Læsetid: 8 min.

Begravet under murbrokkerne

Med udvidelsen af EU vender de centraleuropæiske lande tilbage til det vestlige kulturfællesskab. Og Vesten modtager de centraleuropæiske forfattere, som vi gjorde det før Murens fald: De skal være dissidenter for at være interessante
15. november 2002

(2. sektion)

Litteratur i øst
Umiddelbart efter Murens fald i 1989 var der skruet op for retorikken. Europa skulle genforenes, og det var historisk, og det var det også i kulturel forstand. Der blev læst Vaclav Havel og Milan Kundera, så det stod ud ad ørerne, og de danske forlag udgav den ene østeuropæer efter den anden. 10 år senere er der ikke skruet ned for retorikken, snarere tværtimod: Den danske statsminister benytter sig ikke sjældent af ordet historisk. Men interessen for litteraturen i de 10 ansøgerlande – den er til at overse. Danmarks største forlag, Gyldendal, har i de seneste to år udgivet én forfatter fra de centraleuropæiske ansøgerlande: den anmelderroste tjekke Michael Viewegh.
Det er især dissidentlitteraturen, der har været læst. Da Milan Kunderas første roman, En spøg, skulle oversættes i begyndelsen af 1970’erne, besluttede det engelske forlag at skære den til. Oversætteren fik besked på at dreje romanen en anelse, og marketingsafdelingen gjorde sit med omslag og foromtale. Kundera skulle nemlig lanceres som dissident: undertrykt, censureret og mod systemet: Det var noget – tænkte man – der ville sælge. Milan Kundera blev efter sigende rasende og sendte et brev til forlaget. Et af hans teaterstykker var engang blevet omskrevet i Sovjetunionen. »Men jeg havde ikke forventet, at det samme ville ske i Vesten,« lød det fra den vrede forfatter, hvorefter oversættelsen blev trukket tilbage.
30 år senere. En anden tjekkisk forfatter fra en anden generation bliver oversat til dansk: Michael Viewegh – Tjekkiets for tiden bedst sælgende forfatter – forsøger at balancere mellem det finkulturelle og det triviallitterære. Alligevel modtages hans første bog på dansk som endnu en dissidentroman: Om romanen De herlige helvedes hundeår skrev Politiken:
»Forfatteren Michal Viewegh har – modsat borgeren Viewegh! – haft det fantastiske privilegium at vokse op i et kommunistisk samfund, og det har en gang for alle givet ham et fængslende stof, en nødvendighed at skrive ud fra, som har relevans og appel til andre mennesker«
Diktatur, kommunisme, nødvendighed: opskriften på en dissidentforfatter. Sådan blev Kundera modtaget, og sådan sker det stadig. Som oversætteren Karsten Sand Iversen siger:
»Kundera ønskede ikke at blive betragtet som dissidentforfatter, men som romanforfatter. Han er et godt eksempel på, hvordan vi i Vesten har brug for nogle mennesker, der gør sig ud til bens i diktaturstater. Vi vil have nogle helte. Forfatterne kommer til at stå for alle vores projektioner om, hvordan vi tror, verden hænger sammen.«

Underfundig tradition
Sammenbruddet i østblokken omkring 1990 ændrede radikalt litteraturens position. Fra at være det celebre talerør for modstanden mod det politiske system blev det til litteratur helt for sig selv. Det blev til frigørelse, men gav samtidigt litteraturen en mindre væsentlig rolle – i politisk forstand. Den tjekkiske forfatter Ivan Klíma var en af de forfattere, der ikke drog i eksil, men blev hjemme som en til tider kritisk stemme. I interviewbogen Historien er ikke slut fortalte han om dobbeltheden:
»Nu har vi virkelig lov til at tale til publikum, både i radio og tv. Det er selvfølgelig ikke så vigtigt længere, men det er på en måde godt. Nu er folk frie og kan få alle de nyheder, de vil. Så jeg er meget lykkelig, selv om vi har mistet noget af vores betydning.«
Karsten Sand Iversen burde vide noget om manglende gennemslagskraft: Tidligere på året udgav han bogen Skyggebiblioteket om hovedsageligt østeuropæiske forfatterskaber, der, som han skriver, »ikke er nået og næppe vil nå ind i varmen,« men som ifølge oversætteren burde. Selv om situationen er en anden i dag, mener Iversen stadig, at traditionen fra forfattere som Milan Kundera og Bohumil Hrabal (på dansk: Skarpt bevogtede tog, 1992) er intakt.
»Det er en tradition, der er meget tæt på det, Bakhtin kalder det karnevalistiske: De har – delvist – været tvunget til at skrive i gedulgte vendinger og har benyttet nogle alternativer strategier. På den måde kan man sige, at de skriver fra undergrunden, og det har gjort den centraleuropæiske litteratur så underfundig, opfindsom og billedrig, som den er.«

Fri til at være litteratur
»De unge forfattere skriver sig ind i en helt ny politisk situation, og det er på en gang frigørende og frustrerende. I diktaturets tid var læsetrangen jo så meget større, og når folk får alle muligheder, ja, så falder interessen. Præcis som i Danmark,« siger Karsten Sand Iversen.
Information har spurgt en række slavister, hvad der er sket med litteraturen efter 1990. To svar går igen – fra Estland til Rumænien: Der er flere kvindelige forfattere end før, og der sælges store mængder triviallitteratur. Man vil kunne genkende et af budskaberne fra den hjemlige scene: Kvalitetslitteraturen er trængt.
Lektor i tjekkisk ved Århus Universitet, Peter Bugge, mener ikke nødvendigvis, det er helt så simpelt. I hvert fald ikke, når det drejer sig om Ivan Klíma.
»Nu hører Klíma til de mavesure – han er blevet dobbeltuvæsentlig, fordi de fleste tjekkere er enige om, at hans bøger ikke er særligt gode. Jeg mener, han skriver til eksport – til et internationalt publikum og fuldstændigt skabelonagtigt om tjekkiske forhold. Han skriver op til vores forventninger,« siger Peter Bugge og nævner en anden tjekkisk forfatter: Jiri Kratochvil. Han er ikke oversat til dansk, men blev det hurtigt, hvis det stod til Bugge, der betegner hans roman En trist gud fra 2000 som et mesterværk i den nyeste tjekkisk litteratur. En blanding af Kundera, Borges og Svend Åge Madsen.
»Kratochvil har meget pragmatisk sagt, at først nu, hvor litteraturen er blevet frataget alle sine forpligtelser, er den blevet helt fri til at være litteratur. Jeg tror, at Klíma – der har haft den selvstiliserede rolle som nationens samvittighed – har svært ved at vænne sig til, at der ikke er nogen, der hører efter,« siger Peter Bugge.

Larsen som softporn
Mens centraleuropæiske lande som Tjekkiet og Ungarn har leveret en række forfatterskaber på dansk, er baltisk litteratur stort set utilgængeligt. Kun få titler er oversat i de sidste 10 år, men der er til gengæld anmelderroste ting iblandt: Jann Kross’ Tsarens galning fra 1992 og Emile Todes Prisen fra 1997.
Den enkleste forklaring er, at det er små sprogområder. Alligevel står det i skarp kontrast til den store opmærksomhed, der har været omkring det nordiske kulturfællesskab. Men skandinavisk litteratur sælger glimrende i Baltikum.
»Det er et lidt ensidigt kulturfællesskab,« siger Karsten Lomholt, der er bosat i Letland, hvor han underviser og er medstifter af forlaget Atena. Sidste år oversatte han en lettisk roman til dansk, Nora Ikstenas Livets Fest. Den fik en noget reserveret modtagelse af de danske anmeldere.
»Der er noget højstemt og ironisk i den lettiske litteratur, og det har især danske anmeldere det svært med. Pia Tafdrup må jo knap nok skrive, som hun gør, og hvis det dertil er en ukendt udlænding,« siger Karsten Lomholt, der mener, at folk har skæve forventninger til litteraturen fra øst.
»Folk vil gerne vide noget om, hvordan Letland er i dag. Så på den ene side vil man gerne have en lettisk Hanne Vibeke Holst, på den anden side vil man gerne have noget litterært. Det kan være svært at imødekomme alle ønskerne i en bog.«
Lomholts eget forlag, Atena, kan fortælle historien om litteraturen i Letland: Efter Sovjetunionens sammenbrud så det ud, som om man ikke kunne sælge andet end triviallitteratur, og da en lettisk ven havde oversat Karen Blixen, sagde forlagene derfor nej. Så lavede de to Atena, og det viste sig, at der var fint salg i Blixen.
»Der udkom da noget kvalitetslitteratur dengang,« fortæller Lomholt, »men det blev ofte kamufleret. Michael Larsens Uden sikker viden blev oversat og udgivet, men med et cover, der kraftigt signalerede, at det var en slags softporn.«

