(2. sektion)
Kaare Nielsens artikel i Danske digtere i det 20. århundrede er efter min mening veldisponeret, fuld af indlevelse i og forståelse af Langes værk og må siges at leve op til sit leksikalske formål. Én undladelsessynd bør dog påtales: artiklens tavshed om Langes fortrinlige oversættelse af La Bruyère. er den i nyere dansk litteratur, der kommer nærmest til at virkeliggøre den tidløse digtning. Han lader sig hverken i sin lyrik eller i sin essayistik mase ind i nogen bestemt epoke eller tradition for slet ikke at tale om -isme. Han er hinsides det store ideologiske slagsmål og taler altid kun om det væsentlige, det væsentlige vel at mærke i poesien, uden religiøs rygdækning. Han er klart og forfriskende koncentreret om sin opgave. Sanseligheden ofres aldrig på bekostning af spiritualiteten og omvendt. Det er efter Nietzsche, og alligevel er hele kulturhistorien med i randslet.
I sin essayistik, med dens visdom og vid, dens illusionsløshed, dens bidende ironi og klare, afvisende domme over det middelmådige og det tidstypiske, hæver han sig højt op over alt skrålet. Han er i alt fald hvad essayistikken angår en af de få myndige danskere der kommer på niveau med de store udlændinge og derfor også forstår at skrive så myndigt og ubesværet om dem som han gør; de hører til familien.
En giftigt tærende selvindsigt gør illusionsløsheden så meget frygteligere. Intet holder stand, intet tåler dette altafslørende blik. Og han nærer sig af dem han portrætterer La Bruyère, La Rochefaucauld, de Vigny, Strindberg... Den eneste frelse fra fortvivlelsen er kunstværkets beskyttende form. Her er, ligesom hos Gottfried Benn tale om »intethedens formkrævende magt«. Han leder tanken hen på Kierkegaards »fortvivlede indesluttede«, om hvem det i Sygdommen til Døden hedder, at hans fortrolighed kan være dødbringende for hans fortrolige.
På dybt vand
Med er vi ude på dybt vand, derfor intet under at han aldrig er blevet hvermandseje. Det er ikke bare den almindelige fordummelse af samfundet, der fulgte på 68ernes sejr, som bærer skylden for den omfattende ukendskab til Langes forfatterskab. Det er i høj grad også kulturradikaliteten i hans illusionsløshed, som måske som hos Kierkegaard blev gennemtvungen af konsekvent refleksion og skepticisme, af »tankens lidenskab«, af den nihilistiske skepsis, som enten fører til troen eller til formen måske blot var et væsenstræk, som deles af enhver som er skabende i dag af indre nødvendighed, simpelthen fordi intet andet er muligt. Efter Guds død betyder enhver form for udvendighed nemlig kaos.
Men artiklen om og hans forfatterskab fejler intet og kan måske vække interessen for en desværre relativt ukendt stor dansk digter.
Og er der ord, man ikke forstår, eller navne, man ikke kender, så er der noget, der hedder opslagsværker. Og har man ikke råd til at købe dem, så er der stadig noget der hedder biblioteker.
