Læsetid: 7 min.

Don Carvalho kan ikke dø

Privatdetektiven Pepe Carvalho er endt som et mentalt nulpunkt, men forfatteren Manuel Vázquez Montalbán er ved at skrive en ny Carvalho-roman, fordi han bruger ham til at læse sig ind på verden og sig selv
19. december 2002

Litteratur
BARCELONA – Manden i blåt ligner en diskret privatdetektiv, da han efter en halv times forsinkelse træder ind i agentens bibliotek. De dybe rynker i panden bliver endnu dybere, da en høj, ranglet tjener i hvidt skubber døren op med den obligatoriske café con leche. Intet undgår hans opmærksomme blik, selv ikke denne mandag morgen, hvor han knapt nok har haft tid til at gnide søvnen ud af de alvorlige øjne. Manuel Vázquez Montalbán kan set fra afstand være svær at skelne fra den litterære personlighed privatdetektiven Pepe Carvalho, der har gjort ham verdenskendt som forfatter, siden han i 1972 udgav bogen Jeg dræbte Kennedy.
I Carvalho-bogen Buenos Aires kvintetten, der i år er udkommet på dansk, er der en kvartet, der udbasunerer, at en ny universel verdensorden er på vej, men Carvalho kæmper med sin egen nostalgi. Hvad er det for en intern dialog, han fører mellem fremskridtstroen og nostalgien? Jeg bliver nysgerrig og stiller spørgsmålet.
»Det er et utroligt problem. Carvalhos alder er ikke en litterær person, der altid har den samme alder. Han ældes. Hans syn på virkeligheden og evne til at reagere bliver stadig mere passiv. For 20
år siden havde Carvalho en anden måde at reagere på, for han følte sig sikker på sig selv. På det tidspunkt, hvor han for alvor var begyndt at blive ældre, begyndte han at tvivle. Og han kom i tvivl om sine egne evner, på sin fysiske styrke og på sine seksuelle evner,« svarer forfatteren og drikker den nu halvlunke café con leche i en slurk.

Mentalt nulpunkt
Manuel Vázquez Montalbán er ved at skrive en ny Carvalho-roman – det bliver den 23. i serien – hvor han tager på verdensrejse, på sporet af det amerikanske imperiums yderste grænser.
»Det er et utroligt arbejde at få Carvalho til at engagere sig. Han er et mentalt nulpunkt, men han er jo nødt til at leve. Han har mindre lyst til at handle, og han foretrækker ikke at lave noget, hvis han kan slippe af sted med det.«
– Men han kan ikke dø?
»Nej, det kan han ikke. Det er en alt for let løsning. Og den er altid dømt til at slå fejl,« siger Vázquez Montalbán og piller lidt ved den næsten usynlige brillekant. Et øjeblik efter kommer indrømmelsen:
»Carvalho hjælper mig til at nærme mig verdens realiteter og at læse mig ind på dem. Jeg kunne godt slappe af og nøjes med at skrive andre romaner, men jeg er meget nysgerrig efter at finde ud af, i hvor stor udstrækning Carvalhos liv og mit eget liv er sammenfaldende. Hvis jeg lever om 10 år, hvilke ideer vil jeg så få til Carvalho?« siger forfatteren, der har kaldt sin 22. Carvalho-roman for Manden i mit liv.
»I Danmark har man næsten oversat alle mine Carvalho-bøger, men man har aldrig turdet oversætte de andre romaner, som jeg har skrevet. Det er et af de sorte kapitler i min historie. Man har
ikke engang oversat min roman Galíndez, som jeg fik den europæiske pris for.«
Når man kigger ned over Manuel Vázquez Montalbáns store forfatterskab, har det bredt sig fra poesien til gastronomien og politiske essays. Men han kan ikke slippe fri af Carvalho.
– Carvalho siger på et tidspunkt, at flugten er menneskets perfekte tilstand, men han virker ude af stand til selv at flygte?
»Det er der ingen, der kan. Flugten er en drøm, som alle har. En drøm om at finde det perfekte sted, et Shangri La. Jeg har altid stillet spørgsmål ved myterne og ved personer som maleren Gauguin, der var i stand til at opgive alt. For det var ikke sandt. Da han var færdig med at være visuelt nysgerrig i den verden, han levede i, genfandt han sin nysgerrighed på de fjerne sydhavsøer. Mit vers ’flugten er den perfekte tilstand’ har jeg brugt i 40 år.«

Med røven op ad muren
Manuel Vázquez Montalban og hans litterære figur Carvalho er nært knyttede til Barcelona. Men siden olympiaden i 1992 har byen totalt forandret karakter, forsikrer forfatteren.
»50 procent af byens åndelige tradition blev ødelagt. Carvalho har følt sig lidt forvirret, og siden bogen Sabotaje olympico er hans fortællinger flyttet til andre steder som Madrid med El Premio. Fortællingerne fører ham til Buenos Aires, eller han rejser rundt i hele Europa som i Roldán ni vivo ni
muerto. Han vender først tilbage til Barcelona i El hombre de mi vida. Det er et forsøg på at forstå den nye by. Det kineserkvarter, hvor Carvalho teoretisk set har sit kontor, er ved at blive destrueret. Nye immigranter har besat denne bydel, og de svarer ikke til de indvandrere, som han mødte i sin barndom. Der sker en destruktion af referencepunkterne i Carvalhos erindring.«
– Smerter det ham?
»Det er ikke et spørgsmål om smerte, men om desorientering. Han mangler referencepunkter. Luderne plejede at læne sig op ad facaderne. De stod der med deres brede røv og åreknuder for at tjene til livet på en miserabel måde, men i det mindste havde de en facade at læne sig op ad. Da man væltede husene, vidste de ikke længere, hvor de skulle placere røven.«
– De lever litterært, mens Carvalho lever verden i litteraturen...
»Han lever verden i litteraturen. Han foregav at have dræbt Kennedy, og at han på samme tid var medlem af kommunistpartiet og af CIA. Det forvandlede ham til en usædvanlig person. Min oprindelige provokation i den første Carvalho-roman, Yo maté a Kennedy, var sarkasmen imod ideologien og mod aktionen. Da jeg forvandlede Carvalho til privatdetektiv i Tatuaje, respekterede jeg en del af hans personlighed. Han har erkendt verden i sin totalitet, men på den anden side sidder han i et kontor på ramblaen, hvor han venter på sager med naragtige ægtemænd.«
– Og Carvalho får et stænk af Humphrey Bogart?
»Jeg har altid haft noget af Bogart i bevidstheden. Og i 70’erne skrev jeg en eksperimenterende roman med Bogart som hovedperson – den Bogart, vi kender fra biografen. Carvalho kan i sine udtryk og sproglige vendinger falde tilbage på Bogart. Selv har jeg ikke læst ret mange noir-romaner, men jeg har set mange noir-film. Og filmene påvirkede mig meget mere, da jeg skulle konstruere Carvalho-figuren. Jeg tvivler på, at Carvalho kan kaldes en kriminalroman.«
– Ikke desto mindre er der litteraturkritikere, der siger, at De har erobret et overherredømme i Spanien, hvad angår kriminalromaner?
»Alle kanoner om, hvordan man skriver en krimi, fra Raymond Chandler til Agathe Christie, har intet at gøre med det, jeg skriver. I Carvalho-historierne interesserer det mig ikke, hvem der har myrdet hvem. Deduktioner har ikke min interesse. Det spændende er den litterære rejse, hvor forfatteren og læseren er medvidende.«

Med maden i teksten
»Det er en krønikeagtig romanserie, der reflekterer den sociale, ideologiske og historiske tidsdimension. Hukommelsen spiller en vigtig rolle, også i mine andre romaner.«
– Gastronomien har været en konstant reference for Carvalho. Er den et paradis eller et åndehul midt i verdens kaos?
»For Carvalho er den ikke et paradis. Gastronomien er en neurose. Han laver mad, når han er presset. Hans gastronomiske synspunkter er ret diskutable, men han kan godt lave mad. Følelsesmæssigt er køkkenet en lindring for ham. Køkkenet er en magisk verden, som næsten kan minde om alkymi. Men ved nærmere eftertanke siger han forfærdelige ting. Carvalho siger, at gastronomien er en af de mest dobbeltmoralske kulturer, for den skjuler døden. Hans syn på gastronomien er vildere og vildere. Nu, hvor han er blevet ældre og mere ateistisk, siger han, at beviset på, at Gud ikke eksisterer, er, at vi ikke må spise hinanden.«
»For mig er gastronomien i Carvalho-bøgerne en satire over kortspillet i Ian Flemings James Bond-bøger. I stedet for at skrive side op og ned om poker, skriver jeg side op og ned om, hvordan man kan tilberede en torsk.«
– I dag er der ikke en fast litterær kanon. Alt er meget åbent efter alle dekonstruktionerne, sarkasmen og kritikken. Føler De Dem mere fri til at skrive?
»Ja, uden tvivl. Forestillingen om en avantgarde er siden 70’erne forsvundet fra lingvistikken til politikken. Ingen tror mere på, at en avantgarde sidder inde med nøglen til historien, sådan som venstrefløjen fra kommunisterne og til socialdemokraterne engang gik rundt og troede. Når nye bevægelser som zapatisterne gør oprør, ønsker de med subcommandante Marcos’ ord ikke at storme et vinterpalads og lave revolution. De ønsker i modsætning til et messiansk parti at skabe en omvæltning i det civile samfund.«
»Ingen tror længere på, at der findes et historisk subjekt, der transformerer alt og er i besiddelse af et radikalt andet alternativ. Det 20. århundrede i kunsten og litteraturen har ødelagt enhver avantgardisme. I det øjeblik, at reklamer fra supermarkeder og mærkevarer sprogligt kan nå et poetisk niveau, der svarer til et digt af T.S. Elliot, sker der noget. Markedet har tilegnet sig den kulturelle magt, og det dirigerer næsten alt.«
»Vi befinder os i en ny situation, der kan kaldes den globale kapitalisme, som endnu ikke har sin egen poetik.«
– Kan Carvalho hjælpe i den proces?
»Nej, han er nihilist. Man kan måske føle sig solidarisk med hans personer og med hans syn på magten. Men så kan man ikke mere. Siden Rousseaus Emile har litteraturen ikke kunnet forvandle verden. Emile og Daniel Defoes Robinson Crusoe kunne påvirke samfundets ledende lag til at ændre noget af deres adfærd, men i dag har litteraturen en begrænset social betydning,« siger Manuel Vázquez Montalbán.
»Er det nok?« spørger han alvorligt og gør mine til at forlade lokalet. Jeg følger ham ud ad døren og ser ham forsvinde i Barcelonas gader. Han har en ny aftale med Don Carvalho.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu