(2. sektion)
For en bestemt type forfatter, den ekstatisk moderne, er der et sort felt omkring ved de 30. Man kan dø eller ej, det vil altid være ungdomsværket der gælder, og det vil altid være forældet, når dets tendens er opslugt i strømmen, og den fart, den lyst til at skrive hurtigt og direkte, der var dets stærkeste karaktertræk, er blevet overhalet af en ny tid, hvor alting bare går endnu hurtigere.
I et værk, der lagde ud med en nyvurdering af dansk modernismetradition, med afsæt i 60ernes sammensmeltning af de ellers adskilte kunstarter i ny energifelter, kunne man selvfølgelig godt have forestillet sig en ny opfattelse af
.
Men nej. Han sammenlignes ganske kort med Dan Turéll, fordi han gik i sort tøj først, men ikke med den langt mere nærliggende Michael Strunge.
Han døde, det gjorde Bønnelycke ikke. Og det er fint nok, at han levede videre som forfatter på markedets betingelser og med en familie at forsørge, men det uddybes ikke. Og mærkeligt nok er der heller ikke nogen særlig opmærksomhed på forholdet mellem Bønnelycke og Tom Kristensen, gamle skolekammerater, der gik hver sin vej.
Bønne hed han i kredsen omkring det ekspressionistiske tidsskrift Klingen, og senere blev han så religiøs. Jo da.
Tom Kristensen skrev i sin nekrolog, da Bønne døde 60 år gammel i 1953, at han hele vejen igennem »havde sin kærlighed til kvinden i en næsten ekstatisk trofasthed og sin barndoms yderst primitive kristendom i behold.«
Det var heller ikke nemt at være Bønne, for egentlig futurist eller dadaist var han ikke. Ikke som italienerne, russerne og tyskerne. Danmark er et bondeland og København er en bondeby, og i hvert fald to af den tids livligste hoveder, Bønnelycke og Robert Storm Petersen, måtte finde mere populære udtryksformer end dem, man bliver litterært kanoniseret ved, hvis de skulle overleve.
Pistolskud
Og det skulle de jo, eftersom de ikke var døde. Så Bønne skrev Spartanerne, han læste sit digt om forholdet mellem Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg i Politikens foredragssal og affyrede sine berømte tre pistolskud hen over hovedet på de bondske tilhørere.
Det digt er der aldrig nogen, der citerer. Heller ikke i den her bog.
Det er som om de politiske og sociale betingelser for det tidlige 20. århundredes avantgardebevægelser blegner bort efterhånden bag øjeblikkets formelle æstetiske liberalisme. Især når poesien tages under akademisk behandling.
Men lad os ikke glemme, at heller ikke nærværende oversigstværk er det sidste og endelige udsagn om noget som helst, og at det på ingen måde annullerer tidligere, samt at det sikkert vil være et springbræt til senere forsøg på at sige det en gang til modsatte.
Selv om jeg gerne ville have set en kommentar til Bønnelyckes Kristussonetter. Det er da en titel, der vil et eller andet, og sonetten er jo på det seneste blevet ret moderne.
Enfin, comme disait Marcuse: Fill in with own imagination!
Og en due på speed landede fra outerspace med følgende telegram:
TIL TOM! PÅ VEGNE AF ALLE DE GLEMTE/ OVERSETE/ LATTERLIGGJORTE DIGTERE I DANMARK, DER I TIDERNES LØB ER BLEVET SENDT PÅ LOSSEPLADSEN I FLOSSEDE PARKER MED PÅSKRIFTEN »EXPERIMENTERENDE AVANTGARDIST«, FORDI DE TROEDE MAN PÅ EEN GANG KUNNE HAVE DET SJOVT MED POESIEN OG ÆNDRE NOGET TIL DET BEDRE OG SANDERE: JEG SKULLE HAVE SKUDT MIG SELV DEN DAG FOR LÆNGE SIDEN I POLITIKENS FOREDRAGSSAL. BØNNE!
