort; af de oprindeligt 15 nominerede er nu kun seks tilbage. Ifølge de engelske bookmakere (jo, man kan spille på, hvem der vinder) er veteranen William Trevors roman The Story of Lucy Gault favorit; outsidere er den unge canadier Yann Mantel med bogen Life of Pi og
Sarah Waters med bogen Fingersmith. Og så er det en overraskelse at Zadie Smiths anden roman, The Autograph Man, ikke optræder på the short-list. Den endelige vinder offentliggøres den 22. oktober.

*Paperback Forlaget Centrum udsender nu Don DeLillos stærkt civilisationskritiske roman Mao II som paperback – nu kan man få et hovedværk i nyere amerikansk litteratur for kun 99 kr. Samme forlag udsender også journalisten Peter Thygesens blandinger af skæbnefortællinger og Afrika-portræt Congo – formoder jeg som paperback (523 sider, 129 kr.) På Samlerens kommer Henrik Jensens kulturkritiske opus magnum Ofrets århundrede, hvis 412 sider nu kan fås for kun 118 kr. Alle tre bøger skulle være pengene værd og lidt til.

*Boberg Den danske digter Thomas Boberg optræder i disse dage ved den 10. Festival Internacional de Poesia i Rosario Argentina. Boberg er ikke fremmed for det sydamerikanske kontinent. Digteren har boet i Perus hovedstad, Lima, siden starten af 90’erne og udgav i 1999 rejsebogen Americas. Bobergs digte er i flere omgange oversat til spansk, senest kom samlingen Constealaciones Terrestre i 2001, der samler digte fra hele forfatterskabet.

*Oplæsning I aften læser forfatterne Jakob Ejersbo – hvis store roman Nordkraft sælger og sælger og sælger – Kim Fupz Aakeson, Christina Englund og Morten Sabroe op på Byens Kro, Møntergade 8. Der er gratis adgang, oplæsningerne starter kl. 20.

*Oktober Borgen udgiver en hel sækfuld nye bøger i oktober måned. Blandt de mere interessante titler er Thøger Jensens tredje bog, romanen Serpentine, franskmanden Michel Houellebecqs Platform – i Frankrig skaffede bogen som bekendt sin forfatter en retssag på halsen – og nye digtsamlinger af Thomas Thøfner og Morten Søndergaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu