Læsetid: 6 min.

Giv bøgerne modstand

Se, hvad den kan holde til af snak, af indspark og udfald, modspil og medfart. Klarer den sig, er det sikkert en god bog
15. november 2002

(2. sektion)

Åbningstale
»Der er alt for mange ord i omløb i verden. Den, der siger for meget, har ikke sine ord i behold.«
Sådan siger en sur gammel mand ved navn Thomas F. i en lille bog fra 1983 skrevet af den store norske forfatter Kjell Askildsen, som på grund af et eller andet åndssvagt princip ikke optræder på dette års BogForum.
Hvis manden har ret, og det vil jeg mene, han har, burde jeg nok have tænkt mig om, før jeg sagde ja til at tale ved denne lejlighed – og derigennem dænge endnu flere ord på det bjerg, der i forvejen findes.
I den citerede bog Thomas F.s siste nedtegnelser til almenheten, holder hovedpersonen et sted en hel lille tale for sin bror, der er romanforfatter og regnes for at være ganske god, »men ikke så lidt griset. Han skriver meget om kærlighed, mest fysisk, hvor han så har det fra.« Thomas F. siger:
»Hver time på dagen skiller verden sig af med tusindvis af tåber. Tænk på, har du tænkt på, hvor meget oplagret dumhed der forsvinder i løbet af et døgn? Alle de hjerner, der holder op med at fungere, for det er jo der, dumheden sidder. Men så bliver der alligevel så meget tilbage, af dumheden, fordi nogen har skrevet den med i bøger, og sådan bliver den holdt i live, så længe folk læser romaner, vil der være megen dumhed til, visse romaner, dem der er flest af.«
Hvordan skiller man dumheden fra? Hvordan finder man frem til de bøger, der kan hjælpe én med at holde fattigdommen, vel at mærke mest den åndelige, på afstand? Det vil jeg her sige et par ord om i min egenskab af kritiker, vel vidende, at en kritiker egentlig bare er et forstyrrende fremmedelement, en lille møgirriterende fejl i det store litterære markedsførings- og salgssystem.
Hvordan skelner man en dårlig bog fra en god? Jo, prøv at læse den højt. Hvis du går i stå midt i hveranden sætning, hvis ordene falder i flokkevis stendøde ned på gulvet, hvis du ustandselig må kigge op over kanten af bogen og lave himmelvendte øjne til den eller dem, der lytter, så er der et eller andet i vejen. Men hvis du derimod må koncentrere dig om at gøre hver eneste sætning lige så smuk at høre, som den er skøn på siden, og hvis du, imens du læser, uafladelig er på nippet til at grine højt eller græde, og hvis hele rummet imellem jer fyldes af fryd og nysgerrighed, fordi de ord, du læser, ustandselig overrasker, så sker det, fordi du har fået en gave og giver den videre her og nu.
Prøv at give bogen tid. Isoler dig, skaf dig fornøden fred, tag et ordentligt stykke af tiden og reserver den til læsning. Tiden, så flygtig og glat den end er, er det eneste, naturen har givet os i besiddelse, og så lader vi som regel hvemsomhelst fravriste os den. Nogle perioder i livet bliver stjålet fra os, andre bliver lige så stille fralistet os, og atter andre forsvinder ud i den blå luft. At læse er at give sig tid, og at tage tiden tilbage. Og giver man sig i kast med en bog, kan man opleve, hvordan øjeblikket bliver tykt, man bliver rykket ud af sig selv og blidelig bragt tilbage, og man får lov at mærke, at det er en lykke, en triumf at være til. Omvendt ved vi jo også, hvorledes en elendig bog pludselig kan gøre os smålige med vores tid. Spild ikke tiden på dårlige bøger, læs dem kun til ende, hvis du har det vanheld at være forlægger eller kritiker. De er tidsrøvere, der spekulerer i at sløve din sans for, hvad der er væsentligt.

Fordybelse
Prøv bogen af ved at gøre holdt i dit eget rum og for en stykke tid være sammen med den – og dig selv. De, der tilbringer tiden med at rejse, har nok mange bekendte, men ingen venner.
Sådan må det nødvendigvis også gå dem, der ikke knytter sig fortroligt til nogen forfatterpersonlighed, men hurtigt og hastende farer hen over alt, hvad de læser. Med dem vil ingen bøger være ven, og det er ærgerligt, for bøger kan let blive gode venner – af den slags, vi længes efter at se igen, og som ejer vores fortrolighed og tillid i en sådan grad, at de ikke snakker os efter munden, men indimellem tør sige os ubehageligheder, sandheder, der gør ondt og først siden hen godt.

Kan den holde til snak
Prøv bogen af ved at tale om den. Se, hvad den kan holde til af snak, af indspark og udfald, modspil og medfart. Spil, uden at blues, andre, bedre bøger ud imod den. Tegn, hvis endelig galt skal være, modeller over bogen. Skriv dens bedste og særeste ord op, sæt ord på dine kvababbelser over den, sæt kort sagt bogen på hårdt arbejde i et klasseværelse eller blandt venner i en stue. Del den med andre, tal den i stykker. Kan den modstå denne behandling og stadig forblive frisk, er den god. Hvis folk straks begynder at snakke om alt muligt andet end den, og de til sidst går i gang med at udveksle madopskrifter og den seneste sladder, så behøver det ikke være bogens skyld – der er jo så mange ord i omløb, og mennesker elsker at snakke – men som regel afslører det, at den har været for tynd og for nem til at danne afsæt for kvalificeret uenighed. Hvis de derimod begynder at tale om alt muligt andet end bogen, nemlig alle de tanker om liv og litteratur, som den har sat i gang, og de så gang på gang vender tilbage til den og får tanken fistret ad nye tangenter, så har bogen bestået prøven.
Prøv også bogen af ved at skrive om den. Lån ord og vendinger fra den, find ind til dens tone og tempo. Forsøg at klemme dens indhold ned til ti linjer. Kan du nøjes med fem, dømmer det den, men får du efter de første ti linjer lyst til at skrive videre, så er det, fordi bogen har sagt, som gode bøger gerne gør: Rend mig i røven – den vej!

De fleste dumper
For størsteparten af de bøger, der falbydes på denne messe, vil det utvivlsomt gælde, at de dumper til alles eksamen. Og selv om vi har forskellige forventninger – tænker forskelligt, læser forskelligt, vurderer subjektivt – så vil jeg påstå, at hver af os højst har brug for en hundrededel af de bøger, der omtales og sælges her. Det er ikke sørgeligt, det er glædeligt og sundt. Og når du ikke kan læse så mange bøger, som du kan få fat i, er det nok, at du har så mange, som du kan læse. Du skal med andre ord være bundhamrende utilstedeligt kræsen, når det gælder bøger. Du skal nemlig gå efter dem, der giver dig lejlighed til hver dag at forsøge at tilegne dig noget, der kan hjælpe dig mod den åndelige fattigdom, mod frygten for døden og naturligvis også mod andre onder. Og når du har gennemlæst meget, så pluk en enkelt ting ud, som du rigtig kan fordøje dén dag.
Jeg vil gerne afslutningsvis rette en tak til Seneca, hos hvem jeg har stjålet en del af det, jeg lige har sagt. Han begik selvmord på kejser Neros befaling, og Tacitus beretter, at filosoffens blod var så tyktflydende, at han ikke kunne dø, selv om han havde åbnet årer i arm, knæhaser og skinneben. Til sidst tog han gift, forgæves, fordi hans lemmer var blevet kolde, men lod sig så føre ind i et dampbad, hvor han omsider blev kvalt.

Kritikerens lod
Jeg vil også sige tak til BogForums arrangører for opfordringen til at åbne i år. Jeg har tilladt mig at gå ud fra, at når man bad en kritiker komme, var det nok fordi man ønskede at høre om en kritikers forhold til bøger, uagtet at en kritiker aldrig kan blive andet end en bundenerverende hindring for gnidningsfri kontakt mellem forfatter og læser. Selv drager jeg af kritik den lære, at bøger behøver modstand, og at bøgerne selv skal yde modstand. Ellers kan de ikke forandre vores blik, lære os at se, modarbejde den altid lurende dumhed. Min opfordring skal derfor være: Vær højrumpet, kritisk og selektiv. Spild ikke tiden. Sæt bøgerne på prøve. Giv dem modstand.

*Ovenstående tale åbner i dag BogForum i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu