Nyhed
Læsetid: 3 min.

web.hvad.hvor

Kultur
12. september 2002


net-digtning
*Koordinat.dk hedder en ny dansk internetside, hvor fem digtere fremover vil publicere digte i form af lyd, billede og tekst. Man vil kunne finde alt fra system- og performancedigtning til post-poesi. Siden præsenterer sig flot med en lækker flash-animation, der lover godt for kvaliteten og giver et eksempel på den leg med billeder, bogstaver, ord og ikke mindst animation, som webmediet er så stærkt i. Det ser ud til, at femmandsgruppen, der står bag siden, har store ambitioner om at gøre webmediet til en aktiv fødselshjælper for nyskabelse i digtningen, og det skal blive spændende at se, om det er til gavn for digtningen, efterhånden som nye digte udgives på siden.
www.koordinat.dk sef

Ny blomst på nettet
*Folkene bag koordinat.dk har i denne måned for første gang udgivet deres tidsskrift ordkide, som kan hentes gratis på nettet. Bladet består af både artikler og tekster fra udvalgte forfattere, og en række faste klummer. Også på ordkide.dk har man valgt det dynamiske flash-design, der giver en flot fremtoning og spændende nye muligheder i forhold til en traditionel hjemmeside. I første nummer af bladet interviewes Christian Stokbro Karlsen, som er debutaktuel med Kerygma, ligesom Michael Lee Burgess fortæller om at være sin egen forlægger.
www.ordkide.dk sef

Det var butleren...
*Læsere med hang til bloddryppende og nakkehårsrejsende fortællinger, bør en gang imellem forlade læselampens beskyttende skær og sætte sig foran computerskærmens blå ditto. Her bør de klikke ind på adressen krimisiden.dk – et besøg værd for alle krimifans. Siden har masser af bevismateriale om alverdens krimihistorier, kategoriseret efter forfatter, genre og hovedpersoner. Sidstnævnte er jo genialt, for hvem har ikke stået på det lokale bibliotek og pludselig glemt forfatterens navn, mens krimiens hovedpersonen står klart i erindringen.
Den meget omfattende side med den dejligt logiske inddeling af materialet er lavet af fire bibliotekarer fra Århus og Fredericia. Siden ses bedst med nedrullede gardiner en sen og mørk vinteraften. Og lad være med at besvare mystiske telefonopkald ...
www.krimisiden.dk sef

Et helt Houellebecq-liv
*»Michel Houellebecq blev født den 26. februar 1958 på La Réunion. Hans far gav guidede ture i bjergene, og hans mor var anæstesilæge. De mistede hurtigt interessen for Michel. Han har en halvsøster, som blev født fire år senere. Da han var seks år gammel, blev han overladt til sin farmor, som var kommunist og som han har sit efternavn fra. De boede sammen i Yonne, siden i Crécy-la-Chapelle. Hans farmor døde i 1978. I 1980 blev han færdig som ingeniør. Samme år blev han gift med en af sine venners søster. Han levede som arbejdsløs. I 1981 fik han sønnen Étienne. Efter sin skilsmisse førte en depression ham til forskellige ophold på psykiatriske hospitaler.« Hvis man læse fortsættelsen af denne historie om den franke successkandalesuperforfatter Michel Houellebecq, kan man gå ind på:
www.houellebecq.info/bio rl

www.sfsite.com
*Det er meget begrænset, hvad danske forfattere i tidens løb har haft af litterære ambitioner på science fiction-genrens vegne – og hvis de endelig har haft det, har læsere og anmeldere sjældent været indstillet på det. I det hele taget vil danskerne tilsyneladende meget hellere læse semirealistiske krimier end at begive sig ud på drømmerejser, gad vide hvorfor? Jeg skal ikke give mig ud for at være ekspert, men stedet at starte, hvis man vil udforske den umådeligt alsidige (både i stil og kvalitet) genre, må vel være SFsite, der rummer talrige forfattersider, anmeldelser, interviews, links og lister over både klassikere og kommende udgivelser. ML

www.ctheory.com
*Et eller andet sted mellem x-files og Jean Baudrillard render en række amerikanske forfattere og fantaster rundt og drømmer om sammensværgelser, immaterielle semiotiske rumog dromologi. Nogle af dem er vanvittigt intellektuelle, og de har fået et samlingssted i guruen Arthur Krokers webtidsskrift CTHEORY. Interviews med Paul Virillio og med Bruce Sterling, tekster af Kathy Acker og nekrologer over samme.ML

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her