Læsetid: 4 min.

Litteraturens jernlady

Nadine Gordimer har et renommé som frontfigur i kampen mod apartheid, der skygger for hendes kvaliteter som forfatter
15. november 2002

(2. sektion)

Portræt
Nadine Gordimer, sydafrikansk forfatter og Nobelpristager i litteratur, har fået trykt sine bøger på 30 sprog, og hun har ry for meget pertentligt at følge sine oversættelser helt ned til mindste forfinelse. Hendes tyske forlægger, som hun i øvrigt har stor tiltro til, oversatte for nogle år siden en af hendes romaner:
»Det var enormt krævende,« fortæller han og sukker ved mindet om dengang, han tilbragte en hel arbejdsdag med at gennemgå oversættelsen sammen med den sydafrikanske forfatter. »Nadine hader alle former for sjusk… Hun hader også at spilde tiden. Hun er absolut ingen moder Theresa, men en kvinde, der har en meget høj selvbevidsthed og en præcis sans for, hvor hun vil hen.«
Nadime Gordimer er ubestrideligt en litteraturens jernlady. Hun er også en bedstemor, som ikke tøver med at springe ind i det ene jetfly efter det andet for at besøge sine børnebørn i Frankrig og USA. Og hun er en kvinde, hvis hjerte kan smelte ved mødet med en charmerende mand eller en ung kejtet beundrerinde. Og selv om hun åbenlyst har meget lidt overbærenhed over for andre menneskers svagheder, hævder hun selv at have ændret sig med alderen, således at hun »nu har forstået at acceptere alle de modsætninger, der er en del af den menneskelige natur.«
Da hun var mellem otte og 11 år var Nadine spinkel og graciøs og ville være balletdanserinde. Som mange andre små piger fra hendes miljø – det hvide middelklasseborgerskab i Springs nær Johannesburg – tog hun timer i klassisk ballet. »Jeg var faktisk ret talentfuld.«.
Men en dag bemærker familielægen så, at den lille Nadine har en ret hurtig hjerterytme. Moderen bliver bestyrtet, overfortolker budskabet, trækker Nadine ud af skolen og forbyder hende at danse og dyrke svømning og tennis. Igennem fire år ser hun praktisk taget ingen på sin egen alder. I al denne tid læser hun begærligt den ene bog efter den anden. Og hun giver sig til at skrive. Hun er kun 15 år, da hun får sin første novelle antaget.

Forrygende vital
»Må jeg lige sætte håret, før De fotograferer mig? Nå, det behøver jeg vel ikke at spørge om, det gør jeg bare.« I dag er Nadine Gordimer 79 år. Hun har været gift to gange, har to børn og har udgivet 13 romaner, 200 noveller og dusinvis af essays. Hun er lille, elegant og forrygende vital. Nadine Gordimer er i disse dage i Frankrig i forbindelse med udgivelsen af to af sine nyoversatte bøger.
Uden for Sydafrika er Nadine Gordimer mindst lige så kendt for sine politiske holdninger, for sin kamp imod apartheid og sit medlemskab af ANC som for sit forfatterskab. Fra Hans hvide mennesker til Husvåbenet og fra Burgers datter til Ejerne beretter hendes romaner til stadighed om relationerne mellem sorte og hvide under apartheid-regimet eller i tiden efter dets fald. Men forfatteren har ret blandede følelser over for denne del af sit ry: »Jeg var lidenskabeligt engageret i kampen mod apartheid, ja. Men jeg tvivler på, at nogen kan finde noget, der minder om politisk agitation og propaganda i en eneste af mine 22 bøger,« insisterer hun.
Når hun taler om sin litterære udvikling, erklærer Nadine Gordimer: »Skrivehåndværket har jeg helt og holdent selv lært mig. « Om hendes stil har ændret sig? »Stil eksisterer ikke som sådan, min søde. Hver enkelt historie kræver en helt ny stilistisk tilgang.« Hvordan kan det være, at hendes kvindelige figurer i reglen er de mest interessante? »Alle sande forfattere er androgyne. Jeg er kvinde af krop og seksuel præference. Men som forfatter kan jeg have en hvilken som helst alder og hvilket køn, jeg vil. Den forfatter, som for mig at se har givet os den sandeste, mest intime kvindeskildring, er Joyce i Molly Blooms enetale.«
Blandt de forfattere, som hun beundrer, fremhæver Nadine klassikerne (Tchekhov, Maupassant), Nobelpristagerne (Jose Saramago og Kenzaburo Oe – »som jeg begge læste, før de fik prisen«) og franskmændene (Proust, Balzac, Tournier og Duras). Hun giver ikke meget for Sartre og Camus, som hun ikke mener fik nogen reel politisk indflydelse på deres samtid.
I det klima, der herskede i Sydafrika i 1953, da hun udsendte sin første roman, The Lying Days, »var det som at spise picnic på en smuk kirkegård, hvor folk er levende begravet,« men hun hævder ikke at have nogen idé om, hvilken politisk indflydelse hun har haft. I dag er hendes renommé som aktivistisk frontfigur i kampen mod apartheid endnu så stærkt, at det kan skygge for hendes kvaliteter som forfatter. Men ingen har tilsyneladende formået at placere hende præcist på det politiske skakbræt.
»Jeg er venstreorienteret og stadig medlem af ANC,« siger hun ganske vist. »Men jeg har aldrig været kommunist, selv om jeg mener, at marxismen i dag stadig har bevaret en vis gyldighed, og at den vestlige tænkning endnu er dybt præget af Marx, Lenin og Freud. Og af Gandhi.«
Hun definerer sig selv som »hvid afrikaner«:
»I kraft af min kamp har jeg fortjent retten til at kunne kalde mig afrikaner«.

© Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu