Læsetid: 6 min.

Russisk sladder

En samtale med John Ashbery om kinesisk hvisken, russisk sladder og amerikansk poesi
10. oktober 2002

Litteratur
NEW YORK – Den amerikanske digter John Ashbery hører til den eksklusive skare af forfattere, der hvert år på denne tid nævnes som favoritter til at modtage Nobelprisen i litteratur, der uddeles i dag. I år fylder han 75 og har som fødselsdagsgave givet sig selv et krydstogt med Queen Elizabeth II over Atlanten, dels for at kunne komme til London, Paris og Lyon for at læse op, dels for at mindes, hvordan han som yngre ofte sejlede frem og tilbage mellem New York og Frankrig, hvor han boede 1955-1965. Nu bor han i en af Manhattans gallerigader i en stor, lys lejlighed fyldt med malerier af nogle af de kunstnere, han har kendt gennem mange år. Før han tog af sted, nåede vi at møde ham dér til en samtale om inspirationen fra de andre kunstarter og hans snart 50-årige karriere. Til den lange værkliste bliver om kort tid føjet endnu en digtsamling: »Den hedder Chinese Whispers. Jeg har en korrektur liggende her...«
– Den ligner de seneste par bøger...
»Ja, det er den også – mere af det samme... der er lidt flere prosadigte. Det er tilsyneladende moderne lige nu. Chinese Whispers er et udtryk, som er fuldkommen ukendt her i USA. Det er britisk, og det er navnet på den leg, hvor man hvisker noget til sin sidemand, som så hvisker det videre til sin sidemand, og når det har været hele værelset rundt, er der kommet noget helt nyt ud af det. I Amerika kalder man det bare yderst prosaisk ’telefon’. I viktoriatidens England kaldte man det også ’russisk sladder’. Det er selvfølgelig også i en mere generaliseret betydning et udtryk for historier i omløb. Der er jo den her fornemmelse af at høre noget og misforstå det og sige det videre, som måske er karakteristisk for mine digte.«

Et flop
Siden 1953 har Ashbery udgivet ca. 20 digtsamlinger, som ofte beskrives som mystiske eller ligefrem uigennemtrængelige med deres springende logik. I 1973 fik han sit store gennembrud, da han modtog Pulitzerprisen for Selfportrait in a Convex Mirror – alligevel er han stadig kendt i vide kredse som digteren med de uforståelige digte.
– Synes du selv, dine bøger er meget anderledes nu, end de var i begyndelsen?
»Det er de selvfølgelig, men det er svært at sige på hvilken måde. I de sidste 20 år har der ikke været så stor forskel på dem. Den eneste radikalt anderledes bog var vel min anden, The Tennis Court Oath. Jeg kunne egentlig godt lide den første bog, jeg havde skrevet, Some Trees, men jeg syntes ikke bare, jeg kunne fortsætte, jeg måtte videre og lave noget andet, så jeg lavede en masse eksperimenterende ting, som ofte ikke var videre succesfulde, og jeg havde egentlig slet ikke tænkt mig, at de skulle trykkes og offentliggøres. Jeg troede sådan set aldrig, at jeg ville få mere end den første udgivet – da den nu var det flop, den var. Folk tror, jeg var en øjeblikkelig succes, men den første bog blev altså bare trykt i 800 eksemplarer, og det tog otte år at sælge dem. Den anden er underlig, og der er nogle digte i den, som egentlig bare er eksperimenter, der nok burde være udeladt, men når jeg nu fik chancen for at udgive en bog mere, måtte jeg jo putte det i den, jeg havde! Og så har jeg siden bevæget mig i den anden retning og har forsøgt at få tingene til at hænge mere sammen. Jeg er ikke sikker på, hvor jeg egentlig er nu. Nogle gange svinger jeg tilbage til den mere eksperimenterende skriven, og andre gange får det en mere blød og sammenhængende beskaffenhed.«

Kilder til inspiration
I begyndelsen af sin karriere var Ashbery sammen med blandt andre digterkollegaen Frank O’Hara en del af det kunstnermiljø, som både i poesien og malerkunsten fik hæftet mærkatet ’New York-skolen’ på sig.
Jeg spørger ham, om han stadig har nære kontakter til malerne.
»Ja. Jane Freilicher, som har malet det, der hænger der blandt andre, er en af mine bedste venner. Ligesom Larry Rivers var, indtil han døde for nylig. Alex Katz, den nye bog har et omslag med et billede af ham. Jeg havde egentlig håbet at kunne bruge et billede af maleren Edward Dickinson, men hans datter vil ikke lade folk bruge dem til bogomslag. Han er ikke særlig kendt, men han er faktisk en meget finere maler end Edward Hopper. En slags surrealist, der er en udstilling af ham, der åbner hos Tibor de Nagy den her uge eller den næste. Jeg skrev et essay om ham i Reported Sightings lige efter, at jeg havde skrevet om en Hopper-udstilling, og det fik mig til at tænke på, om vi amerikanere virkelig ved, hvem vores store malere er?«
– Så hvordan virker det, bliver du inspireret af at se på billeder?
»Ja, det har en ret direkte virkning på det, jeg laver, kan man vist sige. Jeg var kunstkritiker eller journalist i så mange år og har gået rundt på utallige udstillinger og museer, og derfra stammer vel bestemte billeder, indre billeder, der kommer op til overfladen, når jeg skriver. Men den største inspiration kommer nu nok fra musikken. Alle slags musik, men især avantgardemusik fra det 20. århundrede. Stefan Wolpe f.eks. en østrigsk komponist, som flygtede til USA. Han ville være fyldt 100 i år, så nu bliver der endeligt lagt lidt mærke til ham. Eller italieneren Scelsi. Og så har jeg ogsa en forkærlighed for den sene romantiske musik fra det 19. århundrede. Jeg startede med at samle på plader, da jeg var 15. Min første plade var Brahms’ 1. symfoni.«
– Ville alle andre ikke have købt jazzplader på det tidspunkt?
»Jo, jeg var sær på den måde. Jeg har aldrig rigtig sat pris på jazz.«

Ting der henfalder
– Så var det derfor, du ikke kunne blive en rigtig beatdigter?
»Jeg var aldrig under nogen omstændigheder blevet beatdigter!
– Men du lytter altså til de her plader, mens du skriver?
»Ja, jeg ved ikke, hvad det er, det gør. Måske virker det først og fremmest ved at fjerne opmærksomheden fra, hvad det nu end er, jeg skriver om. Det synes at være en god ting ikke at være alt for opmærksom på det.«
– Det adskiller dig fra en række af dine lidt yngre amerikanske kolleger, dem, der betegnes languagedigtere?
»Languagedigterne er meget didaktiske, og de minder mig på den måde ret meget om surrealisterne, som opstillede et regelsæt og lod nogle være med i gruppen og andre blev ekskluderet. Og de minder også om dem på en anden måde, nemlig ved at de bliver mere interessante, efterhånden som barriererne begynder at falde sammen. Så kom de folk, der ikke var rigtig hardcore surrealister, frem på scenen og udvandede budskabet. Det er, hvad der sædvanligvis sker, tror jeg, og så bliver tingene ligesom radioaktivt materiale, der henfalder, og det gør det mere interessant. Ting er i det hele taget mere interessante, når de er i forfald. Der er i hvert fald min erfaring.«

FAKTA
John Ashbery
John Ashbery (f. 1927) udgjorde i 50’erne, sammen med Kenneth
Koch, Frank O Hara og James Schyler, kernen i den såkaldte New York-skole. Det navn fik de af galleristen John Meyers som bl.a. havde malerne Jackson Pollock og Robert De Kooning i sin stald, også kendt som New York School-malerne. Han har udgivet ca. 20 digtsamlinger og en bog med kunstkritik, Reported Sightings. På dansk er for nylig udkommet et udvalg af hans seneste digte, Søvnens Landsby, der anmeldes nedenfor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu