(2. sektion)
...skriver i sin Himmerlands Beskrivelse. Og det er dén Jensen, som er en af mine danske favoritforfattere. Vejret er altid til stede i hans tekster, direkte eller indirekte, det mærker i hvert fald himmerlændinge! Opvokset med emigranterne fra hans Farsø-egn fik jeg tidligt sans for Jensens blanding af understatements og vold, pragt, ubønhørlighed. Og fordi disse emigranter var ydmyge folk, fik jeg også skærpet sansen for hans bifigurer.
Der er mange af dem, Jensen var produktiv og levede længe. En af dem er Bitte-Niels fra fortællingen Wombwell. Bitte-Niels er forældreløs, på sognet, som det hed, en nordjysk forløber til den lille Jesus-dreng i Elsa Morantes La Storia. Drengen får lov til at sidde hos en af de engelske cirkuskuske og »han sad der og smilede saa sødt og fint som Kys og Hvisken bag Døre, ja og sandelig om det lille Allemandsbarn ikke optraadte som forsonende Engel mellem hele den stride Bondebefolkning og Menageriet, dette Bud ude fra den aabne, glubske Verden!«
Og sandelig om ikke Bitte-Niels som ung mand forsvinder »sporløst til Amerika« han kan ikke klare at betale børnepenge.
Som så mange andre kunstnere den gang og nu havde Jensen de særeste idéer, men fortælleren var større end idébyggeren, så jeg læser ham som jeg hører Wagner: For den fryd, jeg finder i ord og toner.
Derfor ærgrer det mig, at Frits Andersen bruger så megen energi/ spalteplads på optrevlingen af dem. Det er som om et Jensen-regnestykke skal gå op, hvad det ikke kan, selv den mest minutiøse analyse må ende der, hvor en uforklarlig rest i Jensens himmerlandske sjæl står tilbage. Jeg forstår fascinationen, det må være som at løse en krimi-gåde under tekster og epoker, men alligevel hvor er glæden ved Jensens fortællekunst? Ved hans løver med »forgrædte Ansigter«? Frelsens Hærs orkester nær kirkegården? Kirsten Smed, som »huskede sig fra Forstanden«?
Måske er der tale om en akademisk tradition, om forsøg på amputering af tidligere læsemåder, jeg ved det ikke. Men det er synd for Jensens tekster. Som i øvrigt i henhold til Frits Andersen ikke kan kaldes klassikere, selv ikke Kongens Fald.
PS: Hvad er definitionen på en klassiker?
