(2. sektion)
s betydning som sprogligt åndedrag som kloning mellem trækharmonika og ærkeengel i 60ernes danske litteratur kan formentlig ikke overvurderes. Ikke fordi det kan ses særligt tydeligt hos nogen af periodens yngre kollegaer (den gang var alle yngre end ), men han stod i mange forfatteres og andre læseres bevidsthed både som fornyer og bekræfter, som skaber og opløser, som realist og fantast.
Han ankom som en tordennøgle ude fra havet og bevægede sig ind mod land, dér hvor vi andre befandt os, delt op som os selv »ved siden af hinanden og adskilt fra hinanden hver for sig i flokken« for at bruge et -citat.
Syv skilderier fra 1962 oplevede jeg som en åbenbaring og et måltid. Jeg var 22 år den gang og var debuteret året før. Jeg slugte hans prosa med hud og hår, og jeg skal love for, at det gjaldt om at have et godt synk, for pelsen på den prosa var tyk og strid og kroppen inde under skælvede og pulsede. Men man åd den. Gylpede noget af den op som den ko, man var, men så slugte man den en gang til. Og i løbet af 60erne kom flere samlinger Menneskelinien og Menneskekår store tætvævede cykliske fortællekredse om mennesket som det skæbnefikserede dyr, det er.
Omkring en kerne af ro, stilstand, forløsning og i virkeligheden også opløsning foregår en mængde ryk og bevægelser anende, åndende (centrale Dam-ord). Ofte er det kvinden/kvinderne, der udgør kernen og manden/mændene, der udfører tropismerne. Det var , der en gang skrev »Manden er en race, der hele tiden uddør« og dermed fik han sagt ikke så lidt om kvinden.
Martin Deichmanns artikel om s forfatterskab i Danske digtere i det 20. århundrede er inspireret og kaster gode lys, også ind over Dams forrygende roman fra 1934 Så kom det nye brødkorn, et hovedværk i det 20. århundredes danske prosa. Men hvorfor holder artiklen så brat op, da Deichmann når frem til 60erne? Har han mistet pusten dér hvor i sit sidste tiår rigtigt ånder ud og ind? Eller er der forsvundet nogle sider op i folderne på redaktøren?
