Læsetid: 5 min.

Min roman er som et måltid

Der skal være et nærmest erotisk forhold mellem forfatter og læser, siger den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, der lader sex og ikke mindst mad spille en stor rolle i sin gennembruds-roman ’Korrektioner’
19. oktober 2002

Litteratur
Jonathan Franzen er 43 år og godt forkølet på den store forfattertur verden rundt i hælene på sin enorme hjemlige succes med den i enhver forstand store roman Korrektioner – en 609 siders dybt gribende og vittigt samfundskritisk saga om den midtvestlige familie Lambert og dens fem medlemmer.
Franzen er en venlig, eftertænksom mand, som selv stammer fra en god gammeldags midtvestlig familie. Han har svenske rødder, og fra han var purung har han vidst, at han ville være forfatter.
Han blev gift lige fra college med en kvindelig forfatter-kollega – og mens han skrev sine to første bøger, levede de to unge skribenter et totalt puritansk arbejdsliv – sad 20 meter fra hinanden og skrev seks timer hver dag, mens de brugte aftenerne på at læse verdenslitteratur.

Lidelse som brændstof
Han så ikke meget til familien i de år, ja kunne næsten ikke holde ud af være i stue med sin mor fra han var 12 til han var midt i 30’erne, fordi hun ikke kunne acceptere, at han ville være forfatter, har han fortalt.
– Det endte med en smertelig skilsmisse og næsten samtidig mistede du din far – der led af Alzheimers – og din mor blev syg. Du blev berørt af virkeligheden, af sorg og smerte – og kom i gang med »Korrektioner ?«
»Ja, det er rigtigt, men jeg har reservationer over for opfattelsen af, at en forfatter skal skrive på personlig lidelse. Jeg mener, at følsomhed og evne til at indleve sig i andre menneskers lidelser kan erstatte personlig erfaring«.
»Her i vinter fik jeg endelig læst Thomas Manns Buddenbrooks. Den afsluttede Thomas Mann, da han var 25, og alligevel har han evnet at skildre familien og dens frygtelige skuffelser, så det bragte tårerne op i mine øjne.«
»Det er altså ikke så enkelt, men jeg har da oplevet, at jeg har undervist 19-årige unge mennesker, der har haft svært ved at forstå Tjekhov, fordi de aldrig selv har oplevet at lide nederlag,« siger Jonathan Franzen – som i øvrigt er en intens beundrer af 1900-tallets store russiske forfattere.
Korrektioner er solgt i et par millioner eksemplarer i USA. Dette tætte portræt af en amerikansk familie splittet mellem verden af i går med dens falmende værdier og en moderne tids korrektioner, har i modsætning til Franzens to første bøger ikke megen ydre handling, intet plot, ingen snedige konspirationsteorier.
Hele dramaet udspiller sig i personernes indre, i f.eks. den demente fader og tidligere hustyran Alfreds ydmygende, skjulte kamp mod Parkinsons syge og omkring de tre meget tidstypiske børns store seksuelle og identitetsmæssige problemer.

Sympati for Nixon
»Det gav mig selvfølgelig et problem. Kunne jeg fortælle en virkelig interessant historie alene gennem de menneskelige karakterer,« erkender Jonathan Franzen.
»Jeg læste meget og fandt ting, jeg kunne lide – f. eks. Robert Coovers skildring af Richard Nixon i romanen Public Burning, der handler om henrettelsen af Ethel og Julius Rosenberg.«
»Nixon sidder altid i kabinetsmøder med mænd i fine habitter – og denne Richard Nixon, som jo er en forfærdelig person, totalt kynisk kalkulerende, tænker ting som ’Hvorfor er de ikke parate til at spise frokost. Jeg er dødsulten.’ Eller ’Hvorfor er der ingen, der synes at svede – kun jeg har disse enorme halvmåner af sved under armene’.«
»Man kommer faktisk til at elske denne frygtelige fyr – bare fordi han er sulten, fordi han sveder – det tiltrak sig min opmærksomhed.«

Romanen er serveret
– Og man kommer altså til at elske familien Lamberts medlemmer netop på grund af deres åbenlyse svagheder. Men også sex spiller en stor rolle i bogen – og mad har en næsten rituel betydning?
»Ja, mad betyder faktisk en masse i bogen. Jeg har mine egne metaforer, som jeg prøver at fremme – og en af dem er, at jeg synes, der bør være et lystbetonet, nærmest erotisk forhold mellem læser og forfatter.«
»Jeg ser mig selv som en, der tilbereder en slags måltid for læseren – med alle de muligheder og indskrænkninger, det indebærer at lave en stor, men ikke for stor, og varieret, men ikke for varieret middag.«
»I den amerikanske udgave af bogen er ordene ’a novel’ trykt henover den mægtige kalkun, der på forsidebilledet bliver serveret for familien. Det, der serveres, er en roman.«

Den puritanske klub
Franzens bog kan opleves som et svar på den altdominerende tv-kultur, der for nogle år siden fik ham til at slå alarm på bogens og forfatternes vegne i et omdiskuteret essay i Harpers Magazine.
Forfatteren var en truet art, nedvurderet i forhold til fortidens store navne – og den store roman stod foran sin død. Den kunne ikke konkurrere med tv-mediets tilbud på underholdning og soap.
– Men nu skrev du alligevel en stor roman, som både er underholdende som soap og stor litteratur. Du har serveret en middag, der rummer såvel vægtige retter som lette sorbeter. Gjorde du det som et modspil til tv-kulturen?
»Jeg burde have visse forudsætninger for det, for jeg kommer jo fra det egalitære Midtvesten, og jeg kan lide mennesker. Jeg prøver at skrive for mennesker og ikke for andre forfattere. Men det er mit helt personlige valg.«
»Men jeg vover da at sige, at der siden Anden Verdenskrig har været en tendens i litteraturen til at svare på den skrumpende interesse for bogen ved at blive endnu mere puritansk og lukket. Psykologisk tror jeg, at programmet var at skabe en eksklusiv klub, der fik folk til at spekulere over, hvad der foregik bag den lukkede dør og prøve at slutte sig til den.«
»Problemet var bare, at folk sagde ’Gå ad Helvede til’. De foretrak filmen og fjernsynet. Så efter at vi nu har haft den oplevelse i en generation, er der måske en del, der er begyndt at tænke om igen.«

Svensk stædighed
»Jeg ville også være virkelig dårlig til at lave fjernsyn og en dårlig filmskaber, for jeg voksede op som et temmelig lykkeligt barn af ældre forældre og tilbragte en mængde tid alene, som jeg brugte til at læse.«
»Desuden har jeg arvet en særlig svensk stædighed fra min far – som har arvet den fra sin far, der var uafhængig entreprenør. Min far arbejdede for andre virksomheder, men det var han faktisk ked af – han sagde altid, at han aldrig skulle have arbejdet for andre. Så ingen af hans tre sønner har arbejdet for andre end sig selv og jeg er en meget uafhængigt tænkende person, der godt kan lide at arbejde alene.«
– Aviserne har gjort en del ud af, at du i årevis isolerede dig i et mørkt værelse og havde ørepropper og endda bind for øjnene, mens du – med blindskrift, forstås – skrev ’Korrektioner’?
»Det passer ikke. Folk misforstår somme tider min form for ironi. Jeg er bestemt ikke en så plaget person, men for at skrive må man i perioder isolere sig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu