Læsetid: 6 min.

Djævlen på dril igen

Sverige har en stor forfatter, som kan skrive over et helt århundrede og fortælle så skønheden bliver forelsket i uhyret. Carl-Johan Vallgren har skrevet en ny formidabel roman
26. september 2002

Portræt
For længe siden mødtes den russiske greve Stroganoff og den svenske løjtnant Carl Henrik i et afsides palads. Et sted mellem Ural og Tasjkent.
De jagede fasaner og skålede i rosa champagne, de spiste kaviar og fortalte sjofle vittigheder. Hen under aften diverterede den russiske greve udfordrende sin svenske gæst til en vodkaduel. De skålede og sang og råbte enchanté. Og det dagedes snart for løjtnant Carl Henrik, at den russiske duellant var et medicinsk fænomen; for greven drak og drak, som var det kildevand. Så svenskeren så sit snit til at drive et klassisk trick: Han skænkede hvert andet glas til potteplanten. Men greven opdagede svenskens fusk og udfordrede til duel på liv og død. Efter finter, ripost og attaqué traf Carl Henrik greven dødeligt og stod pludselig tilbage med et lig. Roligt, koldblodigt finstrimlede han Stroganoffs krop og stegte den med løg og kartofler.
Sådan fortæller den svenske forfatter Carl-Johan Vallgren den drabelige historie om den fortræffelige ret Boeuf Stroganoff.
Historien er fortalt på tre minutter i en bossanova-inspireret popsang. For Vallgren er både musiker og forfatter. Men historien er tillige karakteristisk for Vallgrens terræn og teknik som fortæller: Det tilfældige møde mellem et navn og en madret bliver til en fantastisk fiktion, og det ender i forbilledet Dostojevskis hjemland: Rusland.
Men inden Vallgren nåede til fuldbyrdelsen af sin Dostojevski-inspiration, skrev han helt anderledes bøger. Som ganske ung debuterede han i 1987 med en gigantisk roman uden hovedperson om vanviddets vaudeville udspillet på hippiernes sidste holdeplads: Goa. Siden skrev han om det triste liv som ung i en svensk provinsby, hvor man går ned, når man vokser op.
Det er bøger, som Vallgren siden har taget afstand fra med det argument, at provinsbyens eksistentielle begrænsning blev en stilistisk, litterær begrænsning. Fiktionen blev provinsiel.

Gambleren
Men midt i 90’erne udgav Vallgren et værk, der efterlod provinspubertære trængsler som en parentes i forfatterskabet.
Dokument rörande spelaren Rubashov starter nytårsnat 1899 i Petersborg. Den afdankede gambler Rubashov spiller kort med djævlen med sin dødelighed som indsats. Og taber. Hans udødelighed bliver hans forbandelse. Rubashov farer fra katastrofe til borgerkrig og gennem to verdenskrige i det 20. århundrede for at opsøge sin død. Inden han et århundrede senere igen træffer djævlen i Petersborg.
Da bogen udkom i Tyskland, blev Vallgren i det tyske dagblad Die Welt kaldt for et geni. Men i Sverige blev bogen så godt som ignoreret. Vallgrens næste bog var et svar på det svar, som bogen om Rubashov ikke fik i Sverige.
En i Berlin bosat svensk forfatter bliver fra et lokalt EU-kontor bedt om at præsentere sit hjemland til en pjece, hvor andre europæiske forfattere fra Berlin skriver om deres EU-land. Den svenske forfatters svar er et langt hadebrev til Sverige; verdens mest smålige, selvtilfredse og opblæste land, hvor det afgørende Europa-politiske spørgsmål er, om EU vil forbyde snustobak. Nationalvanen, der ifølge Vallgren får svenskerne til at ligne aber. Den bog blev en stor succes blandt svenskerne. Som sjovt nok også i bogen fremstilles som et masochistisk folkefærd, der elsker dem, der gider piske dem.
Vallgrens næste bog blev også en succes. Det var en turistguide,
essaysamling og kærlighedserklæring til Berlin, hvor han har boet i 10 år.

Djævlens barn
Nu har Carl-Johan Vallgren udgivet endnu en spektakulær historisk roman om en jagt gennem et århundrede
På en snefuld og blæsende nat i 1813 fødes to børn på et horehus i Königsberg. Den ene er et vanskabt monster, hvis mor dør i barselssengen. Hans arme er små ubrugelige stumper, hans ansigt er en uformelig klump, og så er han døv. Fødselslægen ser ham i øjnene og tænker:
»Det er ikke noget menneske. Det er djævlens barn.«
Det andet nyfødte barn er til gengæld en guddommeligt smuk lille pige. Hun får navnet Henriette Vogel, han bliver døbt Hercule Barfuss. De to bliver passet og plejet på horehuset, hvor de vokser op. Verden udenfor eksisterer ikke. De holdes skjult for bordelgæster, og drengen bliver beskyttet mod en verden, der betragter vanskabningen som djævlens værk. Hercule og Henriette er uadskillelige, indtil den dag Henriettes uskyld udbydes ved en auktion blandt horehusets celebre stamkunder. Men idet vinderen bestiger unge Henriette, suser Hercule på sine små kraftige ben gennem etablissementet for at redde sin hjertensveninde. Synet af monstret udløser panik og offentlig skandale. Horehuset bliver lukket og luderne spredt for alle vinde. Hercule bliver skilt fra Henriette.
Han går derefter gennem Centraleuropa på sine små ben på udkig efter sin veninde. Først bliver han fanget på et asyl, hvor man prøver at tage livet af de vanartede. Siden dukker han op på et kloster, hvor munken Schuster tager Hercule under sin protektion.
Og vanskabningen viser sig som vidunderbarn. For med sine små fødder tryller Hercule på tangenterne i klostrets orgel. Det døve barn henrykker og skræmmer folkene omkring sig. Og åbenbarer en magisk gave: Han kan læse andres tanker. Og ikke nok med det: Han kan tale i deres hoveder. Han kan gå ind og producere tanker hos andre. Nogle munke forsvinder i rædsel, andre begår selvmord. Og det ender med, at Schuster rejser med Hercule til Vatikanstaten, hvor de pavelige eksorcister venter. De vil djævlens barn til livs. Og det eneste Hercule selv tænker er: »Hvornår mon jeg ser Henriette igen?«

På flugt
Kun med nød og næppe og en god del tankemanipulation undslipper Hercule djævleuddriverne i Rom. Han flygter gennem Europa. Han turnerer med et cirkus for misfostre og giver offentlige opvisninger i tankelæsning.
Indtil han ved et lykkeligt tilfælde genfinder sin Henriette, som er blevet adeligt gift og lever i nydelig pomp og pragt i en tysk købstad. Hun har ventet på sin Hercule; hun har hele tiden set skønheden i uhyret.
Men således lykkelig bliver Hercule uforsigtig. Folk får øje på ham, og rygterne om misfostret løber hele vejen til Rom. Djævlebarnet er fundet. Og alle bogens aktører støder sammen i en mørk skov, hvorefter intet længere er det samme. Og Hercule, der hidtil kun har brugt sin særlige evne som en gave, opdager dens potentiale som våben.
Det er store aktører og historiske processer, der løber sammen i Vallgrens roman. Den katolske kirke og den moderne medicinske videnskab forsøger fra hver deres side at komme misfostret til livs. Det vanskabte menneske udlægges af
excorcisterne som diabolsk og dissekeres nysgerrigt køligt på den anden side af lægerne på asylet.
Vallgren har skrevet en roman, hvor det, som både den lægevidenskabelige fornuft og den katolske overtro har fortrængt, kommer tilbage i skikkelse af en døv dværg med en gave og nogle genialt musikalske tæer.
Filosoffen Marcuse har engang sagt, at kunsten skal udfordre virkelighedens monopol på det virkelige. Man kan sige, at denne metafysiske fortælling udfordrer historieskrivningens monopol på at forklare, hvad der egentlig skete i det 18. århundrede. Bogen er skrevet i århundredets tone og sprog, den springer fortælleteknisk mellem avisreportage, korrespondance og dramatisk dialog i en form, som netop ikke er fragmenteret, men så sammenhængende, at alle fragmenterne er forbundne. Og alligevel er der noget, som forbliver skjult i denne bog, som i mere end en forstand er fantastisk.

*Carl-Johan Vallgren: Den vidunderliga kärlekens historia. Albert Bonniers Forlag 340 s., 246 D.kr. i Svensk-Norsk Bogimport, Store Kongensgade 59b i København.

*I næste uge udkommer ’Dokument’ om spilleren Rubashov af Carl-Johan Vallgren på Forlaget Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu