Læsetid: 11 min.

K som kritik

22. november 2002

(2. sektion)

Status
I1980 kunne man på Nørrebro i København opleve en ganske særlig begivenhed: kampen om ’Byggeren’.
En flok mennesker med tilknytning til området Sorte Firkant havde indtaget en grund og omdannet den til en fantasifuld byggelegeplads. Som et modtræk til Københavns Kommunes hårdhændede saneringspolitik. Der var tale om en åben institution. Ville man ind uden for åbningstid, kunne man snige sig gennem et hul i plankeværket.
Byggerepisoden, der endte med voldsomme slagsmål mellem politi og aktivister, markerer en ny måde at gøre oprør på. Hvor frontlinjen tidligere typisk havde stået mellem arbejdere og kapitalister, venstre og højre, stod den nu mellem individ og system. De tidligere så faste grænsedragninger var blevet erstattet af ad hoc-alliancer i det politiske rum. Vi har et andet ord for dette: den postmoderne tilstand. Endte festen i denne omgang brat (Byggeren blev omsider jævnet med jorden, og den 5. maj sattes et foreløbigt punktum med en fredelig demonstration, hvor der deltog 15.000 mennesker), så havde den dog sat en ny dagsorden. Modernitetens bulldozere kunne ikke længere få lov til uhindret at tromle hen over de skæve små legehuse, enkeltindivider havde rejst for at gøre livet lidt sjovere, smukkere, levende, uforudsigeligt.
I 1985-86 slår postmodernismen for alvor igennem herhjemme som isme. Hvad der lå i svøb i Bygger-begivenhederne, kommer nu til fuld udfoldelse.
Den 24. november 1985 bragtes i Politiken Søndag et stort opsat interview med historikeren og ’dandyen’ Carsten Juhl, som i en årrække havde opholdt sig i Paris og her suget de nye strømninger til sig. Interviewet, der bar den opsigtsvækkende overskrift: »Marx er død – men der er liv i de postmoderne«, gav voldsom genlyd i den danske offentlighed. Hvad der især vakte enten tilslutning eller harm modsigelse, var udtalelser som, at tiden har vist, at de store idealer og de store mål ikke dur, at litteraturen og kunsten skal adskilles fra alt andet end sig selv, at politikken skal være ideologifri og pragmatisk, at der udmærket kan arbejdes med flere divergerende filosofiske og kunstneriske traditioner på én gang, og at den eneste moral, der kan anerkendes af de postmoderne, er eksperimentets.
Synspunkterne blev fremsat på mere elaboreret vis i tidsskrifter og aviser fra perioden. Bl.a. af Carsten Juhl selv, af vennen, filosoffen og digteren Per Aage Brandt, af senere rektor for Kunstakademiet Else Marie Bukdahl og mange flere. Men resultatet var enslydende. Alene ordet ’postmodernisme’ fik såvel modstandere som tilhængere op af stolene i en grad, man ikke længe havde set. Sågar trusler på levebrødet var ikke noget særsyn, hvis man bekendte sig til ’80’ernes kulturopbrud’, som Carsten Juhl kaldte det postmoderne i den kronik i Information, som lå til grund for ovennævnte interview. Kogt ned var nogle af de argeste stridspunkter, spørgsmålene: Er det gammelt eller nyt; godt eller skidt; projekt eller vilkår? For Carsten Juhl, Per Aage Brandt og Else Marie Bukdahl var der ingen tvivl. Postmodernismen i den franske udgave repræsenterede et afgørende novum i forhold til tidligere. Ganske vist var der ikke tale om et egentligt brud med modernismen og det modernes grundideer, snarere om en ’glidende overgang’, som Juhl formulerer det i en artikel i Kritik; ja, faktisk om en videreførelse og skærpelse af modernitetens og modernismens mest radikale tankegange. For en stor gruppe kunstnere, digtere såvel som musikere, billedkunstnere og arkitekter var der heller ingen tvivl. Kompleksitet, delta, uforudsigelighed, det lokale, det ’andet’, kaos, ironi, pastiche, overflade, simulacrum, kopi, ornament og fragment blev nye modeord til erstatning af 70’er-termer som indhold, budskab, ærlighed, inderlighed, helhed, dybdestruktur og essens. Det fremgik af talrige udstillinger, koncerter og bogudgivelser fra perioden. Men for andre stod sagerne noget anderledes.
En af de skarpeste kritikere af de nye toner var forfatteren og anmelderen Hans-Jørgen Nielsen, der ellers selv havde været bannerfører i et opgør med modernismen midt i 60’erne. Det var ikke så meget de nye ideer, Nielsen opponerede imod, som det var den tanke, at de overhovedet repræsenterede noget nyt. Med ildhu påpegede han i artikel på artikel, at ’det hele var set før’, nemlig i 60’erne. Og især i den amerikanske 60’er-kunst, som han selv, i lighed med Dan Turèll, Peter Laugesen og andre, havde været stærkt inspireret af. John Cage, Robert Rauschenberg, Robert Smithson, alle havde de været på banen længe før 80’er-postmodernismens teoretiske trojka: Lyotard, Baudrillard og Perniola kunne nå at vifte med ørerne og sige »Død og delfol«.
For andre kritikere var det spørgsmålet om projekt eller vilkår, der var det centrale. Makkerparret Frederik Stjernfelt og Poul Erik Tøjner, i dag henholdsvis lektor og kulturskribent og direktør for Louisiana, lagde i flere artikler vægt på, at postmodernismen ikke var et ’projekt’, men et vilkår. Det hed i en artikel i Information: »Det afgørende er altså, at det postmoderne som vilkår ikke kan lægge ryg til forestillingen om den tidssvarende stil og udtryksform. Det er opgivelsen af denne systematiske og kvalificerende sammenkædning af historie og kultur, af tid og ånd, der er det postmodernes særkende.«
Som man ser, er det heftige meninger, der brydes. For og imod. Men ét er bemærkelsesværdigt: hvad der kendetegner den tidlige postmodernismes indtog i Danmark og andre steder, er debattens intensitet. Postmodernisme-begrebet er på dette tidspunkt tydeligvis forbundet med uro, dynamik, diskussion. Men frem for alt er det forbundet med en grundlæggende kritisk holdning. Troen på, at det nytter at protestere mod uretfærdighed, overgreb mod den enkeltes ret osv. Også selv om protesterne ikke længere kan samles i et storslået fremadvendt program, der har utopien hængende som en gulerod for enden.
Karakteristisk nok pointerer Carsten Juhl i interviewet, at postmodernismen er groft ugleset af såvel den traditionelle højre- som venstrefløj. Fordi den kritiserer både privatejendommen og socialismen. Den griner nok ad det hele, men det er ikke kun for sjov. Måske kan man – med den britiske kultursociolog Dick Hebdige – tale om en stilpluralismens og eklekticismens subversive muligheder. I bogen Subkultur og stil fra 1979, der er en undersøgelse af de nye subkulturer, først og fremmest punken, sammenligner han deres måde at gøre oprør på med den for sin seksualitet og sit frisprog forfulgte bøsseforfatter Jean Genet. I Tyvens dagbog beskriver han, hvordan en ydmyg vaselinetube bliver hans ’våben’ mod en flok emsige spanske politibetjente.

En sådan stil – og selvbevidst protestform – en sådan viden om den overfladiske, genbrugsagtige, objektfascinerede, lystkonnoterende, tilfældighedsbaserede exces’ overskridende kraft – er i det hele taget kendetegnende for store dele af den tidlige postmodernisme. Den fra 80’erne forstås.
Hvornår har København sidst kunnet samle 15.000 mennesker i en fredelig demonstration? – For ikke at tale om de hundrede tusinder der var på gaderne under de store protestdemonstrationer mod Schlüter-regeringen i midt-80’erne? Det er vist meget længe siden. I foråret 2002, da den nye borgerlige regering, støttet af det indvandrerfjendske Dansk Folkeparti, varslede indgreb i arbejdsmarkedets frie forhandlingsret og truede med at nedlægge et stort antal råd og nævn samt i det hele taget skære og reducere i støtten til kultur, til multietnisk forskning, til økologisk udvikling, til u-landshjælp osv., var det et relativt sølle opbud af mennesker, som gav deres protest til kende foran Christiansborg. Til sammenligning strømmede det franske folk i noget nær millionvis ud på gaderne, da der var udsigt til, at den lige så fremmed- og kulturfjendske Jean-Marie Le Pen kunne blive valgt som præsident.
Hvad er der sket i mellemtiden? Mit bud er, at visse af postmodernisternes antagelser har vist sig ikke at holde stik. Samt at vi, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv hører til flokken, på visse punkter har været naive. Først og fremmest har vi troet, at mangel på modsætningstænkning var lig med ingen retning, sammenhæng og mening overhovedet. Det har vist sig, stik imod al forventning, ikke at være tilfældet. Når vi ser tilbage, her 15-20 år efter, bliver det med smertelig tydelighed klart, at nok er historien ikke – som Morten Kyndrup forkyndte det i 1985 – et pendul; men dens hjul kværner stadig ubønhørligt rundt. Selv om den ikke bruser frem som en stor lineær flod (et af modernismens yndlingsbilleder på tiden), skærer den sig fortsat gennem det kaotiske livs uforudsigelige bølgegang mod nye horisonter. Historien har så at sige sneget sig ind på os bagfra. Taget os på sengen. Der er til en vis grad både retning og struktur i kompleksiteten. Det fremgår bl.a. af det faktum, at ideologierne ikke døde med Berlin-murens fald, sådan som man spåede. Tværtimod skete der det, at hele den vestlige verden mod slutningen af 90’erne svingede så langt til højre, at man skal et godt stykke tilbage i historien for at finde en parallel. Dette til trods for at eksempelvis Danmark op gennem 90’erne havde den pragmatisk set mest optimale regering, man kunne ønske sig. En regering, der omhyggeligt undlod at ideologisere, men som – i bedste postmoderne ånd – tog stilling fra sag til sag.
Den Nyrup-ledede regering blev, som vi alle ved, afløst af en ultrahøjrepopulistisk regering, der under dække af at operere ’pragmatisk’, ideologifrit, genindførte uindskrænket neoliberal socialdarwinisme på enhver velfærdstænknings bekostning. Som et memento, der én gang for alle burde vaccinere os mod at tro, tingene kan være interesse- og retningsløse, kan nævnes, at den amerikanske forsker Francis Fukuyama, der skrev den også herhjemme meget omtalte, ideologi-dekonstruerende bog Historiens afslutning, på daværende tidspunkt indirekte var på Pentagons lønningsliste!

Konklusionen er imidlertid ikke nødvendigvis, som vi ser det fra både højre og venstre side af det politiske spektrum i øjeblikket, at postmodernismen og al dens relativistiske (u)væsen herpå bør afskaffes. Set fra mit udkigspunkt var den postmoderne erkendelse, som foldede sig ud i 1980’erne, en uomtvistelig ånds- og kulturhistorisk landvinding, der genåbnede både bevidstheden og sansen for den mangfoldighed og formelle rigdom, som lå i livet, politikken og kunsten. Der åbnedes op for en helt ny, historisk unik social og kulturel disponibilitet, pluralitet og multiplicitet. Med digteren Søren Ulrik Thomsens ord: 80’er-postmodernismens blege ynglinge gled bag af den blokpolitiske kædedans og ud i det svimlende tomrum, som venstrefløjskulturen selv havde produceret til sine efterkommere som en byrde såvel som en mulighed. De var dermed medvirkende til at rokke ved og problematisere den stive dualisme-tænkning, som havde hærget den vestlige kultur fra Sokrates og til Egon Weidekamp. Den dualismetænkning, som i 70’erne førte til en devaluering af alt, hvad der var skævt, sjovt, ustyrligt og lystfuldt.
Kampen mellem liv og kunst, det mandlige og det kvindelige, det æstetiske og det kulturelle, det denne- og det hinsidige, kunst og kritik, synes uafsluttelig. Samtidig med at man bliver nødt til at have en holdning til den. Det havde både punks og vilde digtere med deres excessive dobbeltstrategi af stilleg og snigløb mod det senindustrielle reklame- og informationssamfund. Og senere ’de milde’ midt-80’er-digtere og deres historiske forløbere. Det havde ligeledes, endnu senere, de mest raffinerede 90’er-digtere. Alle kaster de grus i maskinen frem for at stifte nye kollektive foreninger, der ender med nye overgreb på det forskellige og kreative. Alle laver de deres egne ’huller i plankeværket’, skaber deres egen lystfulde ’vaselinekrig’. Som er mål-, men ikke håb-løs.

*Essayet er en forkortet og lettere omarbejdet udgave af indledningen til bogen ’Idyllens Grænser – på sporet af en kritisk postmodernisme’, der netop er udkommet på Samlerens Forlag

*Marianne Stidsen f. 1962 er mag.art. i litteraturvidenskab 1995, lektor i den nyere og nyeste danske litteratur, Københavns Universitet

FAKTA
Kronologi – nedslag
*1979: Den franske filosof Jean-Francois Lyotard udgiver Viden og det *ostmoderne samfund bestilt af delsatsregeringen i Quebec. Han skriver:
»Jeg vil definere postmoderne som mistillid til store fortællinger. Denne mistillid er uden tvivl et resultat af fremskridt inden for videnskaberne, som omvendt forudsætter denne mistillid.«

*1980: Den tyske filosof Jürgen Habermas holder en takketale i Frankfurt hvor han kæder det postmoderne sammen med det præmoderne og anklager de postmoderne for ’neokonservatisme’. Men ifølge Habermas er der ikke tale om det post(efter)moderne, for moderniteten er givet som et principelt uafslutteligt projekt.

*1982: Lyotards Viden og det postmoderne samfund udkommer på dansk.

*1982: Den amerikanske litterat Fredric Jameson udgiver bogen Postmodernism and Consumer Society, hvor han erklærer det borgerlige subjekt og den personlige stil i kunsten død.

*1985: Jean-Francois Lyotards står bag udstillingen ’Immatériaux’ på Centre Georges Pompidou i Paris. Udstillingens tema er et spørgsmål:
»Hvilken værdi har videnskab og teknologi, hvis de alligevel ikke hjælper menneskeheden til at befri sig selv fra fattigdom, uvidenhed og tyrannier?«

*1985: To stud.mag’er ved navn Frederik Stjernfelt og Poul Erik Tøjner skriver en kronik i Dagbladet Information, betitlet ’Tiden er inde’. Stjernfelt og Tøjner argumenterede for, at den store frigørelsesfortælling var død. De betoner, at det postmoderne ikke er en ny ideologi, men et vilkår.

*1985: Den danske teoretiker Carsten Juhl udtaler i et interview til Politiken, at tiden viser, at de store idealer og de store mål ikke virker. At kunst og litteratur skal være selvstændige felter, og Juhl advokerer for en pragmatisk og ikke længere ideologisk politik.
Interviewets overskrift lyder:
’Marx er død – men der er liv i de postmoderne’.

*1986: Den italienske filosof Gianni Vattimo udgiver bogen: Modernitetens afslutning: Nihilisme og hermeneutik i den postmoderne kultur. Ifølge Vattimo skrider historien ikke fornuftigt frem mod nye og højere meningsstadier, men tværtimod svækkes og svinder meninger og betydninger med historiens progression.

*1986: Morten Kyndrup udgiver bogen: Det postmoderne. Om betydningens forandring i kunst, litteratur, samfund.

*1986: Temanummer i tidsskriftet K&K: Hvad var postmodernismen?

*1988: Der bliver afholdt et seminar arrangeret af Carsten Juhl ved Kunstakademiet i København med deltagelse af de franske filosoffer Jean Baudrillard, Jean-Francois Lyotard, Sylviane Agacinski og Jean-Louis Déotte. Frederik Stjernfelt, Hans-Jørgen Schanz og Per Aage Brandt er blandt de danske deltagere.
Baudrillard udtaler:
»Modernitetens glorværdige bevægelse har ikke ført til en forvandling af alle værdierne, således som vi drømte om, men til værdiens spredning og gåen i sig selv. For os er resultatet total forvirring.«

*1989: Poul Erik Tøjner & Frederik Stjernfelt udgiver Billedstorm: Om dansk kunst og kultur på det seneste.

*1994: Stig Brøgger og Carsten Juhl udsender en samling tekster af Jean-Francois Lyotard: En postmoderne fabel

*1995: Sociologen Klaus Rasborg udgiver Det sociologiske paradigme: Sociologien om det moderne og det postmoderne samfund

*1996: Jean Baudrillards bog Forførelse udkommer på dansk.

*1999: Professor Johan Fjord Jensen udgiver essaysamlingen Tomrum, som bebrejder postmodernismen dens ’nihilisme.’

*2000: Den amerikanske litterat Michael Hardt og den italienske filosof Antonio Negri skriver følgende erklæring i storværket Empire:
»Oplysningsprojektet er problemet, og postmodernisme er løsningen.«

*2001: Tema i tidsskriftet K&K: Efter postmodernismen

*2002: Hans Hauge skriver i en kronik i Dagbladet Information:
»Nu er det slut, ikke blot med at skelne mellem en tekst, som er originalen, og den senere fortolkning, som er skyld i fejlene. Nu hedder det med Nietzsche: Alt er fortolkning. Også videnskaben. Der findes ingen facts. Før kunne man skelne mellem videnskab, som det at finde sandheden, og kunst og religion som det at opfinde sandheder. Den går ikke længere.«

*2002: Lektor i Nordisk ved Københavns Universitet: Marianne Stidsen udgiver bogen Idyllens grænser med undertitlen: På sporet af en kritisk postmodernisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu