Nyhed
Læsetid: 12 min.

Vred ung mand... ...død ung mand

På mandag udkommer Kurt Cobains dagbøger. Nirvana-forsangeren døde for egen hånd i 1994, 27 år gammel
Kultur
2. november 2002

ABERDEEN – Et par timers kørsel sydvest for Seattle, ud til Stillehavskysten i staten Washington, helt oppe i det nordvestlige hjørne af USA, ligger Aberdeen. Det er ikke en by, man normalt passerer, med mindre man bevidst forlader Interstate 5, den nord-syd-gående motorvej, som forbinder Seattle med Californien mange hundrede kilometer sydpå. Og trods det charmerende navn er det ikke en by, man gør holdt i, med mindre man har et ærinde.
Med sine små 20.000 indbyggere er Aberdeen indbegrebet af en amerikansk provinsby, som ikke har haft noget at sætte i stedet, da det oprindelige hovederhverv – i dette tilfælde tømmerindustrien – kom i krise. De store blokvogne med tømmer ruller stadig op og ned ad hovedgaden, men bymidtens tomme butiksruder, affolkede fortove og rustne skilte, der knirker i vinden, taler deres tydelige sprog. Det samme gør de skurvede skovhuggertyper, slidte slackers og regulære bumser, der hænger foran kaffebarerne. Af en eller anden grund synes det især at være massage- og skønhedssaloner, der har overlevet de svære tider. Men det er ærlig talt svært at se, at de har nogen effekt. Sceneriet er ikke just opmuntrende.
Meget bedre bliver det ikke, da vi kommer ud i villakvartererne på grænsen mellem Aberdeen og søsterbyen Hoquiam. En af de afgørende forskelle mellem amerikanske og europæiske boligtraditioner er, at hvor slummen i Europas byer gerne forbindes med trangt etagebyggeri, har der i USA været plads til at sprede elendigheden ud over større arealer. Med andre ord: Uanset hvor langt nede på indkomstskalaen, man har befundet sig, har man kunnet have sit eget hus. Standarden har blot været derefter.
Sådan er det også på Aberdeen Avenue. Adressen lyder måske fornem, men reelt er der tale om hytter – shacks – tomme skaller af træ, brug-og-smid-væk-huse, arkitektoniske ar efter fattigdom og bristede forhåbninger, trukket hen over kontinentet af immigranterne og deres efterkommere under jagten efter et bedre liv vestpå. I Aberdeen/Hoquiam kan man ikke komme længere vestpå. I hvert fald ikke uden at falde i vandet. Hvad gør man så? Så bliver man og tager kampen op. Vi finder frem til adressen 2830 Aberdeen Avenue. Et hvidt skur med skrammel i forhaven. Her boede familien Cobain, da deres første søn, Kurt, blev født den 20. februar 1967.

Kurt Cobain tilbragte tre fjerdedele af sit liv i Aberdeen og omegn. Alligevel blev han som frontfigur i gruppen Nirvana sin generations mest feterede rockstjerne. En kometkarriere, som ingen i Aberdeen ville have troet mulig i 1989, da Nirvana på Seattles nye indie-pladeselskab Sub Pop udsendte deres første album, Bleach. Og et faktum, som ingen kunne ignorere, da bandet blot tre år senere, i 1992, med Nevermind skubbede Michael Jacksons Dangerous væk fra Billboard-listens førsteplads og for alvor vendte verdens opmærksomhed mod Seattle og den nye inkarnation af punk, der gik under betegnelsen grunge.
»Punk rock is freedom« var det mantra, Kurt Cobain oftest gentog, når han i interviews eller andre sammenhænge skulle forklare, hvorfor musik spillede så altafgørende en rolle i hans liv. At en karriere som musiker set fra Aberdeen kunne virke som en vej ud af trøstesløsheden, er der ingen tvivl om. Men at succes ikke i sig selv er noget værn mod personlige problemer, og at en musikkarriere hen ad vejen kan vise sig blot at være en ny spændetrøje, er det afskedsbrev, Cobain efterlod ved sit selvmord i 1994, et hjerteskærende bevis på:
»Jeg har ikke følt nogen glæde ved hverken at lytte til eller skabe musik, eller ved at læse eller skrive, i alt for mange år nu,« konstaterede han. »Hvilket giver mig en ubeskrivelig skyldfølelse.«
Den største smerte for Cobain syntes at have været at erkende, at opfyldelsen af den drøm, han havde næret siden de tidlige teenageår, nu var forvandlet til en livsløgn: »Faktum er, at jeg ikke kan narre jer. (...) Den værste forbrydelse, jeg kan komme i tanke om, ville være at snyde folk ved at foregive, at det tilfredsstiller mig 100 procent.«
Efter at have noteret dette på en lap papir i sit soveværelse i velhavervillaen nord for Seattle tog Kurt Cobain et gevær, en æske ammunition, en pakke smøger, en dåseøl, en pose heroin og et par håndklæder. Så gik han over til et værelse, der lå oven på garagen nogle få skridt fra huset, røg et par cigaretter, drak lidt øl, sprøjtede en dødelig dosis heroin ind i armen, ladede geværet, puttede løbet i munden og trykkede af. Det var den 6. april 1994. To dage senere blev han fundet af nogle håndværkere, som af hustruen Courtney Love – hun var på afvænningskur i Los Angeles – var hyret til at installere et alarmsystem i huset. Kurt Cobain blev 27 år.

Set på afstand synes der at have været to afgørende psykologiske faktorer, som forhindrede Kurt Cobain i at finde harmoni med sig selv og sine omgivelser. Den ene tilhørte barndommen og udsprang af forældrenes skilsmisse, som sønnen tilsyneladende aldrig kom sig over. Den anden havde rod i et professionelt dilemma mellem punkens idealer og berømmelsens inerti.
Skilsmissen først. Cobains forældre, Don og Wendy, var begge fra Aberdeen-området og giftede sig tidligt. Don var 21 år og Wendy 19, da de fik deres første barn, og farens indtægt som mekaniker på en Chevron-station rakte kun lige akkurat til de faste udgifter. Stemningen i det lille træhus på Aberdeen Avenue beskrives som præget af Dons håndfaste disciplin og en vis anspændthed mellem de to unge ægtefæller. Alligevel kom det som et chok, da Wendy i 1976, en uge efter Kurts ni-års fødselsdag, meddelte, at hun ville skilles.
»I hate Mom, I hate Dad,« skriblede sønnen nogle måneder efter på væggen i sit værelse. Og med en sans for rim og dramatisk spleen, som var det den første Nirvana-sang, poden var i gang med at forfatte, fortsatte den private graffiti: »Dad hates Mom, Mom hates Dad. It simply makes you want to be so sad.«
Skilsmissen blev hadefuld og opslidende, og i årene, der fulgte, grundlagde Kurt Cobain de stresssymptomer og maveproblemer, som han kom til at døje med resten af livet. Det blev far Don, der fik forældremyndigheden over Kurt, mens lillesøster Kimberly blev hos Wendy.
Allerede året efter skilsmissen mødte faren en ny kvinde, giftede sig igen og fik endnu en søn. Kurt følte sig udenfor i den nye familie, men kunne heller ikke flytte tilbage til moren, idet dennes nye mand viste sig at være voldelig og ikke brød sig om drengen. I 1982 flyttede Kurt hjemmefra, 15 år gammel.
De følgende fire år boede han hos gæstfri familier eller bekendte på 10 forskellige adresser – når han da ikke sneg sig til at sove i trappeopgange eller hospitalsventeværelser.
Det er fra denne periode, et af de mest vedholdende rygter i Cobain-mytologien stammer, nemlig historien om, at den senere rockmillionær som hjemløs teenager levede under Young Street Bridge i Aberdeen. En fantasi, som ophavsmanden var den første til at cementere rigtigheden af i interviews, og som han oven i købet skrev ind i sangen »Something in the Way«, afslutningsnummeret på Nevermind. Det var ligeledes i denne periode, skilsmissebarnet Kurt fik sin første guitar og forelskede sig betingelsesløst i punkrocken.
De mange familier og bekendte, Kurt Cobain overnattede hos i skoleårene, har nogenlunde samstemmende beskrevet en sky og sød teenagedreng, der ikke syntes at være i stand til at knytte sig følelsesmæssigt til nogen. I hvert fald ikke andre end den fiktive kammerat, Boddha, som han godt ti år senere skulle stile sit selvmordsbrev til. Om det reelt var forældrenes skilsmisse, der slog Kurt Cobains barndom ud af kurs, eller om der var andre faktorer, som ikke er kommet frem i lyset, kan vi selvfølgelig ikke vide. Men et faktum er det, at han livet igennem henviste til skilsmissen som selve årsagen til, at han havde mistet troen på oprigtige relationer mellem mennesker. Også selv om han på Nirvanas tredje og sidste studioalbum, In Utero (1993), slutter åbningsnummeret »Serve the Servants« – en kritik af Dons svigt som far – med at bagatellisere skilsmissen: »That legendary divorce is such a bore.«

Kedelig var til gengæld ikke den grunge-scene, som bar Nirvana frem til berømmelsens tinder. Grunge var betegnelsen for en ny bølge i rockmusikken, en guitarbaseret, energiladet og melodisk afart af heavy rock, som fra slutningen af 80’erne bredte sig fra det ellers søvnige og provinsielle nordvestlige hjørne af USA og ud over det meste af verden.
Hvorfor det lige præcis blev Seattle og omegn, der på dét tidspunkt kom til at levere et nyt punkopgør, ti år efter London, gives der ingen skudsikre svar på.
I de rocksociologiske fremstillinger lægges vægt på, at scenen i Seattle siden omkring 1980 havde været så afmattet, at de fleste større grupper droppede byen på deres turneer. I stedet begyndte mange at spille selv, og når man spiller uden udsigt til at skulle optræde for andre end vennerne, gør man det først og fremmest for sjov. Det er én forklaring på den energiske gør-det-selv-feeling i musikken. De lokale viste, at man kunne selv, scenen voksede, der løb rygter ud i landet om, at publikum i Seattle var hot, og snart begyndte musikere at flytte til byen for være en del af et nyt entusiastisk og selvbestaltet miljø.
En kædereaktion var sat i gang. Gruppen Soundgarden kom på banen, og det lokale pladeselskab Sub Pop blev dannet. Med sans for publicity inviterede de to initiativtagere bag Sub Pop en journalist fra det britiske musikmagasin Melody Maker til Seattle, snart fik det globale rockdyr færten af nyt kød, og hele industrien vendte så småt blikket mod grungescenen. Omkring 1990 forventede de lokale, at det var ved at være ovre, men så kom Nirvana og kastede nyt brændstof på bålet.
Grungegrupperne søgte med et tungt og ekspressivt udtryk at genetablere forbindelsen med rockens oprindelige energi, som også punken tog afsæt i. Men den globale mediemaskine var i mellemtiden kommet så meget op i omdrejninger – ikke mindst takket være MTV – at enhver ny ansats til noget autentisk lynhurtigt blev absorberet af de omgivende branchers sult efter at udnytte ethvert kommercielt potentiale. Få år efter kunne man på hovedgaden i Herning og mange andre steder se horder af unge i skovmandsskjorter, gummisko og lasede jeans, der lignede, at de var blevet flænget af en pitbull. Grunge var på rekordtid blevet et globalt modefænomen.
Meget tyder på, at Kurt Cobain ikke var gearet til at tackle den hurtige berømmelse. Og tingene gik hurtigt. I 1990 fik den 23-årige Cobain afslag på en ansøgning om et rengøringsjob på en hundekennel. I foråret 1991 boede han på bagsædet af sin skrammelkasse af en bil. I november ’91 passerede salget af Nevermind i USA en million eksemplarer. Og stort set i samme øjeblik, hvor berømmelsen kom, begyndte nedturen. Først og fremmest havde Cobain psykisk svært ved at leve op til det pres, der pludselig lå på ham. Dernæst havde han ikke fysik til livet som rockstjerne. De mavesmerter, han havde udviklet efter forældrenes skilsmisse, blev nu nærmest kroniske og førte til koncertaflysninger og indlæggelser på stribe. Endelig – og det er måske det vigtigste – havde han vanskeligt ved at få idealerne fra den punkscene, han var rundet af, til at hænge sammen med den millionforretning, han var blevet omdrejningspunkt for.
Svaret på afmagtsfølelsen, rådvildheden og skyldfølelsen over at søge berømmelse, samtidig med at han ideologisk tog afstand fra kommercialisme, blev et narkotikamisbrug af eksorbitante dimensioner. Et misbrug, der i starten tydeligvis tjente som et skjold mod de mange krav og en lindring af mavesmerterne. Men som hen ad vejen – til omgivelsernes fortvivlelse – mere og mere kom til at ligne bevidst selvdestruktion. Cobain havde realiseret drømmebilledet af sig selv som stjerne. Men han havde ikke formået i processen at gøre sig fri af selvhadet.

I sin ekstremt grundige biografi, Heavier Than Heaven (2001), hvor Kurt Cobains korte liv dissekeres over 350 tætskrevne sider, udmaler Charles R. Cross grungestjernens selvdestruktive adfærd med en detaljerigdom, så det nærmest kommer til at virke, som om hele hans liv var én lang forberedelse til den blodige udgang.
Sådan er tonen nu en gang i den slags biografier, hvor kendte menneskers liv forstås baglæns, og hvor alle brikker helst skal samle sig omkring nogle få letfattelige pointer, for at stoffet kan få karakter af en fortælling. Og det er ikke svært at få øje på, at Cross sine steder accentuerer selvmordsmotivet lige lovlig kraftigt.
På den anden side skal man være blind på det ene øje og have klap for det andet, hvis ikke man et eller andet sted i de mange informationer, der lægges frem, kan se et mønster. Da den 14-årige Kurt i 1982 fik fat i et Super-8 kamera og begyndte at lave sine egne smalfilm, fik et af de første værker titlen Kurt Commits Bloody Suicide. Filmen rummer optagelser, hvor den unge auteur med kanten af en åben dåse skærer sine håndled til blods (special effects).
I samme periode erklærede han – inspireret af Jimi Hendrix – til en kammerat: »I’m going to be a superstar musician, kill myself, and go out in a flame of glory.«
Et par år efter, da han havde dannet bandet Fecal Matter, bar en af de første sange, han selv skrev teksten til, den spektakulære titel »Suicide Samurai«. Sådan fortsætter det. Og selv om man langt fra altid skal tage teenageres flirt med selvmordsfantasier for andet end en romantisk protest imod voksenlivet, sporedes hos Cobain livet igennem så stærke tegn på selvhad, at det er svært at forestille sig, hvordan det kunne være endt anderledes.
Tendensen fortsatte langt ind i berømmelsen. I november 1991 var Nirvana tæt på at være verdens største band. Den første single fra Nevermind –
»Smells Like Teen Spirit« – var blevet en generationshymne. Albummet var få pladser fra at kravle op på Billboards førsteplads. Nirvana var på turné med Pearl Jam og Red Hot Chili Peppers. Og alligevel udtalte Kurt Cobain til en journalist – ikke uden humor, men alligevel: »I hope I die before I turn into Pete Townshend.«
To måneder senere tog han, efter at Nirvana havde optrådt på det populære tv-program »Saturday Night Live«, sin første alvorlige overdosis og blev genoplivet af sin gravide hustru. Efterfølgende besluttede han, at titlen på Nirvanas næste album skulle være et citat fra hans dagbøger: »I Hate Myself and I Want to Die«.
I marts 1994 tog han en overdosis på et hotelværelse i Rom og blev igen fundet i tide af hustruen, denne gang med et selvmordsbrev i hånden. En måned senere var han død.

Hvad kan vi forvente at få at vide af de dagbøger, som nu gøres tilgængelige for offentligheden? Eller rettere: Hvad kan vi ønske os at få at vide af dem? At betragte Kurt Cobain som en rollemodel ville af indlysende grunde være perspektivløst. Men at afskrive ham som en selvdestruktiv junkie, der blot fik, hvad han selv havde bedt om, ville i lyset af Nirvanas enorme gennemslagskraft også være for forenklet.
Nirvana var eksponenter for en generation, der havde set tidligere generationer af rockmusikere gå på kompromis eller ligefrem blive udvandede parodier på sig selv, mens de forfulgte den drøm om autenticitet og livsfylde, som altid har været et af rockens fundamenter.
Gennem dagbøgerne kan vi måske få et glimt af motivationerne og intentionerne bag en gruppe, som i et kort øjeblik syntes at realisere den svære balancegang mellem lokal street credibility og global succes. Men først og fremmest skal vi nok forvente at få åbnet døren på klem ind til et martret sind. At få ansatserne til en kortlægning af selvhadets anatomi og en indføring i stofmisbrugets psykologi. Og måske en slags forklaring på, hvorfor den flyvende dreng, som kæmpede så hårdt for at komme ud af Aberdeen, endte med at vælge nødudgangen fra selve livet.

*Charles R. Cross: Heavier Than Heaven. The Biography of Kurt Cobain. Hodder & Stoughton, London, 2001.
Kurt Cobains dagbøger udkommer verden over den 4. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her