Læsetid: 5 min.

I Vesteuropas skygge

Mens EU så småt åbner sig mod øst, har oversætteren Karsten Sand Iversen skrevet en bog om sin fascination af det 20. Århundredes østeuropæiske litteratur
7. september 2002

Litteratur
»Det er ikke min skyld, at der er kommet en bog ud af det,« fastslår Karsten Sand Iversen med det samme. »Ikke at jeg ikke tager det fulde ansvar for artiklerne, for det gør jeg, men jeg ville aldrig have drømt om, selv at tage initiativ til en så garanteret tabsgivende udgivelse.«
Skyggebiblioteket er en samling artikler om øst- og centraleuropæiske forfattere. Iversen, som har skrevet dem, er ellers hovedsageligt kendt for sine oversættelser af stor litteratur fra Canetti til Ekelöf, og han har boet i Storbritannien de sidste 30 år. Men siden ’95 har han leveret en klumme til litteraturmagasinet Standart med overskriften ’Skyggebiblioteket’ – en overskrift, der henviser til forfatterskabernes vigtigste fællestræk: De befinder sig i det mørke, der omgiver den vesteuropæiske læselampes lyskreds.
En forfatter som polakken Bruno Schulz, der er relativt kendt og oversat til dansk, er tæt på at overtræde Iversens uskrevne regler for optagelse i skyggeleksikonnet. »Når jeg har ham med, er det fordi, der findes værker af ham, der ikke er oversat eller er forsvundet. Og det rigtigt sjove er at finde en forfatter som Joze Javorsek, som er kendt i Ljubljana, men som i København ikke engang kendes blandt slavisterne. Jeg tror, man må kalde mig en centrifugal læser med en særlig forkærlighed for udkanterne, og det har jeg vist været, siden jeg første gang hørte Canettis navn nævnt i en radioudsendelse for 35 år siden. Dengang var han først lige ved at blive genopdaget i Tyskland, og jeg endte med at skrive magisterkonferens om ham og overtale Arena til at udgive ham, året før han modtog Nobelprisen. Hvilket for resten ikke forhindrede udgivelsen i at blive en bragende fiasko.«

Livsprojekt
»Faktisk har skyggebiblioteket nærmest overtaget mit liv. Jeg bruger i stigende grad min tid på at jagte værker i hele Europa. Det koster mig også en formue – bare materialet til den her bog må have kostet 8-10.000 kroner, og dem kommer jeg jo ikke til at tjene ind. Så det er ren lidenskab, der driver værket. Den detektiviske side er skæg, men først og fremmest er det nogle meget spændende forfatterskaber og nogle meget spændende historier, der omgiver dem. Disse værker kan efter min mening ikke læses nykritisk eller dekonstruktivt, fordi deres forfattere i den grad er ofre for historien.«
– Det betyder også, at mange af historierne er temmelig dystre?
»Ja. Men det har naturligvis at gøre med den historiske periode. To tredjedele af forfatterne er jødiske, og de lever i en tid, der spænder fra Første Verdenskrig over imperiets sammenbrud til Hitler og Stalin. Så det bliver sørgeligt.«
»Alligevel er der en helt særlig tone, især hos østeuropæerne, som jeg næsten ikke kan sætte ord på. Der er en bitter humor, som nok er blevet dem påført af deres skæbne, og en sans for det groteske, som er anderledes end den, vi er vant til her. Hele Østeuropa har en følelse af underlegenhed i forhold til Vesten, som ikke er et kompleks, men en reel oplevelse af at have været hægtet af som Vestens vasaller. Vi har efter min mening levet alt for længe med Østeuropa som et vedhæng, vi ikke så.«
– Tror du, at den nyvundne frihed vil gøre den østeuropæiske litteratur bedre?
»Nej. Faktisk har den nye pressefrihed gjort, at aviserne har overtaget en helt dominerende del af læsningen. I øvrigt er det jo en sandhed, at politisk pres avler kunst. På den måde kan den seksuelle sublimering, som Aage Henriksen taler om, sagtens overføres til den politiske situation. Forfattere bliver vel forfattere, fordi de har noget i klemme, som skal bearbejdes«

Oversættelser med mere
»Min interesse for skyggeforfatterne er vokset ud som radier fra de oversættelser jeg har lavet. Det kan også starte med en anmeldelse, et efterskrift eller endda bare en henvisning eller et citat fra en af mine egne husguder. Jeg har været så heldig stort set kun at oversætte det, jeg brød mig om,« siger Iversen, der kalder oversætterarbejdet et risikofrit skriveri.
»Hvis oversættelsen er tilstrækkeligt sprogligt eller intellektuelt krævende, er det et privilegium eksempelvis at sidde og skrive Musil på dansk. Jeg skal være usynlig og samtidig genskabe stemmen – og man kan jo aldrig fastsætte objektivt, hvordan den stemme skal lyde på et andet sprog. Men jeg betragter ikke mine oversættelser som gendigtninger. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre at genskabe et værk på et andet sprog.«
»Til gengæld kan man nok sige, at oversætteren er til stede som et vandmærke i papiret, forstået på den måde, at teksten ses gennem et temperament, som er mit. For eksempel har jeg selv en præference for energiske, aktive sætninger, og det kan man sikkert godt se i mine tekster.«
På samme måde, som Iversens temperament træder frem i teksterne, har forfatterne også trådt frem i ham selv: »En forfatter som Canetti er nok for idiosynkratisk til at man kan blande sig selv helt sammen med ham, men jeg har engang i drømme holdt en lang laudatio til ham på fejlfrit tysk, og jeg husker tydeligt, at jeg endda sagde ’du’. Hans og de andres sprog sætter sikkert også deres præg på mit. «

Sprog med tone
»Jeg har bemærket, at jeg er begyndt at skrive med flere og flere indskud, og det kan jeg egentlig meget godt lide. En af oversætteriets vigtigste gerninger er at påvirke det sprog, man oversætter til – ikke med fremmede gloser, men med en elasticitetsfaktor, der kan skabe nye rytmer i det danske. Originalsproget skal bæres med som en tone. Derfor må for eksempel min Musil-oversættelse heller ikke bare flyde afsted på dansk; den skal bevare den lille hiatus, som englænderne siger: den lille tøven mellem forfatteren og sproget. Jeg bruger også tit obsolete gloser – det gjorde jeg for eksempel lige nu – og det er med velberåd hu. Den fuldstændige assimilering af en tekst er for det meste et forræderi,« erklærer Iversen, der siden jul har overgivet sig til internettet. Så man må formode, at der er flere skyggeforfattere på vej ind i læselampens lys.

FAKTA
Karsten Sand Iversen
Karsten Sand Iversen har blandt andet oversat Elias Canetti, Robert Musil, Rainer Maria Rilke, William Faulkner og Gunnar Ekelöf. Modtog i 2000 Det Danske Akademis oversætterpris.
Skyggebiblioteket indeholder artikler om blandt andet Eugenia Szajn-Lewin, Bruno Schulz, Florjan Lipus, Béla Zsolt, Joze Javorsek og Alexandra Vona. 128 sider, 198 kroner. Batzer & co

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu