Læsetid 6 min.

Sproget er hukommelsen

Der findes erfaringer, som man ikke kan fortælle om på noget andet sprog end sit eget, siger den svenske sprogmester Kerstin Ekman
19. november 2002

Litteratur
Kerstin Ekman bor ikke mere i det yderste Jämtland, i det naturmæssigt voldsomme område tæt på Norge og Lappmarken, som danner rammen om flere af hendes romaner. Også den seneste Rørte vande, der netop er udkommet som midterste bind af trilogien Ulveskindet.
I mange år boede hun og hendes mand i et samfund, der har meget til fælles med lokaliteten Svartvattnet. Han, der er pensioneret lektor, drev landbrug og skovbrug. Kerstin Ekman lyttede til alt det, som blev fortalt i det lille samfund – til myter og fortællinger, som en dag forvandledes til stor litteratur.
Men ægtemanden har fået hjerteproblemer og bypass-operation og kan ikke mere tåle sneen og den voldsomme kulde i de nordligste egne. Familien er flyttet til Roslagen, ikke langt fra Stockholm.
»På en måde lever vi samme liv. Vi bor stadig i en lille landsby,« siger hun.
Lige nu sidder hun på Hotel Neptun i København, linet op med fem-seks interview på en eftermiddag, inden hun dagen efter skal på Bogmessen. Bleg, værdig, smuk, storøjet – og nær 70. Men med en stærk, stærk udstråling trods tynd te og træthed.

Mord som skole
Hendes bøger er blevet kaldt et hjerteskærende undergangsepos om Nordens og naturens død. De handler også om mennesker, der forsimples og nedbrydes under en ekstrem fattigdoms pres og modernitetens påvirkninger. Og de dirrer af den mystik og de dystre hemmeligheder, små, isolerede samfund skjuler under overfladen. Mord for eksempel.
– Der må være noget ved mord, der fascinerer dig? Du begyndte som kriminalforfatter?
»Ja, men det var også af økonomiske grunde. Jeg manglede penge, og jeg ville ikke være lærer. Min mand forskede i historie på det tidspunkt, så der var brug for, at jeg deltog i familiens forsørgelse.«
»Men jeg har aldrig fortrudt det, og det var en vældig god skole for mig.«
– Efter at du var slået igennem som finlitterær forfatter, vendte du tilbage til mordet i ’Hændelser ved vand’?
»Der findes ikke den store forskel for mig. Det er faktisk meget vigtigt for mig ikke kun at tilhøre det højlitterære, og jeg er ikke bange for hverken kriminalhistorier eller folkeligt, kulturelt stof og melodramaer,« siger Kerstin Ekman.
I 1989 fik hun Selma Lagerlöf-prisen, og hun føler sig på en vis måde forbundet med Lagerlöf som kunstner.
»Hun var ikke det mindste bange for de ’lave’ genrer. Hun elskede filmkunsten og skrev et filmmanuskript om en pige, der blev gravid uden for ægteskab. Hun skrev også om prostituerede, og det var kunstnerisk frugtbart for hende at bruge folkeligt, okkult stof, sagaer og spøgelseshistorier fra sin barndom – men også helt moderne stof om piger, som går til bunds i Stockholm.«

Slægtens ære
– Flere af dine romaner har skildret kvinders hårde vilkår langt tilbage i tiden. I Rørte vande, som foregår langt senere, under Anden Verdenskrig, bliver den unge pige Myrten gravid uden for ægteskab og må skjule sin skam under frygteligt ydmygende forhold?
»Ja, der var stadig en barsk seksualmoral på den tid, og fødsel af børn uden for ægteskab har jo været skambelagt i tusinder af år. Det tager meget lang tid at ændre holdninger til slægtens ære og kvinders stilling – også for de mennesker, som nu kommer til de nordiske kulturer fra andre lande.«
»Men der findes en lille trøst i alt det. Da Myrten bliver gravid, er det så stor en skam, at hun må skjule det. Men 20 år efter ændrede det sig helt i Sverige. Du får bidrag, du kan trygt gå med din barnevogn og være stolt af det. Det er det mærkeligste, der er sket af kulturelle ændringer i Sverige – at det ændrede sig så brat.«

Samernes tragedie
– Et andet tema i dine bøger er undertrykkelsen af den samiske kultur. Informations anmelder skrev (i torsdags, red.), at din bog er præget af skyldfølelse over for samerne – også i forhold til det besatte Norge?
»Ja, vi har historiske synder, som er meget skammelige og svære at se tilbage på. Og på den tid var det samerne, det gik ud over. I dag har vi en ny historisk situation med mennesker, der kommer til os med et andet sprog. Og nu må vi vel omsider begynde at forstå, at de skal have lov til at beholde deres sprog. Der findes erfaringer, der ikke kan fortælles på et andet sprog end ens eget.«
– Du tænker på modersmålsundervisningens nødvendighed?
»Ja, for i sproget ligger hele deres fortid. Der har de alle minderne, deres religion og historie. Det må man ikke tage fra dem, for så bliver de historieløse.«
»Det værste var jo, at man fratog samerne sproget. I 50’erne begyndte man fornorskningen og forsvenskningen af samerne, man sendte børnene i svenske normalskoler og skilte dem fra forældrene. Undervisningen foregik på svensk og helt absurd underviste man dem i reners pasning på svensk – det var jo deres eget sprog, der havde alle ordene og termerne for rendrift, ikke svensk.«
»Dengang troede psykologer og sprogforskere, at det var dårligt for børn at være tosprogede, at det skabte forvirring og gjorde dem sprogligt fattigere. Sådan er det ikke, for sprog er en rigdom, men det troede man.«
»Et andet motiv var, at man ville gøre samerne til bevidste medborgere, som kunne skaffe sig deres ret i samfundet, orientere sig politisk, indklage deres sag for domstolene. Der var faktisk gode motiver i det. Men det blev gennemført med en bryskhed og en brutalitet, der var forfærdelig.«
»Man skilte børnene fra forældrene, ikke bare rent faktisk ved, at de kom på normalskoler, men også ved, at forældrene ikke kunne hjælpe dem med lektierne og blev fremmede for deres børn.«
»Så det er ganske rigtigt, at der er en kollektiv skyldfølelse på forskellige områder i Sverige.«

Vor skam
– Og med hensyn til krigen?
»Det er selvfølgelig vældig kompliceret, idet det jo er forventeligt, at enhver regering forsøger at holde sit land uden for krig – og det gjorde Danmark jo også på sin måde.«
»Men at forskningen nu har påvist, at de såkaldte permittanttog, som man lod køre gennem Sverige, også fragtede våben til Norge til at nedkæmpe nordmændene med og kørte fanger, der skulle i koncentrationslejr, tilbage gennem Sverige – det er vor skam.«
»Og min mor, som var lotte i Helsingborg, har bekræftet det over for mig. Hun så det.«
– Det er fortiden. Men hvad med nutiden? Individet er blevet sat fri af slægt og småsamfund. Er det ikke godt?
»Jo, men mennesker har mistet den mindes-kultur, som ligger uden for skriftkulturen. Vores skriftkultur dokumenterer alt, men lader individet i stikken, nærmest historieløst uden mindet om det forgangne. Og man har også mistet følelsen af samhørighed på godt og ondt.«
»I dag må man læse romaner for at finde frem til den. Og fortællekunsten kan vel stadig nå mennesker på en anden måde.«

Udsatte kvinder
– Men kvindernes situation er blevet stærkt forbedret, siden det var en skam at være gravid uden for ægteskab?
»Ja, det er den. Men samtidig tror jeg, at unge kvinder er blevet vældigt udsatte på grund af den seksuelle frigørelse, som i dag næsten kræves af dem.«
»Det udsætter dem for uhørt store risici, for overgreb og sygdomme, p-pillernes bivirkninger og uønskede graviditeter. Så jeg synes nok, at unge kvinder er meget sårbare, selvom det ikke længere er på grund af en skam-kultur.«
»Der er jo altid en bagside af tingene. Det eneste, jeg ikke kan se en bagside i, er, at kvinder har fået adgang til en uddannelse. Det er bare godt, er det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu