Nyhed
Læsetid: 6 min.

Livets salt og undertøj

Da den franske forfatter Anna Gavalda for nylig gæstede København, drøftede hun sin ubestridelige succes med sin danske oversætter, Informations Paris-korrespondent Tine Byrckel
Kultur
15. november 2002

(2. sektion)

Samtale
»Dameundertøj er livets salt!« slår Anna Gavalda bestemt fast på spørgsmålet om, hvorfor der med jævne mellemrum optræder dameundertøj i hendes bøger. Under hendes besøg i København i sidste uge forsøgte jeg at snige opskriften på litterær succes ud af hende.
– Du skriver altså om livets salt?
»Ja, det er helt sikkert. Salt har en smag, vi ikke kan undvære, men den kan også være særdeles ubehagelig. Og så holder jeg meget af kvinder. Ikke mindst i litteraturen. Det virker måske paradoksalt, for næsten alle mine hovedpersoner er mænd. Men jeg har indtryk af, at kvinder i dag er samfundets egentlige helte. Og så er de oven i købet så dejligt tåbelige, at de vil være ligesom mænd og alligevel bare har lyst til at fordrive tiden med at købe smukt undertøj. Det er det, jeg godt kan lide ved dem. Deres selvmodsigelser. Jeg har da også taget mit sorte undertøj med hvide prikker på i dag,« smiler hun og trækker forførerisk den diskrete cashmirtrøje ned over skulderen.

Forførte læsere
Anna Gavalda har mildest talt forført de franske læsere. Jeg ville ønske der var én, der ventede mig et eller andet sted, var titlen på hendes første bog. Og sådan kan en bog da ikke hedde, og i øvrigt sælger novellesamlinger aldrig godt. Alligevel blev den – til det litterære parnas’ store forbavselse – en kæmpesucces, da den udkom i 1999. Hun afslog milliontilbud fra de store forlag og udgav trofast sin roman Jeg har elsket på det lille forlag le dilettante. Litteraturpingerne sad ondskabsfuldt på lur for at kritisk at kaste sig over bog nummer to. Men successen gentog sig.
Ingen kan rigtig regne opskriften ud, og forfatteren er ikke meget for selv at spekulere over den. Hun vil allerhelst bare passe sine to børn, siger om sig selv, at hun er doven, slikker sårene efter en skilsmisse og ryster irriteret intellektuelle spørgsmål om romanens liv eller død af sig. Derfor forsøget med dameundertøjet, som et gennemgående tema i bøgerne. Tænker hun sine værker som musik?
»Nej!« stopper hun leende tolkningsforsøget. »Men jeg kender godt mine tilbagevendende temaer. Jeg skriver om kærlighed, om ensomhed og ikke mindst om vanskeligheden ved at elske og at blive elsket. Jeg skriver tit om søskende. Forhåbentligt er det temaer, der interesserer folk. Jeg har i al fald tænkt mig at skrive videre om dem. Når jeg selv står i en boghandel og bladrer bøger igennem, så køber jeg dem kun, hvis der er noget med kærlighed. Det behøver ikke nødvendigvis at være kærlighed mellem mænd og kvinder, det kan også være generationer imellem – en mand og hans have eller hans hund. Der skal være hjerte med i det. Det er også derfor, at undertøjet er så vigtigt.«
– Selv til hunde?
»Der findes meget kokette dragter til hunde nutildags. «

Popalvor
– Når man læser dine ting, forekommer de meget lette, men netop som en popsang...
»Jeg har stor respekt for popsange, men selvom det er let, dækker det over noget meget alvorligt. Jeg er fuld af beundring for, når man i en sang på tre minutter kan fange en historie. Det er meget svært at få til at lykkes. Balancen mellem lethed og tyngde eller leg og alvor er meget vigtig for mig, og jeg synes måske allerbedst, man kan få sagt noget alvorligt med en slags falsk ironi eller kynisme. Som for eksempel i Robert Benigni film Livet er smukt. I Frankrig var der stor debat om, hvorvidt man kunne lave sjov med noget så alvorligt (filmen forgeår i en tysk kz-lejr, red.), men det tror jeg godt, man kan. Jeg beundrer Benigni og kunstnere som Woody Allen, der under dække af ren underholdning får behandlet meget alvorlige emner. Jeg kan selv bedst lide bøger, man ryger lige igennem, men som alligevel har forandret én, når man lukker dem igen. Jeg har enorm stor respekt for fiktionen, for jeg er overbevist om, at den kan forandre et menneskes liv.«
– Intet mindre?
»Ja, dér var jeg nok højt oppe at flyve hvad? «griner hun.

Underspillet erotik
I Anna Gavaldas roman Jeg har elsket, der netop er udkommet på dansk, udspilles en raffineret duet med temaet i en svigerdatters kærlighedssår og en svigerfars kærlighedstab. Der er noget, der forløses i skriften, men i modsætning til mange andre samtidige franske kvindelige forfattere underspilles det erotiske totalt og stemmer blot den fortrolige tone.
– Hvordan kan det være, at du, når du i din sidste roman, etablerer denne fantastisk erotiske tiltrækning mellem en svigerfader og en svigerdatter, så ikke bare lader dem gå i seng med hinanden?
»Fordi det er en platonisk historie, selvom der er tale om stor ømhed. Jeg havde lyst til at skrive om et menneskeligt forhold, der sjældent skrives om, nemlig når folk er i familie med hinanden uden egentlig rigtig at være det. Jeg havde en idé om, at denne duel eller kamp mellem en svigerfar og svigerdatter kunne bringe noget interessant på banen. «
– Det er, som om du skriver omkring et forbud, og at der i det rum, hvor der ikke gøres noget, siges så meget desto mere...
»Ja, det er ligesom med det lækre undertøj... flirten er vigtig, forførelsen er vigtig, det er den, der gør livet værd at leve... Hovedpersonen Pierre, kan kun tale lige netop på det tidspunkt i sit liv og kun lige præcis til den person. Dén nat, i dét køkken, er hans livs chance. Men det er ikke alle, der er så heldige at finde det tidspunkt, hvor de kan fortælle deres historie. Der er mange mennesker, der har elsket i al hemmelighed, men som aldrig finder lejlighed til at fortælle det.«
»Men først og fremmest havde jeg lyst til at skrive om en hemmelighed. Og jeg ville have, at det var en moden mand, der fortalte den. Måske opfandt jeg udelukkende svigerdattereren og hendes skilsmisse, for at hun skulle lægge øre til. Det var ham og hans hemmelighed, der interesserede mig. Det var allerede et tema, jeg havde fat i i novellen Tyve år senere, hvor et par mødes igen, længe efter at de har elsket hinanden og har fået børn med andre og så videre. Minderne interesserer mig meget. Når jeg møder ældre mennesker, spørger jeg dem ofte ud om deres liv og deres barndom. Og så opdager man tit, at de giver et helt andet billede udadtil end det, der egentlig foregår inde i dem. Et hemmeligt liv. Fordi det ikke passer ind i samfundet. «
– Du tager altså udgangspunkt i en idé, som dine personer så illustrerer?
»Ja, og min næste idé er at skrive en dannelsesroman. Jeg vil følge nogle mennesker omkring de 30 og deres forandring over et ganske kort stykke tid. Da jeg for lidt siden stod på min forlægger Per Kofods kontor, gik det op for mig, at det var på grund af bøger som Paul Austers Moonpalace, at jeg fik lyst til at blive forfatter. Netop fordi det er så smuk en dannelsesroman.. «
»Jeg har sat mig selv på en vanskelig opgave,« fortæller Anna Gavalda bekymret »for hovedpersonen i min dannelsesroman er kok, og jeg kan ikke fordrage at lave mad. Så nu tager jeg kurser hos mesterkokken Ducasse. Jeg har lyst til at skrive en bog, man bliver sulten af. Efter kærlighed, mad og livet i det hele taget. Sådan som man har det, når man læser i kogebøger. Man skal nærmest savle over den. Da jeg fortalte min forlægger om det, blev han virkelig begejstret: ’Mad og kærlighed. Det skal nok blive en succes!’«.

FAKTA
Anna Gavalda
*Født i 1970 i Bolulogne Billancourt ikke langt fra Paris. Har skrevet to bøger, novellesamlingen Jeg ville ønske der var én, der ventede på mig et eller andet sted i 1999, der nu er solgt i over 600.000 eksemplarer, og romanen Jeg har elsket, solgt i 300.000 eksemplarer. Er oversat til 15 sprog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her