Tilbage til undergrunden

(2. sektion)

Genudgivelser
Der er ikke noget nyt i, at litterære hovedværker genudgives, heller ikke når man taler om poesi. Tværtimod er udgaver af Udvalgte og Samlede digte respektable og naturlige bogtyper, hver med deres plads i et stort forfatterskabs udvikling. De er kronen på værket, faktisk.
Ser man nærmere på de sidste par års litterære genoptryk, dukker en anden type genudgivelser imidlertid op. Siden omkring år 2000 har de mest markante optryk i dansk litteratur nemlig ikke været af sindige nyklassikere, men af skrifter fra fortidens, især 60’ernes og 70’ernes, litterære undergrund. Og listen er lang. Henrik Bjelkes Saturn, Peter Laugesens Skrift, Per Højholts, Per Kirkebys og F. P. Jacs ellers uopdrivelige debutsamlinger, Per Højholts legendariske lydcollage Turbo – som nu findes på cd – og genudgivelsen af Kirsten Thorups tre første digtsamlinger: Alle er kommet på ny i løbet af de sidste to år.
Dette efterårs hidtidige udgivelser viser ingen tegn på, at strømmen vil stoppe. Først kom Klaus Høecks svært mærkværdige samling af sci-fi digte, Projekt Perseus, i ny udgave, med hvide bogstaver på sorte sider. Og i midten af oktober de to Turèll-hæfter Here comes your 19th nervous breakdown og Lissom, samlet til ét stort hæfte; tidligere på året blev et andet klenodie fra Turèlls undergrundsproduktion, de litterære kalenderblade Good-bye to all that!, gjort tilgængelige. Ydermere er en bogversion af Per Højholts Turbo – i oprindelig opsætning – på trapperne.
Det ligner en trend. I så fald består det nye ikke blot i, at en bestemt understrøm af den danske litteratur genindpakkes og sendes ud til ære og værdighed. Det består også i, hvilke forlag der står for genudgivelserne, på hvilken måde bøgerne udgives og hvorfor de overhovedet gøres tilgængelige igen .
Set i et større perspektiv er undergrundens genudgivelse nemlig også et tegn på et nyt forhold til den litterære tradition. Og på forandringer i de litterære institutioners landskab.

Små forlag
Det sidste ses hurtigt. Overraskende mange af genudgivelserne sendes på gaden via to små forlag: Arena og Bebop. Begge er dukket op – igen – de sidste par år, men har direkte rødder i 60’ernes og 70’ernes litterære scene.
Høecks Projekt Perseus udkom oprindeligt på Gyldendal i 1977, men har længe været utilgængelig – selv ikke antikvariaterne havde eksemplarer liggende. Nu, 25 år efter, sendes den ud igen via forfatterforlaget Arena, der i 60’erne og 70’erne var et veritabelt kraftcenter for udgivelsen af international og dansk litteratur af den modernistiske og eksperimenterende slags. Siden lå forlaget i dvale i knap 20 år; i 1999 genstartede det sine aktiviteter.
Institutionelt set har Projekt Perseus altså hoppet fra overgrund til undergrund: Det modsatte af en kanonisering. Bevægelsen er næppe tilfældig.
Bebop er et enmandsforlag, der styres af digteren, kritikeren og den litterære altmuligmand Asger Schnack. Forlaget har stået for genudgivelsen af Turèlls Here comes your 19th nervous breakdown og Good-bye to all that! – og for de nye udgaver af Per Kirkebys, Per Højholts og F. P. Jacs debutsamlinger. Selvom Bebop har sin egen profil, er det ifølge Schnack selv en art spejling af hans eget forlag fra halvfjerserne. Slægtskabet ses i navnet: Det gamle forlag hed Swing, det nye hedder Bebop.
Det skal retfærdigvis siges, at også Borgen og Gyldendal har deltaget i boomet af genudgivelser. Men de små forlag har taget teten.

Entusiasme
I denne sammenhæng er det at være lille ikke kun et spørgsmål om størrelse. Det er også et spørgsmål om kulturel placering: Swing og det ny Arena er alt andet end traditionelle, »kulturbærende« institutioner i det litterære landskab. De er ikke formidlere af den borgerlige dannelse, ikke solide klipper med en århundredegammel historie. De er derimod udtryk for den rene litterære entusiasme.
Målet med de nye optryk er da heller ikke at sætte kronen på værket i en litterær kanonisering. I stedet udgiver man geheim-tipsene, de glemte og de skæve. Eller de legendariske, men i dag uopdrivelige bøger. At det er en bevidst strategi, bekræftes af Lars Bukdahl, kritiker ved Weekendavisen, aktivt medlem af bestyrelsen for forlaget Arena – og medredaktør på dén udgave af Johannes L. Madsens samlede digte, der til næste år kommer på Arena:
»Da Arena genopstod for tre år siden, lå tanken om genudgivelser i luften. Der var nogle værker, også fra forlagets eget bagkatalog, der nærmest var blevet ignoreret i deres samtid. De kunne fortjene et nyt spot, noget ny opmærksomhed,« forklarer han. Det har imidlertid ikke noget med 60’erne og 70’erne at gøre.
»Bøgerne skal ud, fordi de er oversete, ikke fordi perioden i sig selv er saliggørende. F. eks. udgiver vi snart Jens August Schades Kommodetyven, som er fra 1939,« siger Bukdahl.
Noget lignende gør sig gældende på Bebop. Per Højholt er om nogen en anerkendt forfatter, men hans debutsamling Hesten og Solen, var for længst afskrevet af ham selv – og udskrevet af litteraturhistorien – da den i 2000 igen udkom på Asger Schnacks forlag. Ifølge Schnack var formålet at kaste nyt lys over debuten:
»Man har altid læst Hesten og Solen ind i den danske Heretica-tradition. Jeg håbede, at en genudgivelse kunne vise bogen i et nyt lys. I dag kan man bedre se det strejf af international surrealisme, der også er i den. At den var fuldstændigt uopdrivelig spillede selvfølgelig også ind.«
Genudgivelserne skal give de udvalgte værker en ny vind, sende dem ud til de læsere, de i første omgang aldrig fik. Ikke bare sætte en krone på værket, men overhovedet gøre det tilgængeligt for andre læsere. Af samme grund udgives små hæfter lige så gerne som samlede oeuvrer.

Det fysiske udtryk
Den rene begejstring, altså. Imidlertid afspejler entusiasmen sig ikke blot i de værker, der udvælges til optryk. Den viser sig også i den måde, værkerne genoptrykkes på.
Mange af de nye udgivelser holder fast i bøgernes oprindelige, fysiske udseende. Og i de sene 60’ere og tidlige 70’eres undergrund var det lille, selvproducerede hæfte og tekstens collage-agtige flow over siderne ikke bare et institutionelt, men også et æstetisk valg, der lå på linie med forfatternes stadige dialog med tegneserier, rockmusik og andre dengang underlødige kulturudtryk. Det ser man i Dan Turèlls lange remse Lissom, som fra Anker Jørgensen til Anders And inddrager hele de tidlige 70’eres kulturelle horisont.

Lissom resteniler/ Lissom C. G. Jung/ Lissom Batmobiler/ Lissom Kung fra Sung,

hedder det undervejs. Med skrivemaskine-typer.
Her er ikke meget tilbage af den etablerede, borgerligt-dannende litteratur, samt dennes smudsbind og nydelige opsætning på siderne. I stedet er der henvisninger til popkultur, overtydelige remserim og en skødesløs opsætning. Det udtrykker fart. Det udtrykker det foreløbiges drift hen over siden. Det udtrykker selvproduktion og gåpåmod. Det udtrykker alt andet end en plads i de litterære mesterværkers evige parnas. Netop det holder man begejstret fast i nu, 30 år efter, når Lissom kommer på gaden igen i et fotografisk genoptryk.
Både i udvalg og optryk peger de nye udgivelser væk fra litteraturen med stort L. Og det vil sige væk fra litteraturen som dannelsens naturlige omdrejningspunkt. Koblingen er selvsagt besnærende. 60’ernes og 70’ernes undergrundslitteratur udtrykker et opgør med dannelsens forhold til den litterære tradition. Det gentages nu, i al fald indirekte, hvor bøgerne ikke genudgives for at blive kanoniseret, men blot for at blive præsenteret.

Litterære aktier
Løfter man blikket en smule, bliver det tydeligt, at den nye bølge af genudgivelser knytter an til en større omvurdering af de sene 60’eres og 70’ernes litteratur. Faktisk har man de sidste fem år kunnet følge en forbløffende stigning i periodens litterære aktier. Fra at være et årti, forhånet for sin arbejder- og bekendelseslitteratur, regnes 70’erne, især de tidlige, i dag blandt de mest interessante, endda nyskabende perioder i ny dansk litteratur.
Det ses i den akademiske verden. F. eks. i den nye udgave af Danske Digtere, hvis tredje bind lægger ud med store portrætter af Kirsten Thorup, Peter Laugesen, Klaus Høeck og Dan Turèll. Og i en mængde andre artikler, bøger og universitetskurser, der pludselig beskæftiger sig med perioden.
Man kan give – og giver – flere forskellige forklaringer til det pludselige skift i litteraturhistorisk opmærksomhed, også ud over den åbenlyse, nemlig at perioden rummer en række store, men i samtiden oversete forfatterskaber.
For Tania Ørum, der er lektor ved Københavns Universitet og for tiden forsker i den danske 60’er-avantgarde, skal årsagerne både findes inden for og uden for den litterære institution.
»Der er ingen tvivl om, at den stigende opmærksomhed mod 60’ernes og 70’ernes undergrund – Dan Turèll, Peter Laugesen – også hænger sammen med en ny generation af kritikere og forskere. For at skabe sig en profil har man brug for sit eget område, nogle man kan pege på og sige: Se, det her glemte den ældre generation at tage højde for,« siger hun.
Men hun tilføjer, at interessen også skal ses som del af en større kulturkritik. Forfattere og læsere søger tilbage til datidens undergrund – og de måder, de udgav på – for at finde et alternativ til nutidens stivnede og kommercielt styrede kultur, mener hun.
Forfatteren Klaus Høeck er mere kontant:
»En række kritikere har opdyrket forestillingen om den rene digtning,« siger han.
»Man har dyrket en litteratur, der foretrækker det lille, lyriske vokabular og er endt med en puritansk og moraliserende holdning over for kunsten. De værker, der blev lavet i 60’erne og 70’erne, og som nu genudgives, udvidede derimod digtningens grænser. Det var værker, der tog alting med ind i litteraturen. Det er der brug for igen.«
Set i et større perspektiv har begejstringen altså brod over for den øvrige kultur. Samtidig peger både Tania Ørums og Klaus Høecks kommentarer indirekte på, at forholdet til den litterære tradition har forandret sig. Engang kendte man sine klassikere, fordi man var dannet. Nu bruger man traditionen til at finde alternativer, andre måder at gøre tingene på. Man bruger den som modeller til at komme væk fra status quo.
Den nye bølge af genudgivelser er et tegn på forandringer i det litterære kredsløb. Og på en midlertidig forskydning i tidens litterære kanon. Men de viser os også, at klassikerne betyder stadig mindre i samfundets forestillinger om almen dannelse. Og at den litterære tradition derfor har fået en ny rolle i det kulturelle landskab – og i samfundet mere generelt.
Det er en rolle, der giver plads til begejstring. Om den også lader noget gå tabt, vil kun tiden vise.