Det mentale jerntæppe
Litteraturen fra Baltikum, Slovenien og Slovakiet er kun oversat i meget begrænset omfang. Men Rumænien og Bulgarien er endnu længere ude i horisonten – både litterært og i udvidelsen af EU. De to lande er som sådan ikke at regne til Centraleuropa. Mens Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien indtil Første Verdenskrig hørte under det habsburgske rige, hørte Rumænien og Bulgarien til det osmanniske.
Vores store nabo i syd, Polen, er til gengæld en historie for sig. Til trods for en omskiftelig tilværelse mellem det russiske rige og det preussiske har landet som oftest skuet mod vest.
Polsk litteratur er da også rigt oversat til dansk. Mest kendt er eksilpolakken Witold Gombrowicz og digteren Wislawa Szymborska, der modtog Nobelprisen i litteratur i 1996. Lektor i polsk ved Københavns Universitet Krzysztof Stala mener ikke, det er et tilfælde, at det var en digter, der fik Nobelprisen.
»Polsk litteratur har altid været stærkest i poesien,« siger han og fortæller, at polsk prosa har været præget af en opbyggelige attitude. »På sin vis har vi manglet et modernistisk gennembrud.«
Og det er måske netop det største skifte i polsk litteratur: Stala kalder det privatiseringen af historien.
»Tidligere var historien altid et fælles anliggende: de fælles traumer, den fælles offergørelse. Man mente ikke, det var værd at skrive sine egne historier. Først efter 1990 kom der er interesse for det private – dig og mig i livet – og et forsøg på at skabe en struktur omkring det.«
Også i Polen er kvindelige forfattere populære. Stala nævner Olga Tokarczuk (på dansk: Arilds tid og andre tider, 1997). Hun er ifølge lektoren elsket af unge polakker og har modtaget en lang række priser.
»Den nye litteratur forsøger at frigøre sig fra den politiske historie og forsøger at skrive noget, man kunne kalde ’normal’ europæisk litteratur,« siger Krzysztof Stala.
Man kunne kalde det en normalisering af den litterære scene. Der udkommer – helt som i Danmark – alverdens slags litteratur. Fra Hanne Vibeke Holst til Poul Vad. Og på den måde er det måske rigtigt: Det er historisk, at de centraleuropæiske lande vender snuden mod vest. Da undertegnede over for Peter Bugge nævner 70 års undertrykkelse, kommer korrektionen hurtigt:
»70 år kan jeg ikke finde – jeg kan finde de 50, hvis vi tager Hitler-tiden med,« siger han. »I mellemkrigstiden var Tjekkoslovakiet eksempelvis stærkt præget af avantgardisme. Det har vi nok en tilbøjelighed til at glemme, fordi vores mentale jerntæppe har det med at blive projiceret længere tilbage i tiden – som om det var Østeuropa allerede tidligere. Og det var det ikke – Prag var i mellemkrigsårene en by, der kommunikerede tæt med Paris.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu