Nyhed
Læsetid: 3 min.

Bestsellende bedstemor

Jean M. Auel mødte mandag aften sine læsere i Diamanten i København. Det blev til en snak om at skrive bøger – og en masse autografer
Kultur
2. oktober 2002

Forfattermøde
Den Sorte Diamants auditorium var knap halvt fyldt, da den amerikanske bestsellerforfatter Jean M. Auel gæstede København mandag aften. Til gengæld var de fremmødte trofaste læsere, der havde medbragt eksemplarer af Auels bøger og håbede på en autograf inden aftenen var omme.
Historien om neandertalerpigen Ayla er gået rent ind hos læsere overalt i verden. Og selvom sidste bog i rækken, Folket i klippehulerne, var 12 år undervejs, er interessen usvækket.
Hvis fremmødet i Diamanten siger noget om Auels store læserskare, er en Auel-læser altovervejende kvinde, men kan til gengæld være både ung og gammel. De fleste mænd var mandag aften med som påhæng.
Auels hovedperson er da også en ung utilpasset kvinde og forfatteren er blevet kaldt feminist. Og selvom Auel forsikrede om, at hun også havde en del mandlige læsere, passede beskrivelsen hende øjensynligt ikke så dårligt endda.

Forfatter ved et tilfælde
Forfattermødet var skruet sammen som en samtale mellem Auel og chefredaktør Anne Knudsen. Knudsen var i følge direktøren for Samlerens forlag Torben Madsen valgt til opgaven, fordi hun havde skrevet en positiv anmeldelse i Weekendavisen, som han karakteriserede som en æggehovedavis. Underforstået: det er ikke typisk det segment, Auel henvender sig til.
Der var ikke lagt op til en højtsvævende diskussion om litteraturens væsen mandag aften. I stedet fortalte Auel historien om, hvordan hun blev forfatter, og om hvordan man kombinerer forfatterjobbet med en tjans som mor til fem og bedstemor til 15.
Anne Knudsen forsøgte forgæves at få Auel til at løfte sløret for den videre handling, men
Auel holdt kortene tæt ind til kroppen. Det står dog klart, at læserne har mindst et bind til gode i serien og at Ayla ikke ender med at møde sin søn.
»Men hun vil få nogle flere oplysninger om ham,« kunne Auel afsløre.

Menneskelige relationer
Jean M. Auel er en trind dame på 66 år. Hun indtager velvilligt rollen som en almindelig husmor, der i virkeligheden blev forfatter ved et tilfælde i en meget sen alder.
»Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle være forfatter. Jeg troede nok snarere, at jeg skulle være læser,« forklarer hun.
Auel er kendt for at have sat sig grundigt ind i den førhistoriske tid, som fortællingen om Ayla er placeret i. Flere tilhørere mente at kunne påpege historiske unøjagtigheder i romanerne. Det afviste Auel, men pointerede:
»Andre kan have deres teorier. Men jeg er jo forfatter og kan gøre, hvad jeg vil.«
Det vandt genhør blandt publikum. Ingen ville for alvor hænge sig i en eventuel mindre faktuel unøjagtighed.
For når det kommer til stykket skal det forhistoriske miljø primært danne bagtæppe for en beskrivelse af tidløse menneskelige relationer.
Auel bruger rask væk moderne begreber som teenagere og in-laws, selvom hverken ungdomsoprør eller bryllup helt har 25.000 år på bagen.
Arrangementet i Diamanten handlede først og fremmest om at møde forfatteren på klos hold. Og i den henseende fik tilskuerne præcis, hvad de var kommet efter. Auel var hundrede procent til stede og var ikke bleg for at give gode tips om, hvordan man kommer i gang med at skrive.
»Vi får at vide, at vi skal skrive om det, vi kender. Men jeg mener, at det handler om at kende det, man skriver om. Og man kan læse sig til meget,« forklarede hun. Selv vidste hun næsten intet om neandertalere, før hun gik i gang.
Ingen måtte gå tomhændede hjem, for Auel indvilgede uden tøven i en improviseret autografseance. En af de heldige var 13-årige Sara Hamilton Claussen, der har læst samtlige Auels bøger på under et halvt år.
»Jeg kan godt lide, at hun interesser sig for det historiske. Og så synes jeg hun fortæller godt og har en spændende synsvinkel.«
En anden af de fremmødte var tidligere kulturminister og nuværende kulturchef i Diamanten Jytte Hilden, der også var synligt begejstret.
Hun har ikke læst nogen af Auels romaner endnu, men satser på at få indhentet det forsømte ved førstgivne lejlighed.
»Hun er så dejligt uspoleret. Hun taler lige fra hjertet, er velartikuleret og har humor. Her er ikke noget med anoreksi og ikke noget med Spice Girls. Der er tværtimod en person med en historie at fortælle, som man kan identificere sig med.«

FAKTA
Jean M. Auel
*Jean M. Auel blev født i 1936. Hun bor i dag i Portland, Oregon.
Auel debuterede i 1981 med Hulebjørnens klan, som var første bog i serien om Jordens børn. Senere fulgte Hestenes dal, Mamutjægerne og Rejsen over stepperne 1-2.
Det femte og indtil videre sidste bind, Folket i klippehulerne, udkom på dansk i april på Samlerens forlag. Hendes bøger er oversat til 29 sprog og har på verdensplan solgt over 34 millioner eksemplarer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her