Nyhed
Læsetid: 5 min.

Spinatfugle i mudderkastning

Forfatteren Martin Amis har med sin nye bog om Stalin pirket i den britiske venstrefløjs holdninger til Sovjetunionen. Men måske Amis i virkeligheden stiller spørgsmålstegn ved sig selv?
Kultur
10. september 2002

Litteraturdebat
Nogle af samtidens større skikkelser på det britiske litterære parnas er gerådet i en gensidig slyngen om sig med beskyldninger, forsvar, beklagelser og forklaringer om Stalin-tiden.
Årsagen er en ny bog af Martin Amis, Koba and the Dread: Laughter and the Twenty Million, som handler om Stalin, kommunisme og den britiske venstrefløj men måske mest af alt om Amis’ far, den nu afdøde forfatter Kingsley Amis, og om Amis’ bedste ven, journalisten og forfatteren Christopher
Hitchens.
I sidste ende handler bogen ikke mindst om Martin Amis selv, som ikke helt kan komme overens med, hvordan han på den ene side kan elske sin far og sin bedste ven, samtidig med at han på den anden er side beskylder dem for at vende det blinde øje til Stalintidens terror og Sovjetunionens ideologiske grundlag i det hele taget.
»Man behøver ikke være vanvittig for at tro på frihed, broderskab og lighed, men det hjælper,« konkluderer han.
Faderen først. Kingsley Amis er i eftertiden måske mest kendt som konservativ, men da han var ung, var han faktisk medlem af Kommunistpartiet. Det varede i 15 år, og sønnen har tilsyneladende svært ved at forstå hvorfor.
Udenforstående vil måske finde tegn til forklaring i datoerne for Amis pères tilhørsforhold til partiet. Han meldte sig ind i 1941, hvor Tyskland netop havde angrebet Sovjetunionen, som dermed blev en britisk allieret. Han meldte sig ud igen i 1956 – året for Sovjetunionens anslag mod Ungarn.
Vennen dernæst. Christopher Hitchens var som ung med i Socialist International og var en ihærdig politisk aktivist. Både han og Martin Amis tilhører 68-generationen, som nu sidder ved magten. Og Amis lægger ikke skjul på, at han gerne vil have Hitchens til at gøre afbigt for sin ungdommelige tro på et socialistisk alternativ til kapitalismen.
På et mindre personligt plan handler bogen også om Amis forsøg på at forstå forskellene og lighederne mellem stalinisme og nazisme. Han bemærker for eksempel, at det i dag er muligt at smile ad udtryk som ’mine gamle kammerater’ – et kapitel i bogen har titlen »Comrade Hitchens« – mens det er totalt u-comme il faut at gøre det samme med »mine gamle sortskjorter.« Hvorfor er det egentlig sådan?, spørger Amis. Stalin slog jo mange flere ihjel.

For personligt
På det personlig plan har Christopher Hitchens fået trykt et svar-brev på Amis’ beskyldninger i The Guardian, hvor Amis’ bog også er blevet trykt i uddrag. Heri forsvarer han sig bl.a. med, at venstrefløjens blade netop var det sted, hvor Sovjettidens uhyrligheder blevet afsløret.
»Et kæmpestort antal liberale og konservative og socialdemokrater og også kommunister indgik en pjaltet pagt med ’Koba’ eller faldt for hans magts fascination,« skriver Hitchens i sit åbne brev. Koba var en slags kælenavn for Stalin.
»... mens alle disse og mange andre snavsede kompromiser blev indgået, offentliggjorde Bulletin of the Left nøjagtig alle de detaljer om hungersnød og mord og deportationer og elendighed, som nu generer dig så meget,« skriver han til Amis.
Hitchens ærger sig også over, at Amis har skrevet sin bog på en så personlig måde, at dette private mudderkasteri overhovedet er opstået. Det risikerer at tage opmærksomheden væk fra det virkeligt vigtige – nemlig historien om den tid og Stalins ofre – mener han.
Med hensyn til Amis’ moralske ækvivalens blandede historikeren Timothy Garton Ash sig forleden i debatten. Han tilhører stort set samme generation som Amis og Hitchens, og heller ikke han kan kapere Amis’ sammenstilling mellem Hitler og Stalin – det lille overskæg og det store overskæg.
Garton Ash er ganske vist glad for at få rejst det spørgsmål. For eftertidens optagethed af Hitler bør ikke få lov til at overskygge skikkelser som Stalin eller for den sags skyld Mao. Også han undrer sig over den forskelsbehandling, det tyvende århundredes massemordere er udsat for. I et indlæg i The
Guardian beskriver han en middag, han var til i København på en nu nedlagt restaurant, der hed ’KGB’. Kunne man forestille sig et spisested ved navn ’Gestapo’? Næppe.
Alligevel hører Timothy Garton Ash til de, der mener, at der er forskel. Nazismen »føles« anderledes.
»Rationelt kan det være vanskeligt at forklare nøjagtigt hvorfor det er værre at beslutte sig for at udradere en hel race end en hel klasse, men Holocaust føles værre. Forskellen har også at gøre med hensigter. Kommunismen var oprindeligt et ædelt, frigørende ideal om en bedre verden, der var lige åben for alle mennesker. Det var nazismen aldrig. Men på den anden side er vejen til helvede – og i dette tilfælde var den det helt reelt – brolagt med gode hensigter,«, skriver han.
»Først og fremmest har det at gøre med mennesker, vi kender. Nogle af mine bedste venner er tidligere kommunister. Nej, jeg mener det. Faktisk, nu jeg kommer til at tænke over det, er de fleste af mine venner eks-kommunister, hvis man tager en bredere, idealistisk forståelse af kommunismen. De er tidligere partimedlemmer, som er blevet dissidenter ... eller gamle 68ere fra Storbritannien og kontinentaleuropa. Vi kender disse mennesker. Vi kender deres motiver. Vi kender deres moralske kerne. Til gengæld, selv om jeg har tilbragt ganske meget tid i Tyskland, kan jeg ikke komme i tanker om en eneste ven, som er eks-nazist i den betydning, at han har troet på nazismen, efter at han blev, lad os sige, 16 år gammel. Den ædle, gamle ex-kommunist, ja ... Den ædle, gamle ex-nazist. Ærligt talt, nej,« skriver Timothy Garton Ash.
Men måske skyldes Martin Amis’ tilgang til sin egen generations - og faderens – svaghed for kommunismen ganske enkelt, at han ikke selv var særlig politisk dengang. Han forstod måske ikke, hvordan nogen kunne føle så stærkt for politiske ismer. Han selv var mere til poesi.
»Jeg følte, at fordi jeg ikke var politisk, at jeg så var en slags anden klasses borger ... Jeg syntes, at denne ildsprudlende, radikale snak; denne intellektuelle triumferen, som venstrefløjen havde, var det eneste show i byen. Og jeg var ikke en del af det,« siger han i et interview med The Observer i søndags.
Bogen er blevet kritiseret af anmeldere for ikke at have den fjerneste fornemmelse for de idealer, tanker og ønsker om et bedre samfund, som prægede den tid, som Amis selv var ung i. Derfor kommer bogen også til at stå som et monument over Amis’ egen fremmedgørelse. Indlevelsen mangler.
Som anmelderen Jason Cowley skrev i The Observer: »... det er på tide at gå tilbage til, hvad han (Amis, red.) gør bedst, hvilket er at skrive komisk fiktion.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her