Læsetid: 4 min.

’Nå, men så kom der en bjørn…’

Til bogpræsentation i Eventyrernes Klub, hvor en ny generation er rykket ind, og fortællekunsten er i centrum
2. oktober 2002

Eventyrernes Klub – det var da noget i gamle dage, var det ikke? Navne passerer revy for ens indre øje: Gitz-Johansen, Clauson-Kaas,
Hakon Mielche, Jørgen Bitsch, Jens Bjerre … Nogle af dem rejste ud, opsøgte menneskeædere og kom hjem og viste lysbilleder på provinsens hoteller eller andre steder, hvor folk ville opleve gyset og suset.
Klubben eksisterer stadig – med 110 medlemmer – og kunne i går præsentere en ny bog i sine lokaler i Nyhavn, prydet med isbjørneskind, antilopehorn, stødtænder, buer, spyd, fredspiber og andre til globetrotterfaget hørende trofæer.
»Men det er noget andet i dag, hvor alle kan rejse både her og der og alle vegne,« siger John Andersen, der som tidligere formand er den, der byder velkommen. »Derfor er evnen til at fortælle det vigtigste, når der skal optages nye medlemmer.«
– Hvad var din adkomst til klubben?
»Jeg gik over indlandsisen som ung.«
– Uden at falde i?
»Det kom først senere…«
Der er tradition for mange Grønlandsfarere i klubben, og John Andersen kan forresten lige fortælle, at der er ved at blive optaget en international film om den grønlandske krig, som ikke mange har hørt om, mellem 12 tyske soldater og 12 danskere under Anden Verdenskrig. Den varede halvandet år, og to blev dræbt. Den danske flok blev begyndelsen til Sirius-patruljen.

Kvinder forbudt
Vi sidder ved det runde bord, hvor eventyrerne mødes på tirsdage for at fortælle hinanden nye historier. I tidens løb har mange ridset deres navne i bordpladen.
»Peter Freuchen tog i 1938 initiativ til klubben, og dengang var to kvinder med,« siger John Andersen. »En af dem var Estrid Bannister Good, modellen for Frantz-Jacobsens roman Barbara, en bedårende kvinde, som havde rejst meget i Østen, og som de sidste 20 år boede i Irland, men engang imellem dukkede op ved vore møder – hun døde først i 1999.
Nå, men efter 10 år fandt man i Eventyrernes Klub i New York ud af, at vi havde kvinder med, hvilket ikke var efter reglerne. Dem, der var, fik lov at blive, men vi måtte ikke tage nye ind, og det har vi ikke gjort.«
– Lidt utrendy i vore dage?
»Ja, heldigvis. Så undgår vi alle de intriger, der opstår, når Jørgen løber med Jens’ kone, osv. Det er ikke mange steder, mænd kan samles alene...«
Nej til shampoo
Birthe Thagesen, inviteret i dagens anledning, er helt enig. Hun er formand for Danske Kvindelige Æventyrere fra 1954, der har et par og fyrre medlemmer. Det er godt, at man er adskilt i to foreninger.
– Hvorfor?
»Fordi mænd og kvinder rejser forskelligt. Mænd vil gerne se sig selv i helterollen som Akilles i sin tid. Kvinder tager noget af hjemmet med – i symbolsk betydning eller f.eks. billeder af børn og børnebørn.«
Noget der har gjort indtryk på Birthe Thagesen har været at komme til meget primitive kulturer og opleve, at kvinder overalt i verden har noget til fælles.
»Men engang – det var i Rajahstan – ville jeg forære en fattig kvinde en flaske shampoo. Hun ville ikke ha’ den. Hvorfor? Fordi hun ikke havde brug for den. Man vasker hår i kogødning og grus … og så kommer man jo til at tænke over vores forbrugersamfund.«

Klanfolkenes bevis
En ’ny generation’ er forlængst rykket ind i klubben … Jan Stage, Jens Nauntofte, Ib Michael og Troels Kløvedal. Men af gode grunde kommer mange af dem ikke så tit: De er ude at rejse. Således kunne USA-fareren Jacob Holdt ikke komme i går, fordi han skulle til Næstved.
Det kunne mange andre fortællevillige medlemmer. En af dem, billedkunstneren Barry Wilmont, kunne bl.a. berette om, hvordan han i 80’erne fik mulighed for at rejse ind i lukkede områder i central-Australien til Aranda- og Pitsantjara-klanerne, hvor et råd af kvinder havde godkendt hans projekt: At samle legender – forfatteren Bruce Chadwick havde lige været der. Wilmont optog i timevis af bånd uden at forstå et ord, så til oversættelsen fik han hjælp af en ekskommunikeret katolsk præst, der var blevet eneboer i ørkenen, fordi han var blevet anklaget for mordforsøg på en kendt sagfører.
Nå, men klanfolkene havde gjort krav på et område med hellige steder og sang(!) som bevisførelse for, at der engang havde været bevingede krybdyr i området, som optrådte i deres legender. Den købte højesteret i Sydney ikke, men måtte gi’ sig, da der pludselig kom et bjergskred, som åbenbarede aftryk af
dyrearten.

Dusørjæger og sporhund
Biologen Eske Willerslev er med sine 31 år et af de yngste medlemmer. Han har været på flere ekspeditioner for Moesgaard-museet uden for Århus. På en af dem besluttede han spontant at blive – og slog sig ned som pelsjæger. Han boede i telt eller bjælkehytte, nogle gange sammen med andre, men han jagede altid alene og skød rensdyr, elsdyr, zobel og bjørn. Han fortæller:
»Engang var jeg ved at fryse ihjel … og så forekom det mig, at jeg pludselig hørte stemmer eller rettere: Jura Volkofskis stemme. Han var en slags spøgelse. I levende live havde han guld i alle sine tænder, fordi han jagede flygtende straffefanger i dette det mest barske område for Stalins fangelejre. Han var dusørjæger, men trak også altid guldet ud af fangernes tænder. Med sig til at opspore dem havde han en adoptivdreng, der var autistisk og kunne lugte sig frem til fangerne, hvorfor han gik under navnet Sporhunden.«
»Nå, men så fandt han en dag drengen med halsen skåret over. Så trak han sig tilbage, blev ramt af handra, en slags sindssyge, og en dag fandt man ham, frosset ihjel. Men han vandrer stadig rundt som spøgelse, og det var ham, jeg oplevede i min vildelse…«
Eske Willerslev har også været ved at blive spist af en bjørn, og det fortæller han – som en af 24 bidragydere – om i bogen fra forlaget Forum. Den hedder Eventyrernes Klub – 24 fortællinger fra Det runde bord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu