Læsetid 2 min.

De ser os alle

Bin Ladens største slag mod USA er måske den øgede overvågning på bekostning af borgerrettigheder
9. september 2002

11. september
Det har været et dårligt år for friheden og privatlivets fred i USA. Længe inden flyene smadrede ind i de to skyskrabere i New York og miltbrand konvolutterne lurede i postkasserne drømte Bushs rådgivere om en metode, der kunne sikre lufthavne og offentlige rum imod terrorister og forbrydere.
Drømmene lod sig i teorien indfri af et softwaresystem til ansigtgenkendelse fra Visionics. Softwaren, kaldet FaceIt, kan installeres bag kameraer i lufthavne, og som en altid vågen politimand gennemsøge menneskemængderne for kendte kriminelle. Når systemet finder et ansigt, der passer med billedet af en forbryder i lufthavnens ’forbryderalbum’ udløser det en alarm og politiet kan tage over. De klare ’Big Brother‘-undertoner i at optage og lagre intetanende personers data, og de ’uheldige’ muligheder for at følge og udspionere borgerne forhindrede indtil 11. september, at man indførte det.
Med ét vendte stemningen, og Visionics grundlægger og udvikler af Facelt, Joseph Atick, var ikke sen til at promovere systemets fortræffeligheder. Hvor de fleste aktier raslede ned tredobledes Visionics værdi.
FaceIt tegner linjer imellem 80 forskellige punkter på et ansigt og beregner derefter 20 vinkler, som til sammen vil være unikke for ethvert ansigt og dermed give en identitet.

Ineffektivt
På Island, som er den vestligste dør til USA, var Keflavik internationale lufthavn den første i verden til at indføre FaceIt. Siden har man afprøvet og indført det i adskillige lufthavne i USA og Canada bla. Dallas, Fresno og Boston. Men der er for nylig rejst tvivl om systemets effektivitet. En rapport udarbejdet borgerretsforkæmpere dokumenterer, at et politiforsøg med FaceIt i byen Tampa i Florida ikke producerede en eneste match.
»Ansigtsgenkendelse er tom snak,« siger en af rapportens forfattere, »under dagligdagsbetingelser kunne Osama Bin Laden i egen person nemt undgå at blive opdaget.«
Problemet er, at FaceIt kun giver gode resultater under optimale lysforhold, og hvis ansigtet ses lige forfra. I Tampa er politiet helt gået væk fra systemet, og det betegnes af betjentene som tidsspilde. De dårlige resultater ses også i et forsøg på Palm Beach internationale lufthavn, som brugte FaceIt til at genkende de ansatte. Her var effektiviteten under 50 procent selv om alle personer lå i databasen. Adskillige andre lufthavne i USA bruger imidlertid stadig FaceIt, og det har trods den åbenlyse ironi for nylig været diskuteret at indstallere softwaren omkring Frihedsgudinden.
»Det er fornærmelse mod det amerikanske folk, og det vil skabe en falsk følelse af tryghed,« siger Steinhardt.
Han frygter, at myndighederne vil forsøge at bruge systemet alligevel og i værste fald misbruge det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu