Læsetid: 3 min.

Mod moralens forfald

11. oktober 2002

(2. sektion)

Frankrigs premierminister, Nicolas Sarkozy, er gået ind i en sag om romanen ’Rose Bonbon’. Bogen risikerer at blive forbudt for mindreårige

Frankrig
Kan man forbyde en bog? Skal man forbyde en bog? Og er der forskel på, om man beskriver pædofile handlinger med billeder og ord? Den franske debat om erotik og pornografi har hidtil primært fjernsynsmediet, men er nu nået til litteraturens verden.
Romanen Rose Bonbon har udløst en heftig debat om, hvad man kan tillade sig på skrift. Forfatteren Nicolas Jones-Gorlin har skruet Rose Bonbon sammen som en ikke-angrende pædofils indre monolog, og det har vakt harme.
Den højreorienterede regering er velvilligt gået ind i sagen. Det er den regering, der blev valgt på at ville bekæmpe usikkerheden, et samlebegreb, som dækker alt fra indvandring over arbejdsløshed til bandekriminalitet. Og nu også moralsk forfald i bredere forstand.

Den stærke mand
Flere ministre har allerede forholdt sig til Rose Bonbon- sagen. Familieminister Christian Jacob har taget afstand fra værket og kaldt den for en »pædofiliens apologi.« Til gengæld udtalte kulturminister Jean-Jacques Aillagon i Le Mondes spalter, at han var imod »alle former for censur af litterære værker.«
Nu har regeringens stærke mand, indenrigsminister Nicolas Sarkozy, skåret igennem. Han har tidligere forsøgt at løse problemerne med kriminalitet i forstæderne ved at bevæbne nærpolitiet med specialudviklede flash-ball-pistoler, der uskadeliggjorde de kriminelle uden at være dødbringende.
Den 30. september sendte han et anbefalet brev til forlaget Gallimard, hvori han fremhæver, at »forfatteren gentagne gange i romanen fremstiller voldsomme handlinger over for børn som værende naturlige og legitime.«
Ministeren anfører videre, at »sådanne fortællinger har en karakter, som kan chokere mindreårige, der måtte købe eller på anden vis få adgang til pågældende værk.«
Forlaget har nu mulighed for at levere yderligere oplysninger, de måtte finde relevante for sagsbehandlingen. Hvis svaret ikke tilfredsstiller ministeren, har han med hjemmel i en lov fra 1949 mulighed for at træffe en eller flere af tre foranstaltninger:
*Han kan forbyde salget af værket til mindreårige.
*Han kan nedlægge forbud mod, at værket udstilles, så det er synligt for offentligheden.
*Han kan forbyde reklame for værket.

Kraftig reaktion
Der står sagen nu. Men alene det faktum, at Sarkozy er gået ind i den, har fået flere skribenter til tasterne.
Den 4. oktober skrev Jacques Amalric i en leder i Libération, at »hvad enten Nicolas Sarkozy kan lide det eller ej, så findes der ikke god og dårlig censur. Enten er der censur, eller også er der ikke censur. Enten er der frihed til at skrive og offentliggøre – selv romaner der får det til at vende sig i læseren – eller også er der en permanent fare for en vilkårlighed, der styres af tidens tendens. At foregive, at der findes en tredje mulighed, er en narresut.«
Le Monde er på samme linje i en leder, som minder om, at censur kun bør finde sted i helt exceptionelle situationer. Lederen henviser til fortilfælde som Sade, Georges Bataille, Henry Miller og William Burroughs for at tale imod en censurering af Rose Bonbon.
»Set i bakspejlet forkommer sådanne forbud lige så malplacerede som det 19. århundredes processer mod Baudelaire eller Flaubert. Selvom Nicolas Jones-Gorlin ikke har samme kaliber som disse tinder i den franske litteratur.«

Moralsk oprustning
Rose Bonbon-sagen er et udtryk for en generel moralsk oprustning. Flere organisationer på højrefløjen har i årevis sagsøgt diverse kunstnere, som havde forbrudt sig mod den gode tone. Det lykkedes at få forbudt Virginie Despentes Baise-Moi (Knep mig), Michel Houellebecq har fået et sagsanlæg på halsen. Instruktøren Cyril Collard (Vilde Nætter) og Serge Gainsbourg (med sangen Lemon Incest) har også haft problemer.
Kort efter Rose Bonbons udgivelse modtog forlaget Gallimard en skrivelse fra foreningen l’Enfant Bleu, som anmodede om, at romanen ikke blev distribueret.
På daværende tidspunkt var halvdelen af førsteoplaget allerede solgt, men forlaget løb ingen risiko og fastfrøs salget. Det blev senere genoptaget, men bogen var nu pakket ind i plastik og bar en advarende tekst på forsiden:
»Rose Bonbon er en fiktionstekst. Der kan ikke drages paralleller mellem en imaginær pædofils indre monolog og en apologi for pædofili. Det er op til læseren frit at danne sig en holdning til denne bog og vælge at anbefale eller fraråde læsningen, holde af den eller hade den.«
I det omfang debatten overhovedet har handlet om bogens litterære kvaliteter, har de fleste hadet den.
Dengang Rose Bonbon blot var en bog og ikke en sag, vendte de fleste anmeldere tommelfingeren nedad. Måske derfor var salget lang tid om at lette – men bogen har nu indhentet det forsømte. Til dato har den solgt omkring 10.000 eksemplarer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu