Nyhed
Læsetid: 6 min.

Kvinden på vrangen

Forfatteren til den usædvanlige og bestsellende ’Catherine M’s seksualliv’ er selv forbavset over bogens verdensomspændende succes. På torsdag udkommer den på dansk
Kultur
19. oktober 2002

Litteratur
PARIS –Ved det første spørgsmål, slår den nydelige franske dame, der skjuler sig bag sit velklippede pandehår og ryddelige skrivebord, en klar, perlende latter op.
Catherine Millet, mangeårig redaktør af det velestimerede kunsttidsskrift ArtPress, har skrevet en erotisk selvbiografi, der har gjort hende til et rutineret interviewoffer verden over. I Catherine M’s seksuelle liv beskriver hun omhyggeligt gruppesex med hundredvis af mænd og en del kvinder, forklarer de minutiøse detaljer, der adskiller den ene pik fra den anden, altsammen sirligt inddelt i kapitler med overskrifter som: »Tal«, og »Rummet.«
Et sted midt i vældet af erotiske detaljer, beretter hun overraskende, at Eric, der fører den ganske unge Catherine fra det ene orgie til det andet, også var den mand, der lærte hende en stringent arbejdsmetode:
– Hvad er det for en metode?
»Den mand, der hedder Eric i bogen,« fortæller hun, stadig smilende, »udfører sit arbejde ekstremt rationelt. Det var måske også derfor, han på det erotiske område var så god til at organisere vore aftener. Eftersom jeg var ganske ung kunstkritiker, og han var nogle år ældre end jeg, lærte han mig at samle så mange informationer om en sag som muligt, og skabe et slags virtuelt landskab, man så kan flytte rundt i. Det var også sådan jeg skrev denne bog. I ugevis akkumulerede jeg minder og fandt gamle fotos frem.«
Hun griner igen og siger: »Det er virkelig spændende at tale om, det her«.
Men det er næppe denne spænding, der har ført bogen til sejrsgang verden over. De fleste anmeldere har følt sig stødt over den kolde fremstilling og endog beklaget sig over, at den ikke virker ophidsende. Ikke desto mindre har folk købt den som varmt brød, for at læse om et seksualliv, som Catherine Millet ikke selv synes, er særlig specielt:

’Sex er en mekanik’
»Jeg synes ikke, at det er en overskridende bog. Det, jeg har skrevet, er bare en sød lille overskridelse. Hvis jeg, ligesom forfatteren Christine Angot, havde skrevet om, at jeg havde været i seng med min far, ville det have været overskridende i forhold til samfundets love og moral. Der er ikke noget overskridende i at elske på offentlige steder eller med mange. Jeg ville tværtimod fortælle, at man kan være helt almindelig og have sådan en seksualitet. Jeg betragter mig selv som middelmådig, jeg tror ikke, jeg har større seksuel lyst end de fleste eller er nymfoman, jeg var bare ret disponibel, ligesom så mange andre mænd og kvinder.«
– Måske er de ganske almindelig, men Deres bog er nu ikke helt almindelig. Og selvom der står, at det er deres seksuelle liv, så handler den meget om at møde tingene og verden...
»Ja, for mig er seksualiteten overhovedet ikke et mål i sig selv. Og jeg er ikke engang sikker på, at nydelsen er formålet med sex. Man kan bruge sex til mange ting. Jeg tror sex er en mekanik. Men hvad denne mekanik bruges til, det ved jeg ikke. Jeg tror, det er forskelligt fra menneske til menneske.«
– Det lyder mærkeligt at kalde det for en ’mekanik’?
»Ja, det er sandt nok. Det er en meget ’sadesk’ (efter den franske forfatter Marquis de Sade, red.) måde at tale på. Det, som er vigtigt er, hvordan den menneskelige krop fungerer, men ganske uden formål.«
– Men det er vel ikke bare, som en bil, der kører?
»Det er nok en meget indviklet mekanik, også mere indviklet end en racerbil. Men i den store libertinske litteratur fra det 17. århundrede skal man huske på, at libertiner ikke betød, at man havde en bestemt slags fri seksualitet, men at man ikke troede på Gud. Hvis man ikke tror på Gud, tror man heller ikke, at livet har et formål, og heller ikke det, der skaber livet, nemlig seksualiteten.«

En måde at være sammen på
– Det er som om, der alligevel er en mening, der folder sig ud rundt om seksualiteten, som om den – og det beskriver De jo helt præcist – er en udsigt til landskabet?
»Man har i adskillige århundreder, både i den religiøse og den borgerlige opdragelse, betragtet forplantningen som seksualitetens formål. I det 20. århundrede blev alt det fejet bort, men i stedet har man givet den et nyt: Orgasmen. Damebladene er fulde af undersøgelser af, hvor mange orgasmer man har haft om ugen og så videre, men orgasmen eller nydelsen er lige så lidt som forplantningen seksualitetens formål.«
»Man gebærder sig hver for sig med sin seksualitet, som man nu vil og kan. Og for mig har det uden tvivl været en måde at være sammen med andre på. Min måde at være i verden på. Min ’løsning’, er helt min egen, og jeg kan sagtens forstå at andre prøver at finde ud af noget andet. Man kan godt spørge: ‘Er du virkelig nødt til at være sammen med andre seksuelt for at være sammen med andre’, og jeg kan bare svare : Ja. Eller sådan var det.«
»Jeg skrev bogen, for ikke at miste en del af livet. I årenes løb havde jeg mindre og mindre kontakt med de folk, jeg delte disse oplevelser med, og så en dag var der så langt imellem at kunne konstatere, at det var slut. Jeg havde også startet en psykoanalyse, og når man forstår grundene til, at man gør, som man gør, så virker det ikke længere tiltrækkende. Men jeg ville gerne have, at den person, som jeg kalder Catherine M. blev ved med at leve ved siden af mig. At hun ikke var blevet fremmed for mig eller fornægtet af mig.«
– Men De var vel godt klar over, at bogen ville virke chokerende på mange?
»Jeg havde skrevet kontrakt med forlaget Seuil i en serie, der anses for at være meget højlitterær og avantgardistisk, så jeg forestillede mig overhovedet ikke, at jeg skrev for et bredere publikum, jeg kunne chokere.«
– Ville De rehabilitere oplevelser fra 70’erne, som modsætning til hvordan en forfatter som Houellebecq beskriver gruppesex?
»Folk sammenligner ofte, det vi skriver. Vi ser vidt forskelligt på den seksuelle frigørelse. Hans romanpersoner søger sig selv og har svært ved at leve, de begår fejltagelser og lever i kollektiver, hvor det går galt. Jeg har oplevet de år, og jeg har slet ikke den miserable opfattelse, som han har. Men i øvrigt finder jeg Houellebecq dybt sympatisk.«
– Hvorfor har De kaldt bogen for en fortælling, i stedet for roman eller selvbiografi?
»Det er ikke fiktion, og den handler kun om et bestemt aspekt af mit liv...«
– Men der er jo mange, måske især mænd, der skriver biografier, der kun handler om deres arbejdsliv...
» ...og det er selvfølgelig også kun ét aspekt. For det meste er det i øvrigt netop den seksuelle del af livet, der ikke står noget om. Og som måske er den mest interessante del, der forklarer en hel del om resten...«

FAKTA
Catherine Millet er født i 1948. Hun er kunsthistoriker, kunstkritiker, stifter og redaktør af det 30 år gamle tidskrift for samtidskunst ArtPress og har udgivet otte bøger om moderne kunst senest »L’Art contemporain« i 1997. Var kurator for de franske pavilionner ved Sao Paulo-Biennalen i 1989 og Venedig-biennalen i 1995.
Catherine M’s seksuelle liv er solgt i 500.000 eksemplarer i Frankrig, og udkommer i 26 lande. I USA røg den som den første franske bog i 20 år ind på New York Times bestsellerliste.

*En længere version på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her