Læsetid: 3 min.

Romerrige uden Rom og kejser

Den venlige amerikaner Michael Hardt forklarede på et Luftskibsmøde, at vi nu befinder os i en permanent krigstilstand
27. september 2002

Den venlige amerikaner Michael Hardt forklarede på et Luftskibsmøde,
at vi nu befinder os i en permanent krigstilstand

Debatmøde
Det er en science fiction, som måske er blevet virkelighed: George Orwell beskrev et nyt magtsprog, som udlagde krig som fred og fred som krig. Orwell kaldte det nysprog.
Den amerikanske litterat og tænkende verdensordenordner Michael Hardt talte ikke nysprog, da han onsdag aften talte oppe under taget i Statskundskabs bygning Rosenborggade i København. Der var lys i lysekronerne og pænt besat på klapstolene. Hardt talte engelsk, og Hardt talte om en ny global orden, hvor krige ikke holder op og freden aldrig indfinder sig.
»Vi lever nu,« sagde Hardt: »i en permanent krigstilstand«.
Det er en pointe, som baserer sig på præmisser, etableret og udfoldet i den bog, som Hardt har skrevet sammen med den fængslede italienske filosof Antonio Negri: Empire. Og Hardt forklarede pædagogisk generøst og smilende sine præmisser:
Traditionelt førte en suveræn nation krig mod en anden suveræn nation. Den krigsførelse forudsatte suveræne statslige territorier, som blev forsvaret eller angrebet. Nu finder krige, ifølge Hardt, sted i et stort globalt territorium. De væbnede konflikter bliver til borgerkrige i det globale terræn. Militære interventioner i Kosovo, Irak og Afghanistan ligner politiaktioner. Man håndhæver international lov og orden. Og er hele tiden på vagt.
En ny strategi manifesterer ifølge Hardt den tilstand: USA truer med pre-emptive strikes; d.v.s. forebyggende angreb. Man reagerer ikke på en given krigshandling, men kommer den givne krigshandling i forkøbet.
»Den 11. september,« sagde Hardt, »har ikke skabt en ny global situation. Den 11. september tvang os til at erkende den generelle og permanente krigstilstand som en realitet«.
Det skaber et problem: krig suspenderer regler. En krigsførende regering har ret til at unddrage sig demokratisk kontrol. Fordi krigsførelse kræver særlige beføjelser. Og en permanent krigstilstand betyder, at den demokratiske undtagelsestilstand bliver permanent.

Ufattelig naiv
Hvis Empire var en rockkarriere, og Hardt rockstjerne, må man sige at han onsdag spillede sine greatest hits.
Han så spørgende ud på publikum for at sikre sig, at alle var med. Han pillede lidt ved en elastik, han havde om håndledet. Det kunne være et hårbånd. Den gestus antydede en hestehalepraksis.
Med løst hår forklarede Hardt begrebet Empire. Det er som et romerrige uden Rom og uden kejser. Nationalstaten er ikke ophævet, men reduceret til en blandt flere aktører i et multilateralt netværk. Nationalstaten spiller sammen med multinationale selskaber, internationale institutioner som Verdensbanken og den internationale valutafond og NGO’ere. Empire er et grænseløst globalt netværk, som ingen enkelt aktør dominerer.
Men Hardt tilstod at der aktuelt var et alternativ til Empire som global orden: den ubegrænsede amerikanske imperialisme, som minder om 1800-tallets britiske kolonialisme.
Det er den model, der praktiseres nu, men Hardt mente, at USA på lang sigt måtte erkende Empire som en realitet. Det andet ville føre til »global catastrophes« og det ville være »bad for business«: »Det kan godt være, jeg er naiv, men jeg tror ikke på, at USA-imperialismen vil fortsætte.«

En yngre herre i grøn
t-shirt på første række bad om ordet og bekræftede Hardts hypotese:
»Du er ufattelig naiv. Hvis USA invaderer Irak, kommer de til at råde over verdens næststørste oliereserve. Hvorfor skulle de give afkald på det?«
Og lektor ved amerikanske studier ved Syddansk Universitet, Carl Pedersen, rejste sig og sagde, at han med blikket på Bush-administrationens linje ikke så nogen udsigt til anerkendelse af det multilaterale netværk som verdensorden.
Enig opponent
Jens Bartelson fra Statskundskab var tilstede som panelopponent. Men han erklærede sig straks som opponent uden opposition. For han var for så vidt enig med Hardt. Så Bartelson elaborede og perspektiverede. Det er ifølge Bartelson bemærkelsesværdigt, at nogle borgerkrigstilstande bliver fundet værdige til intervention. Og andre ikke. Det globale politi rykker ikke ud hver gang: »Hvorfor er det sådan?«
Det blev der ikke svaret på. Der blev til gengæld stillet flere spørgsmål: Hvordan skaber man demokratiske institutioner til regulering af Empire? Hvad vil det sige, at demokratiet er baseret på en repræsentation af en konstrueret enhed, man kalder ’folket’.
»Jeg begynder at vrøvle,« sagde Hardt kl. 21:56: »Jeg må være træt.«
Og så blev der klappet pænt fra klapstolene og lyset i loftet blev slukket.

*Empire udkommer på Informations Forlag til november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu