Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bogkort

Kultur
10. oktober 2002

*Turèll Bølgen af genudgivelser af ellers svært tilgængelige Dan Turèll-bøger fortsætter.
Turèlls ven og biografist Asger Schnack genudgiver således nu de to små undergrundshæfter Here comes your 19th Nervous Breakdown og Lissom på sit eget forlag, Bebop. Hæfterne udkom første gang via Dan Turèlls hjemmeforlag, Soft Machine Productions i 1973; Asger Schnack optrykker som en udgivelse og i faksimile, en nødvendighed, al den stund Here comes your 19th Nervous Breakdown er håndskrevet! Mere udførlig omtale på udgivelsesdagen 15. oktober, her kan blot afsløres, at prisen bliver 200 kr.

*BLM Bonniers Litteräre Magasin, som hører til blandt Sveriges bedste magasiner, er udkommet med et pragtnummer. Der er et langt interview med den svenske instruktør Lukas Moodysson, der lige nu er aktuel med filmen Lilja 4-ever, men allerede i 80’erne var en etableret digter i Sverige – og som åbenbart var kendt for at være meget aggressiv, når han læste op. Der er også et langt essay om Pierrot-figurens historie i den franske romantik, flere stykker om den amerikansk-russiske forfatter Vladimir Nabokovs legendariske forhold til sommerfugle og, som et ekstra clou, seks nye
haikudigte af svensk lyriks store gamle mand, Thomas Tranströmer: »Och blåeld, blåeld/ reser sig ur asfalten/ som en tiggare,« lyder en af dem.

*Bændelormen er navnet på et litterært tidsskrift, der via særdeles alternative netværk blev fordelt i København og omegn sidste år. Nu er det blevet til et forlag, der har udsendt seks små hæfter med lyrik og prosa af entusiastiske digter- og forfatterspirer. Stærkest står nok Sternbergs pointerede humor i Gugu skaterdigte: »den fordrukne due hang oppe i baren og kurrede op og ned om/ kærlighed, fred og idealer lige til den lyse morgen/ sådan gik det/ sådan går det/ sådan går det altid for duen når OL er overstået.« Hæfterne kan købes for 20 kr. stykket, alle seks for 100 kr.
www.baendelormen.subnet.dk

*Nobelpris Imens nobelprisen 2002 uddeles i dag, refererer den engelske avis The Guardians til snavs om en tidligere modtager, forfatteren Camilo Jose Cela. Cela, som døde sidste år, anklages i Spanien for ikke at have skrevet sine egne bøger, men blot at gennemskrive udkast, lavet af såkaldte ghostwriters. En skandale, selvfølgelig; måske bør man huske på, at en række af 1800-tallets store forfattere – deriblandt Alexandre Dumas – gjorde brug af samme teknik.

*Hansen I næste uge udkommer et opsamlingsbind af digteren, dramatikeren og manuskriptforfatteren Bo hr. Hansens tidligere udgivelser. Det sker som paperback under titlen Bo i bogform; udgivelsen genoptrykker de tidligere udgivelser Bo nr. 2, Hjerteform, Hr. Jørgen Leger og knæk.idiot.eik og indeholder som efterskrift et foreløbigt »mini-Bo-leksikon«, der dækker bogstaverne A-K. Man finder blandt andet forfatterens kommentarer til sine egne, tidligere samlinger og opslag som »Fiasko« og »Forsmåelse« og meget andet.
Bo hr. Hansen: Bo i bogform. 243 s., 99 kr. Lindhardt og Ringhof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her