Læsetid: 2 min.

Bogkort

19. december 2002

Så gælder det humor
*Titlen på en af Thøger Jensen plingnoveller fra I vores familie kan vi ikke lide u-både, 1998, betegner nu også en antologi. Foruden tekster af bl.a. Per Højholt, Jens Blendstrup og Peter Seeberg, indeholder den et koncist efterskrift om humor i litteratur. Der er tre grundgreb: Degradering, inkongruens og sprogleg. Uddybning i kilden. Kildren ved inddypningen.
Så gælder det rumba ... og 46 andre tekster om og med humor. Red. Steffen Auring og Erik Svendsen. 164 s., 175 kr. Dansklærerforeningen pa

*Sønderby, Knud, debuterede i 1931, 22 år gammel, med Midt i en jazztid, som på trods af hårde anmeldelser siden er blevet genoptrykt et uhyrligt antal gange. Forfatteren foretog i forbindelse med udgaver i 1944 og 1948 en del rettelser, og det blev 3.-udgaven, der passerede trykvalserne de næste 50 år. Nu har Dansklærerforeningen genoptrykt 1.-udgaven med kommentarer og ordforklaringer, et forstudie til romanens kapitel 14, tre samtidige anmeldelser og et efterskrift af Benni Bødker, hvori den historiske kontekst for roman og anmeldere beskrives (230 s., 144 kr.). Man lærer bl.a., at samtidsdebatten boksede med to spøgelser, hvis lidt irrelevante fjæs man også siden har set: livsanskuelsesdebatten (moralister mod modernister, forsimplet udtrykt) og politiseringen (ligeledes simpelt: fascister mod socialister). Anmelderne skrev så ud fra deres egen placering på disse to akser. Henning Kehler i Berlingske Tidende, f.eks, væmmedes ved den udistancerede beskrivelse af en forlystelsessyg og seksuelt uhæmmet ungdom og skrev: »Undertiden maa en Kritiker i vore Dage mindes Censurens Velsignelser«. Julius Bomholt i Social-Demokraten, derimod, fandt, at bogen havde et »Bud til Arbejdere« som billede på en forkvaklet, borgerlig ungdom. Tom Kristensen i Politiken mente, at Sønderbys bog var en udvandet efterligning af Hemingway og skrev, at »det slaar Læseren, at Herregud, Bæstet kan jo bare tage og bestille noget, saa er det Problem løst«. Læserne tog det ikke så tungt. De købte bare bogen.

*Pontoppidan, Henrik, skrev en sådan mængde tykke bøger, at nye læsere har det med at blive lidt skræmte. Det søger Dansklærerforeningen og Johan Rosdahl at afbøde for med udgivelsen af Undervejs til Pontoppidan (200 s., 138 kr.), en antologi med kortere tekster af nobelpristageren samt et fino, kontekstualiserende efterskrift.

*Udsat, med undertitlen – en bog om eksistentialisme, er en ny bog af Gerd Lütken og Johannes Fibiger (Gads Forlag, 320 s., 200 kr.). Undervejs i teksten står en mængde fag- og skønlitterære tekster, der falder ind i emnet. Der er fætre og kusiner som K.E. Løgstrup, Franz Kafka, Edith Södergran, Peter Seeberg, Hannah Arendt m.fl. Bagsiden fortæller, at titlen henviser til det faktum, at vi er sat ind i en verden, vi ikke selv har valgt.

*Noveller, danske, fra perioden 1980-2002, udgør indholdet af en ny antologi fra Dansklærerforeningen redigeret af Kamilla L. Kristensen og Hans Otto Jørgensen (246 s., 213 kr.). Efterskriftet giver en kort indføring i novelleteori. Indholdsfortegnelsen afslører tilstedeværelsen af små mesterværker som f.eks. Henrik Bjelkes Time Out og Jens Smærup Sørensens Brev til
Fanden.

*M gasin er navnet på et tidsskrift centreret omkring De Unge Poeters Klub (hver 2. søndag på Café Ris-Ras i Århus). M gasin opererer efter eget udsagn »ikke med noget kvalitetskriterium«. Resultatet er derefter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu