Læsetid: 5 min.

Form plus nytte

Æstetikken er tit en funktion af funktionen ifølge Per Mollerup, direktør for Mollerup Designlab
4. september 2002

Hvad er design? Først forklarer Per Mollerup drømmesituationen: »I gamle dage kunne husene selv vise vej. Hvis du kom gående op ad hovedvejen mod en landsby, kunne du godt se, hvad der var landsbykirken, selv om den ikke havde noget neonskilt med ordet ’kirke’. Skulle du ind i den, kunne du selv finde den rigtige dør, og efter den fandt du automatisk vej gennem kirkeskibet ind til din plads på bænkene. Du vidste godt, at du ikke skulle ryge, selv om der ikke hang nogen ’rygning forbudt’-skilte.« Så forklarer han, hvorfor det ikke kan være sådan længere: »I dag er bygninger langt mere komplekse, og de skifter ofte anvendelse. Det er ikke arkitekternes skyld; det er tidens. Når vi designer skiltesystemer –– jeg foretrækker at kalde det ’way-showing’ –– udformer vi i virkeligheden den strukturelle tænkning, der kommer før skiltene. Vi har designet skiltningen i Københavns Lufthavn, som de færreste sikkert kan huske hvordan ser ud, men der er til gengæld aldrig nogen der farer vild derude. Mange bygninger er fyldt med piktogrammer, fordi man tror, at folk ikke kan læse ord. Men folk er altså heller ikke specielt gode til at læse piktogrammer. Det gælder om at lave et sprog, der fungerer intuitivt – hvilket også vil sige, at vi i vores arbejde ikke bare blander os i formen, men også i indholdet ved for eksempel at være med til at fastlægge en entydig terminologi.«

Per Mollerup er en mand, der ved hvad han vil. Han vil ikke fotograferes med en designgenstand, og han får mig til at flytte mig om på den anden side af det lange mødebord, da han skal interviewes. Rundt om bordet i Mollerup Designlab står 20 stole, hvoraf ikke to er ens, og på en af dem sætter Mollerup sig og forklarer fyndigt, hvad design efter hans mening går ud på. Han har også 30 års erfaring og en række bogudgivelser (Design til at leve med, Godtnok er ikke nok, Den synlige virksomhed) og en doktorafhandling om trademarks fra Lunds Universitet (udgivet under titlen Marks of Excellence) at støtte sig til.

Kendt og ukendt

»I den oprindelige, brede betydning er design udformningen af menneskeskabte brugsgenstande og ikke andet. Et træ eller havet er ikke designet, men en plante i en velplejet have kan for eksempel godt være det. Fri kunst er ikke design, for det har sit formål i sig selv. Men arkitektur, som har et formål, er det.«

»Design består altså af form plus et nytteformål, og det vil også sige, at god design er design, der opfylder sit formål godt. Til gengæld behøver formålet ikke udelukkende være funktionelt; det kan også være æstetisk, økonomisk, miljømæssigt, moralsk.«

»I praksis udspiller design sig overalt på et meget bredt spekter, der rækker fra 100 procent funktionalitet til ren fornøjelse, fra indretningen af en skadestue til layoutet i et glittet magasin. Den ene pol, som er logisk bestemt, handler om at gøre det ukendte kendt –– for eksempel ved at hjælpe dig med at finde vej gennem skadestuen –– den anden pol snarere om at gøre det kendte ukendt ved at forme noget kendt, som for eksempel et par bukser, et magasin eller et møbel, på en ny måde.« –

– Har design skiftet rolle gennem de sidste 20 år, for eksempel?

»Design som sådan har ikke, men samtalen om design har. Det skyldes ganske enkelt, at vi er så stinkende rige, at vi har tid og råd til at diskutere det. Man kan vel sige, at udviklingen forløber i tre faser: Først handler det om at overleve truslerne omkring os. Derefter om at gøre tingene lettere for os selv. Og når det så lykkes, handler det tillige om at gøre livet behageligt og kønt. I dag har vi jo et sådant overskud, at vi kun behøvede arbejde en time om dagen for at overleve. Resten af overskuddet bruger vi til at købe ting, der er meget dyrere end de behøvede at være.«

–– Har design i dag opnået det det skal, funktionelt set?

»Overhovedet ikke. Vi befinder os stadig i fase et og to på en række områder. For eksempel har vi en sygdom i Danmark som gør, at to mennesker om dagen bliver dræbt i trafikken. Det er efter min mening et funktionsproblem. Dertil kommer, at det ikke er sikkert, at det æstetiske aspekt er det dominerende i dag. Æstetikken har nemlig et ekstra lag, som er symbolværdien. I og med, at enhver så at sige er sin egen designer, får gruppetilhøret, som signaleres med for eksempel tøjet, en kæmpe betydning. Du bruger dit tøj til at sende et signal, ikke blot til at være pæn. Smag er i den grad bevægelig, at ny mode som regel fremstår grim, når man ser den første gang – og øjeblikket efter er den flot. I dag går symbolet, tilhørsforholdet, forud for æstetikken.« –

– Hvis god kunst bærer sit formål i sig selv og godt design opfylder et ydre formål, står design så i modsætning til kunst ved at være funktionelt orienteret?

»Jo flere tekniske krav, jo mindre plads til den rene æstetik, det er klart. Men æstetik handler i høj grad om funktion. Hele den funktionalistiske stil handler i virkeligheden slet ikke om at fravælge æstetik til fordel for funktion, men om funktionens æstetik. Man sidder ikke bedre i de funktionalistiske møbler end i dem, der gik forud.«

»Vi har en helt urimelig dyrkelse af funktionen, hvilket man kan se på alle fupfunktionerne i de ting, vi går i: sejlersko, dykkerure, skovmandsskjorter, mountainbikes, alle den slags genstande, der bliver mode. Så selv om det er fristende at opstille en modsætning mellem funktionspolen og æstetikpolen, er virkeligheden ikke så enkel.«

*Den tredje af tre artikler om design i anledning af Informations og Dansk Designcenters debatmøde i dag kl. 17-19 på DDC FAKTA

Blå bog

*Per Mollerup, født 1942. Uddannet cand. merc. og startede sin karriere i Ingeniørforeningen. Udgav designtidsskriftet Mobilia fra 1974-84. Doktorafhandling fra Lunds Universitet: Marks of Excellence, 1997. Egen tegnestue siden 1984. Har blandt andet designet skiltesystemer til de skandinaviske hovedlufthavne, sygehuse og den københavnske metro samt visuelle identiteter til Danmarks Radio og en række andre virksomheder. *Læs mere på www.mollerup-designlab.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu