Læsetid: 3 min.

Rushdie rykker ind i Houellebecq-debatten

Retssagerne kører i det litterære Paris: branderter, tærtekastere og stjerner er i vidneskranken
3. oktober 2002

Litteratur
Drama og skandale: Den litterære salon i Paris er flyttet ind i retsbygningerne. Nogle forfattere er under tiltale, andre kommer for at vidne.
Den 19-årige belgiske forfatter Noël Godin er anklaget for at have smidt en ananastærte i hovedet på præsidentkandidaten Jean-Pierre Chevénement.
»Genkender De disse fakta som præsenteret for dem?,« spurgte retspræsidenten forfatteren. Som svarede:
»Ja, det gør jeg. Jeg påtager mig det fulde ansvar for ’tiltærtningen’ af denne verdens tåber.«
Den niende oktober indledes en anden celeber proces. Den jødiske journalist Oriana Fallaci har igen præsteret at overgå sine egne ekstremer:
»Når de beder fem gange om dagen, lever Allahs børn livet med enden i vejret.«
Hun har skrevet bogen Raseri og Stolthed, som lancerer den tese, at begivenhederne den 11. september afslørede islams sande ansigt. Fallaci anfører, at ’muslimer formerer sig som rotter’.
Skribenten Bernard Henri-Levy sammenligner Fallaci med den paranoidt antisemitiske modernistiske forfatter Céline:
»Det er værre end Céline og blottet for hans talent.«
Det lykkedes ikke Forening for Anti-racisme og Venskab i Frankrig at forbyde oversættelsen af Raseri og Stolthed. Men nu går de i retten.

Som Sokrates
Men som det franske ugeblad Le Nouvel Observateur understreger:
»Midt i den verserende juridiske hit-parade er det sagen mod Michel Houellebecq, som stråler over dem alle.«
Houellebecq er som bekendt under anklage for at kalde islam ’den dummeste religion.’ Processen mod Houellebecq har udviklet sig til et teater.
»Skål!,« sagde den spanske forfatter Fernando Arrabal fra vidnesskranken. Da han elaborerede sin i forvejen imponerende brandert med lange mellemværender med en medbragt lommelærke:
»Jeg drikker på jeres helbred.«
Da Arrabal blev bedt om at oplyse sit erhverv, proklamerede han: »Fodgænger. Jeg er fodgænger.«
Inden han drak videre, nåede han at drage paralleller mellem Houellebecq og Sokrates, som foran det athenske tribunal blev tvunget til at tømme bægeret med dødbringende skarntydesaft.
Houellebecq selv var overraskende ædru. Han kiggede ned, pillede i sit skjorteærme.
Mens til gengæld forfatterstjernen Phillipe Sollers var ude i den store retorik. Han forsvarede ytringsfriheden. Og kritiserede udgangspunktet for retssagen:
»De eneste mennesker, der kan blive chokeret af Michel Houellebecqs udtalelser, er dem, der ikke er vant til at leve i et sekulariseret samfund.«

Ind i sagen
Salman Rushdie har hidtil ikke udtalt sig om sagen mod Houellebecq. Selvom og måske fordi han selv efter udgivelsen af De sataniske vers blev udsat for en fatwa, har Rushdie holdt sig tilbage:
»Jeg har prøvet ikke at skrive om Houellebecq, fordi alle forfattere, som i øjeblikket kommer i konflikt med de ømskindede forsvarere for muslimske helligheder, efterhånden bliver tvunget til at gå med en hat, hvor der står: ’Jeg er den nye Rushdie.’«
Det er ifølge Rushdie uhensigtmæssigt for forfattere og for ham selv:
»Jeg hader at se mit navn gjort til slogan.«
Men nu hvor de største moskeer i Frankrig, verdens islamiske liga og foreningen af franske muslimer på et for Rushdie utroligt tyndt grundlag har valgt at føre sag imod Houellebecq, er ’alle gode mænd forpligtet til at tage Houellebecqs parti.’
Rushdie bemærker alle dem, der ikke har gjort det: Venstreorienterede forfattere beskylder Houellebecq for at være ’vulgær’, menneskerettighedsorganisationer kalder ham ’islamofob’, og hans eget forlag har taget afstand fra den anklagede forfatter. Houellebecq bliver mistænkt for at bedrive ’selviscenesættelse.’ Men som Rushdie bemærker, har Houellebecq bosat sig på en afsides irsk ø langt væk fra den franske presse. Og dertil svarer folk, at det gør han bare for at slippe for at betale skat.
Rushdie melder sig i debatten for at rehabilitere »en af vores fineste forfattere«. Det er ikke den islamiske anklage, som for Rushdie udgør den afgørende »trussel mod Houellebecqs fremtid.« Det er derimod den konsekvente mistænkeliggørelse fra dem, der burde være på hans side. Rushdie henvender sin kritik til dem, der også har anklaget Houellebecqs værk for islamofobi:
»Hvis forfattere ikke må skildre nazister og fanatikere uden selv at blive anklaget for at være nazister eller fanatikere, kan de ikke gøre deres arbejde ordentligt. Det er om Houellebecqs seneste roman Platform ganske rigtigt blevet sagt, at det er den, man skal læse for at forstå bagsiden af Frankrig; det Frankrig, der gav venstrefløjen et slag i ansigtet ved præsidentvalget. Det er det Frankrig, hvis utilfredshed og fordomme den ekstreme højrefløj har udnyttet. Platform er en god bog, og Houellebecq er en god forfatter, som har væsentlige ting på hjerte. Hverken ham eller hans bog fortjener at blive rullet i tjære og dyppet i fjer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu