Læsetid: 4 min.

Ræset mod Top 20

Hvert 10. år udvælger det ansete litterære magasin Granta de 20 bedste unge britiske forfattere. Næste gang er i januar 2003, men opløbet er i gang
22. november 2002

(2. sektion) England London – Hvert 10. år starter der en mindre fejde i Storbritanniens litterære miljø. Det skete sidste gang i 1993, og opvarmningen til foråret 2003 er i gang. Det er nemlig her, at det litterære magasin Granta udpeger, hvad et distingveret panel har givet prædikatet de 20 bedste unge (under 40) britiske forfattere. I år er dommerne i konkurrencen Ian Jack, (redaktør af Granta, formand for dommerpanelet), Robert McCrum (litteraturredaktør ved The Observer) Hilary Mantel (kritiker og forfatter), Nicholas Clee (redaktør af Bookseller) og Alex Clark (anmelder på Guardian og London Review of Books). De har nu reduceret en liste på 130 titler (som forlagene har indstillet) til cirka 80. Grantas promovering har enorm betydning for de udvalgte forfattere, og efter at listen bliver offentliggjort i januar 2003, vil Granta Magazine publicere nye værker fra alle 20 i april-nummeret. Betydningen ligger ikke kun i muligheden for øjeblikkelig berømmelse. Den øgede synlighed medfører også en ekstrem sårbarhed, og der bliver fulgt med i, hvorvidt nogle af de ophøjede ender som fusere, og selvfølgelig er der også hver gang en intens diskussion om, hvorvidt det nu også var de rigtige, der blev udvalgt. Her holder ingen, hverken redaktører, forlagsdirektører, litterater eller passionerede læsere sig tilbage. Giv dem en chance I 1993 var debatten så ondskabsfuld, at en af dommerne Salman Rushdie (som selv var på listen i 1983) tog til genmæle på vegne af dommerpanelet – Rushdie selv, A.S. Byatt, Bill Buford og John Mitchison. Rushdies forsvar er gentrykt i den nye essaysamling Step Across the Line: »Tyve unge forfattere kom med på listen, fordi vi synes, de var det bedste, vi havde.« »Vi kan diskutere disse navne – hvem skulle have været inde og hvem ude – men for himens skyld, guys, lad os dog give dem en pause,« skrev han. Forfatterlisten blev latterliggjort af journalister og redaktører hvoraf visse efterfølgende måtte indrømme, at de ikke engang havde læst de fleste af skribenterne. Det var nok også svært for 1993-listen at måle sig med 1983-udgaven, som kom til at definere en hel generation af britisk litteratur: Julian Barnes, Ian McEwan, William Boyd og Martin Amis for at nævne et par stykker. I 1983 var det sværere. Men tiden viste, at 1983 var en udmærket liste med et par få undtagelser. Will Self, Louis de Bernières, Kazuo Ishiguro, Hanif Kureishi, Alan Hollinghurst, Esther Freud, Caryl Phillips, A.L. Kennedy, Helen Simpson, Jeanette Winterson, Ben Okri, Nicholas Shakespeare og Lawrence Norfolk må alle siges at have levet op til dommernes spådomme. Vidunderbarnet Zadie I denne omgang sagde en af dommerne, Hilary Mantel, til The Observer i søndags, at det, hun først og fremmest kigger efter hos finalisterne, er engagement. »Jeg har læst en eller to fremragende romaner, men jeg er overvældet over mængden af kedelig, letkøbt og uambitiøst arbejde«. Hun er heller ikke imponeret over redaktørernes arbejde og tilføjer, at de unge forfattere tilsyneladende mener, at det er dristigt og nyskabende ikke at punktuere – som om de vil sige, at »kommaer er ikke noget, min generation gør sig i«. Over årene har kontroverserne ikke blot handlet om kvaliteten. Udgiverne forsøgte også – uden held – at boykotte listen i 1993 og opgav kun, da de til sidst fik en af deres egne, John Mitchison, der på det tidspunkt var chef for Waterstone’s, med i dommerpanelet. Forlagene føler så stærkt for deres egne forfattere, at de bliver rasende, hvis deres egne stjerner misser en placering. På 2003-listen regner kilder i branchen med vidunderbarnet Zadie Smith, hvis White Teeth også er kommet på tv (p.t. er Smith gået i litterært eksil i USA for at få fred til at skrive efter en ondskabsfuld hetz imod hende fra den britiske tabloidpresse, som har hylet op om, at hun jo slet ikke er en »sort arbejderpige, der er blevet forfatter«, men en »privilegeret middelklassestudine fra Cambridge«), Andrew O’Hagan, Philip Hensher (som også er kommentator i The Independent), Giles Foden og Sarah Waters. Af de mindre kendte navne er f.eks. Alan Warner, som af sin redaktør og direktør på forlaget Cape beskrives som en »Highland, super-realist, en unik figur med et blændende let flydende sprog med en rummelig fantasi«. Men går man til et hvilket som helst forlag, får man samme smøre. De har alle deres topnavne at forsvare og promovere. Lic Calder, redaktionel direktør og stifter af Bloomsbury får det sidste ord. Til The Observer sagde hun søndag om top 20-listen: »Den har også en bagside. Den giver næring til forventninger, som muligvis ikke bliver indfriet og kan lede til depressioner for dem, som ikke ender med at være på den. Der var så meget ægte smerte over den sidste liste, men folk kommer jo videre i deres liv. Det er vigtigt ikke at tage den for seriøst«. Selv ville hun elske at se Jon McGregor på listen for romanen If No One Speaks of Remarkable Things. Han figurerede på den lange Booker liste og er »modigt uironisk – såvel som ung og fast besluttet på sin kurs«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu