Læsetid: 5 min.

Kaster ord ud mod landskabet

Digteren Morten Søndergaard fortæller om det venlige kaos og digte, der skal udtrykke hele universet. Hans nye digtsamling udkommer på torsdag
22. oktober 2002

Litteratur
Værs’go at gå, signalerer den lille grønne mand fra lyskurven. Han er placeret på titelbladet til Morten Søndergaards nye digtbog Vinci, senere. Vinci ligger i Italien, hvor digteren har boet i flere år og bogstavelig talt gået rundt i det bevægende, store landskab. Senere er vandringen fortsat ind i bogen, og det er noget, der går igen hos Morten Søndergaard, som debuterede for 10 år siden med Sahara i mine hænder. Flere af de tidligere bøger er også lange vandringer i byen, i hukommelsen, i hjernen, på kanten af kaos.
»Jeg kan godt lide at gå i byen eller i landskabet. På et eller tidspunkt bliver man tom, og på den anden side er der altid en tanke eller en sansning, der bliver tydeligere.«
»Gangen er spændende, fordi den er så fundamental en handling for os, at den karakteriserer os som mennesker. Det er sandsynligvis den oprejste stilling, der har medvirket til, at vores bevidsthed opstod, fordi hænderne blev frie. Det betød, at vores hjerne blev større, fordi vi fik brug for at kunne beregne og koordinere bedre. Det er så blevet til symbolbehandling og syntaks i løbet af evolutionen...«
»Jeg tænker også på det at skrive som en slags gang. Hvert ord er som en slags skridt, du falder hele tiden frem i den betydning, digtet efterhånden opbygger. Hvert skridt digtet tager, også i skriveprocessen, er på en måde undersøgelse af, om det er muligt at få fodfæste. Digtet spørger: Kan man gå sådan her? Digtet er som en slags rute eller bevægelse, en tur igennem et landskab. Hvert digt er måske en lille kortlægning.«

Over for landskabet
Vinci, senere er formet som seks selvstændige sange eller suiter, og i den første del, »Landskaber«, er digteren på vandring i landskabet. Digtene svinger mellem helt enkle beskrivelser og mere kompliceret forsøg på at få svar på de ord, der kastes ud mod landskabet – i et forsøg på at opnå en form for kommunikation. Et ambitiøst projekt, hvortil man naturligt må spørge: Er det overhovedet muligt?
»Ja, det er hele spørgsmålet og den udfordring, jeg stillede mig selv. Det udsprang af en konkret følelse af at stå over for landskabet og mærke, at det var svært at gengive i ord. Men man kan også sige: Selvfølgelig kan det lade sig gøre, for digtet er der jo bagefter. Så digtet bliver en slags spor af det forsøg.«
»Hvis man skulle karakterisere min strategi, så er den at anvende tvivlen positivt. Man kan bruge tvivlen til at komme fremad. Hvis man har ryggen mod muren, så er der jo kun én vej frem. Og er man desperat nok, så løber man en større risiko.«
»Jeg vil ud, hvor jeg ikke har været før. På den måde bliver afsøgningen hele tiden tvunget ud i noget, der ikke lige er til at formulere. Men jeg tror, det er et forsøg på at aflægge sit jeg og så se, hvad der sker. Hvad er der dér, og hvordan det lyder. Det er et forsøg på at omgås kaos så præcist som muligt. Og så at skrive noget frem, der rummer en skøn erkendelse. Det har altid fascineret mig, at der skrives så ufatteligt mange digte, og at der er så mange bud på, hvad et digt er. Men når man lukker en bog, vil man aldrig sige: Nu er poesiens problem løst! Det er det spændende. På den måde bliver hvert digt et udkast til, hvordan et digt kunne være. Det bliver en lang kredsen om digtet som mulighed.«
– Og du kalder det alligevel et digt?
»Ja, men dybest set vil jeg ikke udtrykke mig selv. Jeg vil udtrykke det, digtet skal udtrykke. Og digtet skal vel i sidste ende udtrykke hele universet, altså noget, der ligger helt uden for min personlighed. Det er faktisk en enorm ambition.«
– Er det en realistisk bestræbelse?
»Det kan man selvfølgelig aldrig vide. Men mindre kan også gøre det. Problemet er, at så mange digte stiller sig tilfreds med næsten ingenting. Men sproget er jo et fantastisk instrument. Det er fuldstændig immaterielt; det vejer ingenting, og det er slebet til af vores hjerner i titusindvis af år. Det koster ikke noget, det kræver ingen energi, og hver gang man bruger et af ordene, så bliver der flere! Det er da fantastisk. Det er et stort privilegium at have sproget som udtryksmedie.«

Det venlige kaos
– Du skriver et sted, at »ord er døre, der står på klem«?
»Jeg forestiller mig, at der er et rum bag hvert eneste ord. Jeg kan have følelsen af, at et ord vil mig noget, at det trænger sig på. Så må jeg åbne det, og nogle gange kan der være et helt digt bagved. Ligesom jeg kan have fornemmelsen af, at hver linje i digtet er begyndelsen til et nyt digt, og sådan kan man blive ved med at folde ud. Det digt, der står på siden, er måske bare et valg eller snit. Det, som foregår i sprog, er langt mere end forenkling og udveksling af tomme tegn i en forskelsdannende og lukkende aktivitet. Min bog handler i høj grad om at åbne nogle døre!«
Morten Søndergaard har gennem hele sit forfatterskab været optaget af det kaotiske, hvor man ikke kan overskue sine omgivelser og sit forhold til dem. I Vinci, senere fortsætter denne afsøgning af kaos, og man kan opleve et jeg, der invaderes af andres stemmer og beskrives som »en krank af stålkugler,/ der rasler ud over marmorgulvet.«
»Der er en masse forbindelser på kryds og tværs i digtene, for eksempel mellem dyrene, kattene, mulvarpene, svalerne og gæsterne, der ankommer som en slags teatertrup og flytter ind. Der er en hel masse aktivitet rundt om jeget, og jeget bliver hele tiden skubbet lidt ud af kurs.«
– Du har tidligere talt om at føle sig på niveau med tingene?
»Det er venligtsindet kaos, der er på færde i denne bog. Flow-digtet, bogens sidste digt, handler om at acceptere kaos og måske komme overens med det. Digtsamlingen begynder med ’At’ og slutter med ’Allerede’. Det, at vi lever, og det, at vi er her i livet og i sproget allerede. Når bogen hedder Vinci, senere, så er det også en betoning af tiden og stedet, ligesom et skift i tid og sted i en kriminalroman eller i en tegneserie: Hvad er der sket, hvad skal der ske?«
»Det er skrevet i en legende stil, hvor sproget selv strækker ud, og associationerne foregår på mange niveauer. Det er en form for konstruktiv rablen eller skriven sig helt tæt på sprogets muligheder.
– Når man skriver på den rablende måde, kan digtet vel komme til at virke fremmed for læseren?
»Jo, det kan godt være, men man skal altid regne med, at læseren er klogere end én selv. Hvis jeg bare skrev, hvad læseren godt vidste, blev ingen af os jo klogere. Så der er egentlig ingen risiko ved det. Man bruger en bog til at komme videre og til at komme overens eller til bevidsthed om sig selv og verden.«

*Jakob Hansen er cand. mag. i dansk og skribent, medredaktør af kulturmagasinet Sentura

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu