Nyhed
Læsetid: 2 min.

Møde mellem kulde og ild

Jeppe Aakjær
Kultur
4. oktober 2002

(2. sektion)

Når man er født på klods hold af s hjemsted ved Karup Aa og opvokset inden for landbrug, er det nærmest umuligt ikke at have et nært forhold til dennes digtning, som viser, hvilket potentiale lyrikken har. Med Rugens Sange fra 1906 skrev han sig lige lukt ind i knolden på bønderne, længe før disse flyttede eller blev flyttet ind til byerne i store bundter. De nynnede ham under markarbejdet, de sang ham ved festerne, og de var ikke som i dag et mindretal. Indflydelsen strakte sig langt videre, og digtet om Jens Vejmands barske skæbne blev et af datidens store hits med Carl Nielsens melodi.
Som yngre digter – mange år siden, bevares – blev jeg inviteret til at møde Aakjærs datter, Solvej Bjerre, nu en ældre dame. Mødet var foranlediget af Anne Marie Mai, der ville lave en radioudsendelse om det. Det fandt sted på gården Jenle, hvor Solvej Bjerre var blevet omviser, og hvor hun som barn havde boet med sin mor og far. Det, jeg husker bedst, var hendes beretning om, hvordan Aakjær, når han arbejdede på gården, pludselig kunne smide trillebøren fra sig og løbe op på arbejdsværelset for at skrive nogle sætninger ned, »som lige var kommet til ham«. Direkte inspiration, kontant afregning.
Der var digte til enhver landlig situation og fine portrætter af mennesker. Anna var i Anders kjær, Jeg er Havren, Nu er Dagen fuld af Sang, Stille, Hjærte, Sol gaar ned... Patetisk? Til grin? Slet ikke, men selvfølgelig præget af deres tid. Sangene bruges stadig i mange sammenhæng.
Stigmatisering er for stærkt et ord, men nogle litterater har det med at holde visse forfattere ud mellem to fingre. Det er jævnligt sket med Tove Ditlevsen... og også med , som af en satirisk tegner vil kunne ses som en, der står i vadmelstøj med hatten i hånden i udkanten af den fine lyrik. Aakjær har fået sin plads, men en lille plads, i litteraturhistorien som den, der gjorde bønderne og almuen synlige – ligesom Skjoldborg indførte husmændene i litteraturen. Aakjær er mere end det.
Lotte Thyrring Andersen påpeger gentagne gange, at det især i Aakjærs omfattende prosa kniber med kvaliteten, og det er da så sandt, men også en følgevirkning af, at forfatterne dengang mere end i dag skulle klare sig på markedets betingelser. Også Johs. V. Jensen skrev tvivlsomme føljetoner til ugebladene, men får han revet det i næsen?
Lad os lige repetere Møllehave-doktrinen: En forfatter bør bedømmes på det bedste, han eller hun har skrevet.
Aakjær skrev om og til livet og tiden, og af hans prosa, især romanen Vredens børn, sprang en stor, social debat om landproletariatets kummerlige vilkår. Det må også have en plads i værdiparameteret. Det agitatoriske er ikke kun et negativ, og Lotte Thyrring Andersen letter da også på hatten og leverer alt i alt en redelig læsning, hvor hun ikke tamper løs på den stakkels digter og bonde, der havde gældsproblemer. Hun fremhæver hans erindringer som hans bedste prosa. Enig. Og hun nævner den præcise iagttagelsesevne og sanseligheden, et møde mellem kulde og ild, overblik og passion.
Man kunne med lige så stor vægt nævne den særlige stemning i digtene. Det var jo netop den, han var en mester i at fremmane.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her