Qlummen
Hvad ville der være blevet af Shakespeares søster, hvis han havde haft sådan én, og hun havde haft talent og ambitioner?
Hun ville måske, som sin bror, have søgt teatret, den mest synlige kunstneriske udfoldelsesmulighed, hun ville have forsøgt at blive skuespiller og være gået i seng med instruktøren (frivilligt eller som pant for en rolle), hun ville følgelig snart være blevet gravid, have taget sit liv og nu ligge begravet dér hvor man skifter bus ved Elephant&Castle i London. Som selvmorder i uindviet jord og uden sten...
Dette ikke opmuntrende, men desværre sandsynlige 1600-tals-scenario ridser forfatteren Virginia Woolf op i sit essay Eget værelse om den kvindelige kreativitet. Man glemmer det ikke, når man én gang har læst det, men det er jeg bange for, at Tor Nørretranders ikke har.
Og det er ærgerligt, når hans nye bog Det generøse menneske (anmeldt i Information i tirsdags) nu udtrykkeligt handler om kreativitet.
Umage giver mage, er Tor Nørretranders ordspillende mantra, tilmed udvidet til den tungebrækkende sætning umage giver image der giver gage der giver mage. Hovedtanken er, som Rasmus Kragh Jakobsen skrev i sin anmeldelse, at kreativitet indgår i konkurrencen om det, man med ét ord kalder fisse. Som hanpåfuglens prangende hale tilsyneladende ikke tjener nogen praktisk funktion, er alverdens skønne og flotte ting det ekstra décor, som skal gøre indtryk på medlemmer af det modsatte køn. Netop fordi påfuglehalen er tung og besværlig, ja, handicappende at slæbe med sig rundt, praler den med sin ejermands styrke og sundhed og skal lokke interesserede hunner til at føre disse imponerende gener videre.
Rasmus Kragh Jakobsen anfægtede den videnskabelige holdbarhed i ræsonnementet, så det vil jeg ikke gøre her.
I stedet vil jeg tage fat på Nørretranders evner som story-teller, historiefortæller: Han er blevet vor tids Jules Verne, der ophøjer drengedrømme om at lave, hvad man er god til og få fisse i tilgift, til universelle sandheder.
Det generøse menneske er nemlig ikke så meget en videnskabelig bog som en moderne roman om kulturens fremkomst af naturen, og tilmed en roman, der ender godt: Nørretranders genfortæller kulturen med evolu-
tionshistorikerens optimisme. Alting peger naturligt frem mod nutiden og netværkssamfundet som historiens foreløbige højdepunkt. Når antilopen danser for løven eller en dyreflok jager og deler et bytte, er det udtryk for en slags egennyttens altruisme: Man giver for selv at få mere, eller for at få noget igen en anden god gang. At dele ud og give væk demonstrerer overskud, det imponerer stamme- og artsfæller og skræmmer fjender væk.
Moralen er lige til at overføre til netværkernes tidsalder, hvor det jo hedder, at »Hvis du har en idé og jeg har én, så har vi begge to.«
Men hovedtesen om påfuglehalen, der skaffer fisse, siger en del om, at kulturens subjekt er en mand, et handyr. Manden skaber for at imponere, kvinden vælger og føder børn.
Selv om Nørretranders citerer mange og udmærkede iagttagelser om den kvindelige andel i alverdens kulturproduktion, bruger han det ikke til noget, når hovedlinjer og konklusioner skal drages. Ja, man kunne næsten tro, at Historien var sprunget ubesværet fra jæger-/ samlerkulturens kollektivistiske stammesamfund, hvor alle med sang på læben delte goderne, til nutidens velfærdssamfund, hvor man gør lidt af det samme.
For eksempel er det en af hans hovedtanker, at gavegivning er kulturbærende. Gaver skaber netværker og forpligtende samfund. Til dette brug citerer han UNDPs tal for verdensøkonomien, der viser, at rundt regnet halvdelen af alt arbejde i verden udføres af kvinder (51 procent i
i-landene, 53 procent i u-landene). Dette kvindelige arbejde er meget ofte ubetalt og figurerer derfor ikke nogen steder i markedsøkonomierne.
Men Nørretranders konklusion på tallene er forbløffende: Det ubetalte arbejde er gavegivning! »Halvdelen af al produktion
er gaver«, citerer han Wilfred Dolfsma og fortsætter selv: »Vi kunne med lige så stor ret (som at vi lever i en markedsøkonomi, red.) hævde, at vi lever i en gaveøkonomi, hvori er indlejret en markedsøkonomi, der sikrer at mændene kan tjene nogen penge, som de kan imponere kvinderne med.«
Tjubang.
Ordet gave lyder jo af noget, der gives frivilligt, med glæde og modtages med søde ord og kys. Man ser for sig en kvinde, der kærligt stryger sveden af panden på sin hårdtarbejdende mand, vasker tøjet, drager omsorg for børn og gamle... Mon det gælder generelt for det kvindelige arbejde som vask, madlavning, børnepasning, foruden i ulandene at skaffe vand og brændsel (ofte ganske tidkrævende procedurer), at mændene takker varmt for indsatsen og belønner kvinder og børn med overskuddet? Og hvad, når det er kvinders kroppe og arbejde, der er gaverne? Når kvinder er ting, der udveksles mellem mænd?
Hvis ikke kvinderne får noget igen, de selv og deres børn kan bruge, hedder det vel ikke gaveri, men slaveri. En betragtelig del af kvinderne i u-landene (og i Vesten indtil for ca. 100 år siden, hvor kvinder var underlagt mandens eller faderens myndighed) lever da også under slavelignende forhold. En kvinde, der driver en lille madbutik, må ofte pænt aflevere overskuddet til familiens mandlige overhoved og kan ikke bruge det til at udvide biksen, selv om hun anså det for en god idé også for fællesskabet.
Hvor der ikke er marked, er der altså ikke nødvendigvis lykke, selv om Nørretranders er tæt ved at sige det: »Det er altså temmelig klart, at vores liv ikke ville være hverken særlig sjove eller særlig velfungerende, hvis alt var marked.«
Regnestykket kan næsten kun gå op, hvis man betragter den mandlige givning af gener og graviditeter som en storslået gave i sig selv, som kvinderne må bruge et helt arbejdsliv på at takke for?
Sådan kan det godt lyde, når klatmaleren Jens Jørgen Thorsen i bogen ophøjes til menneskeligt ideal, fordi han både sprøjtede med sæd og maling til alle, der gad.
Én ting er, at idealbilledet af det sprøjtende geni ikke passer særlig godt på de største mandlige kunstnere, bortset fra måske Picasso (den buk).
Leonardo da Vinci og Michelangelo fik ikke børn (ikke kendte; Freud mener, at Leonardo var bøsse). Og til det virkelige geni (Mozart, Shakespeare, Galilei, Einstein, Jane Austen, Virginia Woolf) er tit knyttet en form for arbejdsnarkomani og outsidermentalitet, som er vanskeligt forenelig med store børneflokke
(libri contra liberi, bøger eller børn, erkendte allerede romerne med et ordspil).
Endnu færre store mænd har så vidt man kan se fostret dynastier af begavede mennesker. Nogle kan selvfølgelig have fedtet sig ind hos mæcenens familie og lagt strålende æg i borgermandens rede. Men hvis fruen var klog (og det var hun ifølge tesen om den seksuelle udvælgelse), holdt hun sin bøtte, så det kan vi ikke vide noget om.
Inde i Nørretranders opmuntrende roman om, at det hele nok skal gå, så længe vi bevarer hovedet koldt og skødet varmt, ligger der altså et køns-
rollemønster, som ikke er meget mere morsomt end Carl-Mar Møllers: Mænd skaber og sprøjter, kvinder føder, lissom dyrene!
Det er ikke kun umorsomt, der er uhistorisk. Netop fordi kreativitet hos Nørretranders er unika, ikke det daglige seje træk, som
alle mulige menensker, kvinder og mænd, i fællesskab udfører for at gøre hverdagen smuk og behagelig og børnene til flinke og dygtige folk.
Kan vi ikke snart blive fri for at få naturen taget til indtægt for, at livet er som det er? Lad os dog erkende, at vi skaber verden i vores eget billede og rekonstruerer
historien som det til enhver tid passer os bedst.
Skriv en roman næste gang, Tor, en rigtig én, ligesom Jules. Han vidste nemlig godt, at naturen ikke har skabt historien. Det har vi.
