Læsetid: 6 min.

Vor læser i Havana

– hvor skriften på væggen falder af væggen
10. oktober 2002

Litterære hovedstæder
»De ved, hvordan der er en tidlig morgen i Havana,« skriver Ernest Hemingway i optakten til romanen At have og ikke have (1937), og vi læsere føler os da også straks hjemme i Havana, hvor »tiggerne ligger og sover op mod husenes mure.«
Vi kender Havana fra litteraturen, vi kender Havana som litteratur, og hvis vi – som undertegnede – har været i det virkelige Havana, jamen så ser vi byen gennem den linse, vi har fået foræret af forfattere som
Ernest Hemingway og Graham
Greene.
Havana er en forunderlig by. Det er slemt nok, når man læser skrifter på væggen, men i Havana falder skriften af væggen og ned over de tiggere, som læner sig op ad den. Byen ligger som en magisk ruinby, et moderne Pompeji, hvor udviklingen er sat i stå i 1959, det år, da Castro og hans skæggede guerilla-krigere væltede diktatoren, Batista. Tornadoerne fra det karibiske ocean suser gennem facaderne, søjlerne går i knæ under den tropiske hede, og kilometerbrede ’amerikanerbiler’ fra før 1959 hoster sig gennem de smalle gader.
Havana forfalder, men faldhøjden er enorm. Hus efter hus, gade efter gade vidner om en uovertruffen sans for arkitektur og byliv. Her er bygninger tilbage fra kolonitiden, byrum med den fineste korrespondance mellem de indre patioer og de ydre plazaer, et kompendium over stilarterne fra barok og klassicisme til historisme og art nouveau. Det er en by, som er god at flanere i, og det litterære Havana er tæt befolket med forfattere, der som flanører har gjort byen til deres egen.
En anden af de udenlandske Havana-forfattere er Graham Greene, og han fortæller i Vor mand i Havana fra 1958, at Havanas skønhed har noget at gøre med spanske kolonisatorers sans for at bygge byer:
»Hvad kunne forklare, at de britiske besiddelser (som Jamaica) altid var så usle? Spanierne, franskmændene og portugiserene byggede byer dér, hvor de slog sig ned, men englænderne lod bare byerne vokse op. Den fattigste gade i Havana har værdighed sammenlignet med rønnerne i Kingston, hvor husene er bygget af gamle olietønder med tage af gammelt jern stjålet fra en eller anden forladt bilkirkegård«.
Greene fortæller i forordet til en senere udgave af Vor mand i Havana, at han nød den fordægtigt-blakkede atmosfære i Batistas by, og at han under sine talrige besøg i byen aldrig blev der længe nok til også at stifte bekendtskab med den sørgelige politiske baggrund med vilkårlige fængslinger og tortur. Men inde i romanen fastslår fortælleren da også, at dette ikke var en by, man skulle bo i, men en by, man skulle besøge, og i et fejende panorama skitserer han, hvad det er, der gør byen så tiltrækkende:
»Den lange by lå spredt ud over den åbne Atlanterhavskyst; bølgerne slog ind over Avenida de Maceo og lagde en dis hen over bilernes vindskærme. De lyserøde, grå og gule søjler i det, der engang havde været det aristokratiske kvarter var eroderede som klipper; et gammelt våbenskjold, snavset og flosset, var anbragt over indgangsdøren til et lurvet hotel, og skodderne til en natklub var ferniserede i lyse, skingre farver for at beskytte dem mod det våde og salte hav.«

En samler af by-oplevelser
Cubas nok største forfatter, Alejo Carpentier, som i øvrigt har fået flere af sine romaner oversat til dansk, har viet et helt essay til søjlerne. Han noterer ligesom Greene, at de findes i alle farver og formater, og han skriver, at mangfoldigheden af stilarter løber sammen i en grænsesprængende stilart, som han kalder »amerikansk barok«. Havana er intet mindre end »den ultimative by hvad angår mængden af søjler«.
Carpentier ville oprindelig have været arkitekt, og i romaner som Riget af denne verden, De tabte spor, Eksplosion i katedralen og En diktators metode fornemmer man, at han realiserer sine arkitektdrømme i litteraturen. I De tabte spor, som henlægger en Marcel Proust-agtig opsporing af den tabte tid til Orinoco-floden, lader han da også fortælleren fortabe sig i spekulationer over verbet fundir – fundere eller grunde – som jo på det smukkeste sammenknytter arkitektur og tænkning:
»Siden hemmeligheden om En By var blevet mig betroet adskillige nætter før, havde jeg ikke kunnet lade være med om og om igen at kalde den frem i min erindring, fordi denne tanke tændte flere stjerner i min fantasi end navnene på de kostbareste ædelstene. At grundlægge en by. Jeg grundlægger en by. Han grundlægger en by... Det var et verbum, der kunne bøjes. Man kunne være Grundlægger af en By«.
Alejo Carpentier gennemgik som karibisk flanør i bogstaveligste forstand sin by, en samler af by-oplevelser. Som enhver samler har han nydt, at der ikke var nogen ende på de oplevelser, han kunne gøre, og han fortæller i et lille essay, at han under disse urbane lystvandringer ofte måtte spørge sig selv, »om dens skæbne ikke har været styret af eventyrlige samlere af huse, avenuer, moler, parker og offentlige bygninger, dvs. mennesker der frygter, at deres lyst skal afslutte med opnåelse af et perfekt værk«.

Havanas ’koncentriske kaos’
Reinaldo Arenas muntrer sig i en af sine romaner med en parodi på Carpentiers udfoldelser som litterær arkitekt, men han var ikke mindre optaget af byen. I Antes que anochezca (Før natten falder på) skriver han om sin ankomst til Havana:
»Byen fascinerede mig; for første gang i mit liv en by; en by hvor ingen kendte hinanden, en by hvor man kunne fare vild og fortabe sig, en by hvor det til en vis grad var sådan, at det ikke ragede nogen, hvem der var hvem«.
Arenas slutter med en erklæring om, at »jeg følte, at denne by var min by«, og da han bliver tvunget i eksil, lader han da også byen genopstå på de hvide ark i skrivemaskinen.
Helt løbsk bliver skrivemaskinen under hænderne på Guillermo Cabrera Infante, der i gennembrudsromanen Tres tristes tigres fremkalder et myldrende billede af Havana. Bogen er ikke oversat til dansk – men det er også en svær opgave. Han fortæller selv, at den engelske oversættelse for at dække sit emne måtte blive 50 sider længere end originalen.
Ej heller er hans 700 sider lange selvbiografiske roman La Habana para un infante difunto blevet oversat, men den, som er udrustet med tilstrækkelige spanskkundskaber, kan her – alene ved at lade sit blik løbe ned over siderne – bladre sig gennem 1940’ernes Havana gade for gade, hus for hus, nærmest lejlighed for lejlighed.

Lyset i Havana
Romanen starter med, at han som barn går op ad en overdådig trappe med marmortrin. Denne trappetur bliver den første af den serie af byoplevelser, som former hans personlighed. Næsten hver eneste dør, han åbner, åbner på en gang til nye lag i hans personlighed og nye erotiske oplevelser, men indvielsen til bylivet sker i et bad af neonlys:
Han beskriver det som et fosforescerende lys, der hverken kommer fra solen eller månen, men opstår
i byen og af byen, et glorieagtigt lys hvor byen renser sig for det mørke, der er på den anden side af murene.
Cabrera Infante har i bogen Mea Cuba (Mit Cuba) optrykt et essay, hvor han hylder Hemingway for med sin sætning »De ved, hvordan der er i Havana tidligt om morgenen« at kunne fremmane byen Havana badet i lys. Men han skriver også, at dette Havana nu kun kan kaldes frem i bøger, fordi Castro har lagt den virkelige by i ruiner – som nu restaureres af hensyn til turisterne. Denne læser synes nu nok, at det virkelige Havana stadig er en rejse værd, men allerhelst med det verbale Havana in mente. Et Havana kan have og ikke have...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu