Nyhed
Læsetid: 3 min.

Blob og blur

Unge amerikanske arkitekter er helt ligeglade med arkitektonisk kvalitet og med de værdier, der prioriteres højest, når der skal bygges. Men det kan være, det er en fordel
Kultur
15. november 2002

(2. sektion)

Arkitektur
I USA findes en hel kultur omkring de betydningsfulde universiteter, dem man kalder Ivy League, og en håndfuld andre. Det siges, at den studerende, der har sin eksamen derfra, ikke behøver bekymre sig om resten af livet. De er sikret en ledende stilling fra det øjeblik, de har fået den sjove hat på hovedet og kan træde ud i den økonomiske virkelighed. Det er måske den gode grund til, at en del yngre arkitekter er så upåvirkede af dagligdagen inden for byggeriet.
For dem er det væsentlige accepten i det akademiske miljø, der også rummer en del væsentlige kritikere og arkitekturskribenter. Det, de laver, kaldes blob-arkitektur, fordi det ligner blobber. Men i deres egne øjne er det rigtig betydningsfuldt.
Hani Rashid og Lise Ann Couture er stjernerne i dette mystiske lukkede system. De er smukke og velklædte som filmstjerner, de omgås jetsettet i New York, og Hanis lillebror er den lige så lækre og tjekkede designer Karim Rashid. Her er et par, som vækker beundring og misundelse overalt i verden, stort set uden at blive opdaget af andre end arkitekter.
Det skal nu ikke ligge dem til last. I deres nye bog, Flux, præsenterer de et værk, der legemliggør denne nye amerikanske vision om en verden, hvor det virtuelle og det virkelige rum er forbundet uden overgange. For Asymptote, som de kalder deres tegnestue, er computeren ikke bare et redskab, men en erkendelsesform, der frembringer nye forståelser af menneskelivet og dets muligheder. Umiddelbart virker det overfladisk, grænsende til tåbeligt, særlig fordi virkeligheden er fyldt med forhindringer, der får deres byggede arbejder til at virke klodsede og uforløste. Men de virtuelle rum er virkelig opfindsomme og inspirerende for alle, der beskæftiger sig med kommunikation og formidling.
Særlig Asymptotes arbejde for New York Stock Exchange vækker beundring. Her er det digitale redskab udnyttet til en arkitektonisk formidling af det komplekse net af informationer, der passerer gennem børsen hver dag. Kurserne svæver gennem et rum, hvor nyheder og praktiske oplysninger danner væggene, og de mange handlende er til at få øje på på gulvet. Det skal ses – og det kan ses på www.nyse.com/floor/floor.html.

Dage i en sky
Asymptote er blot de mest spektakulære blandt flere eksperimenterende amerikanske arkitekter. Ægteparret Scofidio og Diller er en slags forbilleder for mange, fordi de konsekvent har arbejdet på tværs af alle kendte medier og genrer. De har arbejdet sammen med Hotel pro Forma her i Danmark og er i det hele taget engageret i performance og installationskunst, såvel som arkitektur og mere traditionelle kunsteriske former. I den forgangne sommer har de virkeliggjort et poetisk og utænkeligt værk, Blur, på Genfersøen i Schweiz. Blur var en legemliggørelse af dage i en sky. Det var en sky, der svævede over vandet som del af Expo.02, en i forvejen underlig schweizisk verdenudstilling, som Pipilotti Rist lavede koncept til og blev fyret fra.
Man kunne gå ud i skyen iklædt designet regntøj og dér besøge en vandbar med vand fra hele verden. Dette, at virkeliggøre en drøm, er noget helt essentielt for kunsten og arkitekturen, noget der alt for tit går tabt, når der diskuteres politik og økonomi. Uden drømmene og de næsten vanvittige processer, der fører til deres virkeliggørelse, vil der ikke ske nogen teknologisk eller indholdsmæssig udvidelse af vore muligheder.
Når Scofidio og Diller eller Asymptote forsøger at virkeliggøre det uvirkelige, lider de nederlag gang på gang, men samtidig skaber de nye muligheder for os alle ved at opfinde nye løsninger og billeder. Det er en slags arkitektonisk grundforskning.
Og det er absolut noget, man må vide mere om.
Netop denne amerikanske arkitektur minder om Jugendstilen før Første Verdenskrig. Umiddelbart var den en dekadent fiasko. Overdrevent optaget af syge motiver, og af blyantstegningen som redskab og erkendelsesform.
Men i det lange løb fik den afgørende indflydelse på opfattelsen af rummet i det 20. århundrede. Glasset som bygningsdel og opstigningen gennem lys og modelleret rum er noget, vi oplever hver dag i nutidig arkitektur uden at tænke på de kunstnere, der først så mulighederne i den nye teknologi. Derfor skal vi glæde os nu over de virkelighedsfjerne amerikanere. Om få år er de overhalet af hverdagen.

*Asymptote: Flux. Illustreret 240 s. fra Phaidon

*Scofidio + Diller: Blur. Illustreret. 384 s. fra Harry N. Abrams

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her