Læsetid: 5 min.

Ung digter i krig

Ib Schønberg fandt Morten Nielsens digte »majet smukke«, og Svend Auken har et af dem som sit yndlingsdigt
28. november 2002

Digterliv
»Det gaar ad Helvede til,« skrev Morten Nielsen. Han havde lige haft succes.
Den unge Ålborg-student var kommet til København i 1940 for at læse videre. Få år senere døde han, 22 år gammel, da han skulle aflevere nogle pistoler til Citronen. Men hvad han havde nået forinden, står endnu, og i morgen udkommer endnu en version af hans ’samlede digte’. De har stadig appel, og da Svend Auken for nogle år siden skulle vælge sit yndlingsdigt til en antologi, valgte han »Foraarets Horisont«:

Verden er vaad og lys –
Himlen er tung af Væde...

Hjertet er tungt af Lykke,
lykkeligt nær ved at græde.

Mest muligt sagt med færrest mulige ord, og en ring, der sluttes på kun fire linjer, som viser, hvor kort afstanden er mellem glæde og sorg, lykke og ulykke. Morten Nielsen havde arbejdet på digtet i halvanden måned. Oprindeligt var der flere vers, som han til sidst kasserede for at lade de fire linjer, der lyste mest, stå som de eneste.
Den oplysning kan man læse sig til i Breve til en ven, der udkom som uglebog i 60’erne og genudgaves i 1994. Det er også her, man kan læse om gennembruddet, der førte til henvendelsen fra Ibbermand.

Litterært venskab
Fra tiden på Ålborg Katedralskole, hvortil Morten Nielsen kom som genert, ung mand med mindreværdskomplekser – han var rødhåret, hvad han anså for en livsopgave – havde han en ven, som læste videre i Århus. De skrev begge digte og korresponderede under krigen 1940-44, hvor Nielsen døde i august.
Et litterært venskab, et spinkelt netværk, som kendes fra andre, som endnu er langt fra anerkendelse. Tag f.eks. Dan Turèll og Peter Laugesen, der fandt hinanden, fordi de kom til at bo på klubværelse på samme gang i Lyngby. Laugesen har fortalt, hvordan de stak digte ind under døren til hinanden, når de faldt over et godt et.
Morten Nielsen og vennen, der omtales som »R«, var hinandens hårdeste kritikere. De udveksler private oplysninger om kvindebekendtskaber (Nielsen var trods det røde hår ganske omsværmet), underretter hinanden, når de har fået digte eller artikler antaget eller i hovedet igen, og tugter hinanden. »Tak for dit Brev med Digtet. Jeg synes ikke, det er godt,« skriver Nielsen lige ud af posen. Eller: »Tak for Brevet. Tanken i dit Digt er ikke ilde. Men det er Digtet.«
Venskabet holdt, og Morten Nielsen fik også besked den anden vej rundt, men i København blev han optaget i de unge kunstneres kreds omkring tidsskriftet Vild Hvede – en forløber for Hvedekorn, som eksisterer den dag i dag. Blandt de skribenter, han havde kontakt med, var navne som Sonja Hauberg, Ester Nagel, Halfdan Rasmussen, Piet Hein, Paul la Cour og senere også Bjørn Poulsen og Thorkild Bjørnvig.

Konen var flink
Han bliver inviteret ud til Vild Hvedes redaktør, Viggo F. Møller, en nøgleperson, hvis man ville frem litterært. I et brev til R skriver han: »Jeg var ude hos Viggo F. for en Uges Tid siden. Baade han og Konen Tove Ditlevsen var flinke. Vi sad og sludrede en hel Aften... (...) da jeg var kommet til Sæde, og Konen var ude at lave Kaffe, spurgte han mig, om jeg ikke havde nok til en Digtsamling. Det gav et Sus i mig...«
Det var i 1940, men først i 1944 udkom Nielsens digtsamling, Krigere uden Vaaben. Han var selvkritisk til det yderste, og hertil kom, at situationen i digtsektoren var ganske anderledes end nu. Det var helt normalt, at en lyriker måtte skaffe sig et antal købere på forhånd, prænumeranter, for at blive trykt på et forlag. Det undgik Morten Nielsen, men først måtte han opleve at blive refuseret fra Gyldendal, hvis direktør, Ingeborg Andersen, begrundede det med, at forlaget på baggrund af tidligere nedslående resultater kun ville udgive én digtsamling det år og altså ikke Nielsens, der så i stedet udkom på Athenæum. På en måned solgtes den i 150 eksemplarer, hvilket regnedes for fint.

Til prøve
Gennembruddet var kommet forinden, da han læste op ved en litterær aften på Borups Højskole allerede i 1941. Det var her, han skrev til vennen R: »Her gaar det ad Helvede til. Jeg vaagnede en Morgen og var i Politiken.« Bladet havde under overskriften, »Ung Aalborg-Lyriker gør Lykke«, skrevet, at »til sidst kom den dygtigste af dem alle, Lyrikeren Morten Nielsen; med sine helt modne, helt formfuldendte Vers, rev han tilhørerne med sig næsten endnu mere hans Kammerater, og det vil sige meget.«
Det fik den populære skuespiller, Schønberg, op af stolen. Han var ved at forberede en kabaret sammen med Mogens Dam, stort revynavn, og Morten Nielsen skulle aflægge en prøve på Nørrebro Teater. Han læste op, og »efter hvert Digt sagde Ib Schønberg, at det var majet smukt.« Den altid gældsplagede
Nielsen tænkte mest på, om han mon fik et honorar. Om han kom med, melder brevene intet om direkte, men i brev til R står:
»Jeg prøvede. Jeg stod paa eet Ben paa en Kæmpescene foran Ibberbasse og Dammemand og galede. Det var frygteligt... Saadan et par Fyre, R, dem kan jeg ikke li. De er for elendige... Dammelamme og Ibberbamse og Mortenmand. Alle tre lige ivrige i deres Jagt efter Pengene.«
Måske blev seriøse forfatteres senere så udtalte foragt for den folkelige underholdning grundlagt ved den lejlighed, hvem ved.

Vådeskuddet
Om krigen står næsten intet i brevene til R, men begge involverede sig i modstandsbevægelsen. Morten Nielsen arbejdede for den illegale presse og blev senere forfremmet til kurer. Det var i den egenskab, han skulle aflevere nogle våben til den mand, der blev kaldt Citronen, fordi han havde begået sabotage mod sin tidligere arbejdsplads en Citroën-fabrik.
(Dæknavnene Citronen og Flammen stod som de store mytiske skikkelser, fordi de påtog sig de grove, operative opgaver som f.eks. likvideringer. Begge omkom før krigens ophør).
Litteraturforskeren Thomas Bredsdorff gav sig selv den opgave i 1980 at finde ud af de nærmere omstændigheder ved Morten Nielsens død, der i eftertidens publikationer kort omtales som »vådeskud under våbeninstruktion.«
Han interviewede mennesker, som havde været tæt på begivenheden. En teori, som dog ikke kunne sandsynliggøres, gik ud på, at Citronen havde likvideret digteren. Pistolerne skulle overrækkes på et kontor i Silkegade, hvorfra Citronen ringer til en kontakt i Zonen. Han og en kollega tager ind til Silkegade, hvor de møder en oprevet Citronen på vej væk, idet han fortæller, at der er en død mand på kontoret. Citronen rapporterer senere, at Morten Nielsen er kommet til at skyde sig selv med en Mauser, som er specielt farlig, fordi den kan gå af under ladning, hvis man rører ved aftrækkeren.
Morten Nielsen efterlod sig ca. 300 breve og ca. 200 mere eller mindre ufærdige digte. Han udgav selv blot den ene digtsamling. Senere kom et udvalg af ’efterladte digte’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu